Otto Hahn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Otto Hahn i 1938

Otto Hahn (8. marts 1879 i Frankfurt am Main – 28. juli 1968 i Göttingen) var en tysk kemiker.

De første nukleare isomerer (Uran Z/Uran X2, der nu kendes som Protactiniumisotoper, blev opdaget af Otto Hahn i 1921. I 1944 modtog han nobelprisen i kemi.

Nobel prize medal.svg Nobelprisen i kemi
1944


Eksterne henvisninger [redigér]

Weblinks [redigér]


s·d·r
Nobelprismodtagere i kemi 1926-1950

1926: Svedberg | 1927: Wieland | 1928: Windaus | 1929: Harden • von Euler-Chelpin | 1930: H. Fischer | 1931: Bosch • Bergius | 1932: Langmuir | 1934: Urey | 1935: F. Joliot-Curie • I. Joliot-Curie | 1936: Debye | 1937: Haworth • Karrer | 1938: Kuhn | 1939: Butenandt • Ružička | 1943: de Hevesy | 1944: Hahn | 1945: Virtanen | 1946: Sumner • Northrop • Stanley | 1947: Robinson | 1948: Tiselius | 1949: Giauque | 1950: Diels • Alder
Hele listen  • 1901–25  • 1926–50  • 1951–75  • 1976–2000  • 2001– i dag
Naturvidenskab Stub
Denne artikel om en naturvidenskabsmand eller -kvinde er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.		 Biografi
Hentet fra "http://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Otto_Hahn&oldid=7144708"