Stoicisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Rekonstrueret Stoa i Athen.

Stoicisme (Στοά) er den filosofi, som praktiseres af en stoiker. Grundlæggelsen af den stoiske skole tillægges Zenon fra Kition. I denne filosofiske retning er følelser og fornuft adskilte, og stoicismen foreskriver selvkontrol og udelader følelsesmæssig involvering, da valg skal tages ud fra fornuften alene. Den ideelle stoiker er upåvirket af modgang og præget af fasthed og koldblodighed.

Betegnelsen stoicisme stammer fra bygningen Stoa poikile i Athen, hvor Zenon underviste sine disciple.

Stoicisme er bedst kendt gennem "at have en stoisk ro" om et fuldstændigt overblik og uændret væremåde, uanset hvad der sker.

Centrale standpunkter[redigér | redigér wikikode]

Kernen i stoicismen er, at der ikke findes en højere autoritet end fornuften. Konsekvensen af dette standpunkt er, at den verden (naturen), som fornuften præsenterer os for, er den virkelige verden. Der findes ikke noget højere eller bagvedliggende, der ikke kan sanses og erkendes gennem fornuften. Naturen er bestemt og reguleret af rationelle principper. Så meget mere som mennesket selv er en del af naturen.

Den rationelle ånd, der gennemsyrer alt i naturen – inklusive mennesket – er det, som skal forstås som Gud. Dermed er Gud ikke uden for denne verden, men en uadskillelig del af den. Gud er derfor verdens selvbevidsthed.

Følelserne som dommere[redigér | redigér wikikode]

Fordi mennesket er ét med naturen, og fordi der ikke findes noget højere ikke-jordisk rige, kan der ikke være tale om, at det går noget andet sted hen, når det dør; der findes nemlig ikke noget andet sted at gå hen; i stedet opløses mennesket og vender tilbage til naturen. Stoicismens berømmelse og indflydelse i dag stammer i høj grad fra den etik, som har grundlag i denne tro.

Som følge af at naturen er bestemt af rationelle principper, findes der grunde til, at alt er, som det er. Det kan ikke forandres, og det skal heller ikke ønskes: Menneskets holdning overfor fx sin egen død eller andet, der ellers kan synes som en personlig tragedie, bør være accept.

Hvis følelserne gør oprør mod denne holdning, er følelserne de forkerte. Det var en udbredt idé blandt stoikerne, at følelserne var dommere og derfor kognitive: De er former for ”kundskab”, enten sande eller falske. Grådighed kom fx af den opfattelse, at penge var et specielt gode, alle måtte tilegne sig. For stoikerne var dette en falsk dom. Hvis alle følelser var et resultat af fornuft, ville de ikke rumme andet end sande domme, og mennesket ville blive et med tingene, sådan som de virkelig var.

Om at tage sit liv[redigér | redigér wikikode]

Døden frem for livet

Tilhængerne af den stoiske filosofi var ofte i stand til at møde livets omskifteligheder med både ro og værdighed. Men de kunne også miste lysten til at leve – fx hvis de blev ruineret, vanæret eller ramt af alvorlig sygdom. Stoikerne mente, at det mest fornuftige under de omstændigheder var at gøre en ende på livet, og derfor begik mange kendte stoikere også selvmord. Deriblandt Seneca – presset af Nero.

At vælge døden frem for livet var logisk konsistens for stoikerne. Det var langt fra et tabu, fordi de troede på menneskets ret til selv at bestemme både over sit eget liv og sin egen død.

Men stoicismen bestod ikke alene af den moralfilosofi, som den forbindes med i dag: stoikerne beskæftigede sig også med logik og kundskabsteori, og gennem deres arbejder udviklede de et omfattende filosofisk verdenssyn.

Vigtige stoikere[redigér | redigér wikikode]

Stoicisme i Grækenland[redigér | redigér wikikode]

Det var i Antikken almindeligt kendt, at dyder var nødvendige forudsætninger for gode og rigtige gerninger. Dyderne var klogskab, retfærdighed, mådehold og mod; idealer, der var agtet over hele den antikke verden. Stoikerne mente, at kun en mand, som besad de rette egenskaber kunne gøre gode handlinger. Modsat mente Aristoteles og Platon, at de handlinger, der var dydige, var dem, der kunne udføres med lethed og glæde. Stoikeren mente, at de gode valg skulle træffes af fornuften.

