Nuklear isomer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

En nuclear isomer er en metastabil tilstand af en atomkerne forårsaget af excitation af en eller flere af dens nukleoner (protoner eller neutroner).

De første nukleare isomerer (Uran Z/Uran X2, der nu kendes som Protactiniumisotoper, blev opdaget af Otto Hahn i 1921.

Grundstoffet Hafnium, der er opkaldt efter København har også nukleare isomerer. Den nukleare isomer 178m2Hf besidder en forbavsende høj excitationsenergi for en isomer med relativ lang halveringstid, og det har ført til spekulationer om at udnytte denne energi, 1,33 gigajoule, svarende til sprængkraften af 317 kg TNT, per gram af denne isomer.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]