Ernest Rutherford

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Ernest Rutherford
Animation af Ruthersfords atommodel.
Nobel prize medal.svg Nobelprisen i kemi
1908

Sir Ernest Rutherford (30. august 187119. oktober 1937), engelsk atomfysiker. Modtog Nobelprisen i kemi i 1908.

Rutherford blev født i New Zealand. Efter at have fået sin universitetsgrad fra Canterbury Universitet, rejste han i 1895 til England for at fortsætte sine studier ved Cavendish Laboratoriet ved Cambridge Universitet. Her opdagede han og navngav alfastråling og betastråling.

I 1898 blev Rutherford ansat som professor i fysik på McGill Universitetet i Canada hvor han viste at radioaktivitet var den spontane spaltning af atomer. Dette arbejde gav ham Nobelprisen i kemi i 1908. Han bemærkede at en prøve af radioaktivt materiale altid brugte den samme tid om at halvere sin aktivitet – prøvens halveringstid. Han brugte denne observation til at bestemme Jordens alder. Den var meget højere end det, de fleste daværende forskere forventede.

I 1907 blev han ansat som professor i fysik på University of Manchester. Der opdagede han atomkernen ved at beskyde et guldfolie med alfastråling og blev den første succesfulde alkymist: han omdannede kvælstof til ilt. Mens han arbejdede med Niels Bohr (som fandt ud af at elektroner bevæger sig i bestemte baner), spekulerede Rutherford over muligheden for eksistensen af neutroner, som kunne neutralisere protonernes positive ladning og forhindre atomet i at eksplodere.

I 1917 vendte han tilbage som chef for Cavendish Laboratoriet. Under hans ledelse modtog James Chadwick Nobelprisen for opdagelsen af neutronen, John Cockcroft og Thomas Walton modtog den for at splitte atomet med en partikelaccelerator og Edward Victor Appleton for at påvise eksistensen af ionosfæren.

Grundstoffet rutherfordium er opkaldt efter ham.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: