Ostrakisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ostraka (potteskår) her benyttet som stemmesedler. De nominerede er, ovenfra: Perikles, Kimon og Aristides. Agora-muséet i Athen.

Ostrakisme var i det antikke Grækenland en ordning, hvorved folkeforsamlingen inviteredes til at stemme om, hvorvidt en person kunne udvises fra bystaten i en periode på ti år. Betegnelsen kommer af ostraka (= potteskår), og henviser til, at stemmerne blev afgivet ved, at navnet på den, man ønskede udvist, blev skrevet på potteskår, der så blev indsamlet og talt op. - Papyrus var i antikkens Grækenland importvare fra Egypten, og alt for værdifuldt til at benyttes i en sådan sammenhæng. [1]

Ordningen og dens funktion[redigér | redigér wikikode]

Mindst 6.000 afgivne stemmer totalt skulle til, før et vedtag trådte i kraft overfor den uheldige, der havde fået flest stemmer. Hensigten med okstrakisme var at beskytte bystaten mod enkeltpersoner, der sad med tilstrækkelig magt til at kunne mistænkes for at ville indføre et nyt tyranni. Landsforvisningen regnedes ikke som nogen straf, så et vedtag forudsatte ikke et lovbrud. Den ostrakiserede beholdt sine ejendele, og efter at de ti år var omme, kunne han frit vende tilbage til bystaten med æren i behold.

Den første, der blev ostrakiseret, var peisistratiden Hipparkhos. Kleisthenes gives ofte ansvaret for at have indført ostrakiseringen; men da hans reformer fandt sted tyve år før den første ostrakisering, og ordningen blev benyttet hurtigt efter, at den blev introduceret, er det næppe tilfældet. Den sidste, der blev rammet, var demagogen Hyperbolos i 416 f.Kr. At Alkibiades lykkedes med at undgå ostrakisering det samme år, ser ud til at have bidraget til, at ordningen i praksis blev nedlagt, selv om den aldrig blev formelt afskaffet. [2]

En anekdote belyser, hvor tilfældigt ordningen kunne slå ud før de berørte parter: Under afstemningen om udvisning af Aristides den Retfærdige, bad en analfabet, som ikke kendte Aristides, ham om at skrive for ham på potteskåret. Aristides spurgte ham, hvilket navn, han ønskede skrevet, og bonden svarede: "Aristides". Aristides skrev så sit eget navn, og spurgte ham derefter, hvad galt Aristides havde gjort ham. "Ikke spor," svarede bonden, "men jeg er led og ked af hele tiden at høre ham omtalt som "den Retfærdige"." [3]

Efter Hipparkhos blev de følgende ostrakiseret: I 487/6 f.Kr Megakles, søn af Hippokrates, og året efter Kallias fra Medien. I 485/4 f.Kr Xanthippos, far til Perikles, og året efter Kallixenus, søn af Aristonymos. I 483/2 f.Kr Aristides den Retfærdige, og senere Themistokles. I 462/1 f.Kr Kimon, søn af Miltiades, sejrherren fra slaget ved Marathon. I 461/0 f.Kr Alkibiades, i 444/3 f.Kr Thukydid og til sidst Hyperbolos, søn af Antifanes, dertil i et ukendt år Perikles' musiklærer Damon.

Alternative ordninger[redigér | redigér wikikode]

En tilsvarende ordning eksisterede i Argos, Milet, Kyrene og Megara. Ordningen blev også benyttet i Syrakus, men her brugte man som stemmesedler træernes blade. Den fremgangsmåde kaldtes petalisme. [4]

Før indføringen af ostrakisme, og efter ordningens ophør, kunne både "de 500s råd" og folkeforsamlingen kontrollere enkeltpersoner, der var mistænkt for magtmisbrug, ved en type retssag kaldt eisangelia (af verbet eisangello, som betyder "at gå ind og kundgøre" - beslægtet med det danske ord "engel"). Sager af denne type kunne føres enten ved at fremme et forslag i folkeforsamlingen, eller gennem en embedsmand. [5]

Allerede året efter ostrakiseringen af Hyperbolos indførtes et andet juridiske redskab, kaldt grafe paranomon. Tiltalen kunne rettes mod en person, der havde fremmet et lovstridigt eller uhensigtsmæssigt forslag for folkeforsamlingen eller "de 500s råd". Ordningen syntes bedre egnet til at håndtere den politiske situation, hvor det ikke længere var enkeltpersoner ("tyranner"), der udgjorde den største trussel mod datidens demokrati, men derimod oligarkisk sindede grupperinger. Deres magt kunne nemmere begrænses af en proces, der kunne gentages flere gange i årets løb. Under det oligarkiske kup i Athen i 411 f.Kr var ophævelsen af grafe paranomon kupmagernes første greb, som igen banede vej for mere omfattende lovmæssige ændringer. Åbenbart fungerede ordningen godt som en beskyttelse for demokratiet. Men især i løbet af 300-tallet f.Kr blev grafe paranomon omgået ved, at aristokraterne undlod selv at optræde som forslagsstillere, men betalte stråmænd for at fremme forslagene. [6]

Henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 37), forlaget Dreyer, Oslo 2013, ISBN 978-82-8265-033-5
  2. Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 38)
  3. http://ancienthistory.about.com/cs/people/a/aristides.htm
  4. http://www.livius.org/on-oz/ostracism/ostracism.html
  5. Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 38 og 242)
  6. Tord Østberg: Alkibiades og Aten (s. 82-3)