Popularer

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Popularer var en politisk gruppering i den Romerske republik i det 1. årh. f.Kr., der søgte at opnå deres politiske mål gennem folketribunerne og folkeforsamlingerne. De var modstandere af optimaterne.

Popularerne bestod af både patriciere og plebejere, der alle mente, at den bedste vej til magt var gennem folket.

Da Gaius Marius styrede Rom, var det med popularernes støtte. Under Sullas diktatur var mange af de ledende popularer ofre for proskriptioner, men med Første triumvirat satte popularerne sig igen tungt på magten i riget. Under borgerkrigen mellem Julius Cæsar og Pompejus støttede de Julius Cæsar, hvilket skubbede Pompejus over i favnen på optimaterne. Da optimaterne praktisk talt blev udryddet under borgerkrigen, og da Octavian, Marcus Antonius og Marcus Aemilius Lepidus delte riget mellem sig, ophørte popularerne som begreb med at eksistere.

Af de mest centrale popularer kan Graccherne, Cæsar, Gaius Marius, Lucius Cornelius Cinna, Lucius Sergius Catilina og Marcus Licinius Crassus nævnes.