Stoicismen indeholdt en kausalitet: alt har en årsag, og verden er en sammenkædning af hændelser, bestemt af én almen guddommelig kraft (logos), der var en forudsætning i verden. Den stoiske filosofis bestræbelser på at leve i overensstemmelse med logos, fornuft og natur var det etiske ideal. I tiden efter vor tidsregnings begyndelse indsnævrede filosofien sig i større grad til et spørgsmål om etiske problemstillinger. Kausaliteten var både den uophørlige sammenkædning af hændelser og skæbnen (fatum) i den gamle mytologiske forståelse. Så skæbnen var den kosmiske lov, som derfor kunne opfattes som gud i en monoteistisk forstand. Logos og det guddommelige blandedes sammen, og de var bestemmende for den materielle virkelighed.

Kausaliteten skabte tilsyneladende et problem: Hvis skæbnen var bestemmende for den materielle virkelighed, var alle viljesakter forudbestemte, og dermed var al snak om moralsk ansvarlighed meningsløs, og det ville i sidste ende fjerne grundlaget for etikken. Allerede de ældste stoikere mente, at skæbnen ikke udelukkede den frie vilje; den stoiske filosof Kleanthes mente, at menneskets eksistentielle situation var valget mellem at påtage sig sin skæbne eller at afvise den. En forklaring på, hvordan et menneske med en forudbestemt skæbne frit kunne foretage valg, gav Kleanthes aldrig. Chryssipios adskilte formen fra årsagen: mennesket besidder muligheder, der kan påvirkes mod forskellige mål, men med fornuften kan det træffe de rette valg. De ydre stimuli er ikke underlagt menneskets magt, men det er måden, det reagerer på.

Romersk stoicisme[redigér | redigér wikikode]

Marcus Aurelius

Stoicismen vedblev at være en dominerende filosofisk skole i omtrent 500 år. Og med spredningen i den hellenistiske periode ophørte filosofi i vesten med alene at være et græsk fænomen og blev internationalt. De hellenistiske riger, der opstod efter Alexander den Stores erobringer, blev nu centrum for de filosofiske skoler, og mange filosoffer fra denne periode kom fra Syrien. Da romerne blev de dominerende i Middelhavsregionen, blev Rom det nye center.

Stoicisme var i den romerske kejsertid i 1. årh. e.v.t en vigtig del af den almene dannelse. Seneca var en af de vigtigste formidlere af græsk filosofi og stoicisme. En anden var slaven Epiktet.

Stoicismen synes at have speciel appel til de hellenistiske konger og romerske kejsere. Næsten alle Alexanders efterfølgere og mange af kejserne havde stoiske idealer. En af de mest berømte var kejser Marcus Aurelius (161-180), hvis værk Tanker var en af kejsertidens mest indflydelsesrige, stoiske fremstillinger.

Stoicismens indflydelse på kristendommen[redigér | redigér wikikode]

Selv om de tidlige kirkefædre regnede stoicismen til de fejlagtige, hedenske, filosofiske skoler, var mange af dens elementer højt værdsat af de kristne; ideen om en naturlov blev i særdeleshed en vigtig inspiration for kristne teologer. Ideen om logos, der var central for mange stoikere, havde også meget stor indflydelse på den kristne verdensforståelse,[1] Desuden havde den stoiske definition af dyderne – et resultat af viljens tilpasning til den rationelle verdensorden – paralleller til den kristne moralforståelse.

Augustin var én af de kristne tænkere, der var stærkt inspireret af stoikerne. Det samme var Boethius. Begge teologer fik stor indflydelse på tænkningen i middelalderen.

Stoiske hovedværker[redigér | redigér wikikode]

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Se fx Johannes 1
filosofi Stub
Denne filosofiartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.