Lukrets

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 5. maj 2014, 21:13 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)

Titus Lucretius Carus eller (på dansk) Lukrets (ca. 99 – ca. 55 f.Kr.) var en romersk epikuræisk digter. Hans eneste kendte værk er det episk filosofiske digt om epikuræismen De Rerum Natura ("Om tingenes natur").

Biografi

Man kender kun lidt til Lukretius' liv; det eneste man ved med sikkerhed er at han enten var en ven eller en klient af den romerske digter Gaius Memmius, til hvem han dedikerede De Rerum Natura.

Desuden findes der i et brev skrevet af Cicero til sin bror Quintus fra februar 54 f.Kr. en anden oplysning. Cicero skriver her: "Lukretius' digte er, ligesom du skriver: De viser mange glimt af geni og viser store evner." Tilsyneladende havde både Cicero og hans bror læst De Rerum Natura omkring februar 54 f.Kr. Digtets udformning viser dog, at det sandsynligvis blev udgivet uden en afsluttende korrektur, muligivs på grund af forfatterens død. Hvilket kunne betyde, at han døde inden denne dato.

Bog 1, side 1 af De Rerum Natura fra 1675-udgaven af Tanaquil Faber

Om tingenes natur

Lukrets er forfatter til det didaktiske epos De rerum natura, "Om verdens natur" i seks bøger (7415 vers). Værket er en naturhistorie, der tager udgangspunkt i den opfattelse, at alt er opbygget af atomer, at sjælen er dødelig, og at guderne ikke kan blande sig i menneskenes liv. Lukrets vil på den måde fjerne menneskets frygt for døden og gudernes vilkårlighed.

1.-2. bog Beskrivelse af atomlæren og kritik af førsokratikerne (Heraklit, Empedokles og Anaxagoras) og stoikerne.
3. bog Sjælen er lavet af atomer og er derfor dødelig.
4. bog Redegørelse for sanserne og tankerne.
5. bog Verdens skabelse og menneskets udvikling.
6. bog Naturfænomener (f.eks. jordskælv, vulkanudbrud og lyn) forklares med atomerne i stedet for guderne.

Forbilledet er filosoffen Epikur, der skrev Peri physeōs, "Om naturen" i 37 bøger, men dette værk kendes kun ufuldstændigt (fra herculanske papyri), og Lukrets er derfor vores vigtigste kilde til Epikurs filosofi.

Kilder

  • Dansk oversættelse ved Ellen A. Madsen og Erik H. Madsen, Om verdens natur, (Det Lille Forlag 1998). ISBN 87-90030-65-6

Eksterne henvisninger