Plebejer
Plebejer (latin: plebejus)er en betegnelse for dem, som tilhørte gruppen af almindelige borgere i Romerriget. De stod som frie borgere i det romerske standssamfund mellem patricierne, som var adelen, og slaverne, der ingen rettigheder havde. Plebejerne havde fulde borgerrettigheder og kunne opnå stor rigdom og indflydelse. Plebejerne blev i romersk tradition beskrevet som efterkommere af dem, som blev indlemmet i Romerriget gennem indvandring eller erobring, mens patricierne var Roms oprindelige borgere.
I dag bruges ordet nedsættende om en en ukultiveret eller grov person, synonymt med proletar.
Definition [redigér]
Ordet plebs blev i latinsk litteratur brugt til at beskrive den samlede gruppe plebejere og bliver oversat som almue, pøbel, det simple folk, en stor hob, mængden og de fattige. Det har nok snarere afspejlet forfatternes holdninger end de faktiske forhold. Plebs var en yderst sammensat gruppe; nogle af Roms rigeste familier var plebejiske, og gruppen omfattede i senrepublikken og kejsertiden senatorer.
Historie [redigér]
Oprindelig var plebejerne stærkt underprivilegerede; deres position ændredes, da de i løbet af det 6. århundrede f.Kr. fik mulighed for at blive optaget i den romerske hær. Det bevirkede, de kunne begynde deres kamp for ligestilling. I 471 fik de adgang til at vælge tribuner.
Ved stadfæstelsen af de Liciniske Love i 367 f.Kr., der var udvirket af Gajus Licinius Stolo, fik plebejerne adgang til konsulatet. Tre år efter blev Stolo selv konsul. Tre gange har der blandt plebejerne været tale om at emigrere og grundlægge en selvstændig stat uden for Italien: i 494, 440 og 287 f.Kr. Efter 287 f.Kr. blev der stort set ikke skelnet mellem plebejere og patriciere; sondringen mellem de to samfundsklasser vedblev dog længe efter.
Ledende slægter fra plebejerne udgjorde i den sene republik en ny overklasse, nobilitas, sammen med patricierne.
Litteratur og kilder [redigér]
Per Krarup: Romersk politik i oldtiden, Gyldendal 1971
J. Th. Jensen & M. J. Goldschmidt, Latinsk-dansk Ordbog, Kjøbenhavn, 2. udgave, trettende optryk 1996.
Lademanns Leksikon, Lademanns forlag 2001.
