Ole Sarvig

Ole Sarvig (27. november 1921 i København – 4. december 1981 sammesteds) var dansk forfatter. Han var mest kendt for lyrikken, men skrev også syv romaner samt essays mm. om billedkunst, som han interesserede sig levende for. Hans digt, Regnmaaleren fra debuten Grønne digte (1943) er medtaget i Kulturkanonen. Han var far til maleren Christian Sarvig og nevø til maleren Edvard Sarvig.

Virke

Ole Sarvig blev student fra Efterslægtselskabets Skole i 1940. Han boede i udlandet i flere omgange, blandt andet i Spanien i 1954-1962.

Ole Sarvigs tidlige digte, navnlig Jeghuset fra 1944, har været en vigtig inspiration for en hel generation af danske lyrikere.

De mest kendte romaner Stenrosen (1955), De sovende (1958), Havet under mit vindue (1960) og Limbo (1963) opnåede en ny læserkreds, da de i sin tid genudkom som billigbog. Undergangsromanen De rejsende (1978) kom efter flere års romantavshed. Flere af bøgerne har en kriminalhistorie indbygget, ofte uhyre vanskelig at holde rede på. Metafysiske, etiske og det moderne intellektuelle menneskes eksistentielle problemer er det, Sarvig vil fortælle om.

Ole Sarvig har fx skrevet om Edvard Munchs Grafik (1948) og var i en periode i 1950'erne kunstkritiker ved Information og senere kunstkonsulent ved DR.

I 1963 modtog Ole Sarvig Herman Bangs Mindelegat, i 1967 Det Danske Akademis Store Pris, i 1965 Emil Aarestrup Medaillen og i 1972 blev han medlem af Det Danske Akademi.

Udgivelser (uddrag)

Grønne digte (1943)
Jeghuset (digte, 1944)
Mangfoldighed (digte, 1945)
Legende (digte, 1946)
Menneske (digte, 1948)
Edvard Munchs Grafik (kunstkritik, 1948)
Krisens Billedbog (kunstessays, 1950)
Min Kærlighed (digte, 1952)
Stenrosen (roman, 1955)
De Sovende (roman, 1958)
Havet under mit Vindue (roman, 1960)
Limbo (roman, 1963)
Spirende digte (1967)
Glem Ikke (roman, 1972)
Sejlads (tv-dramatik, 1974)
De rejsende. En undergangsroman (1978)

Eksterne henvisninger

Ole Sarvig på Kunstindeks Danmark/Weilbachs Kunstnerleksikon