Portal:Historie/Udvalgt artikel/juli, 2015

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
På det arkæologiske museum i Krakow findes denne rekonstruktion af et vandalsk par. Manden har sit hår flettet i en "svebisk knude" og kvinden er iført en typisk klædedragt med et spænde på hver skulder.

Vandalerne var en østgermansk stamme eller sammenslutning af stammer. Der er romerske beretninger om dem fra det 1. århundrede, og på det det tidspunkt boede de i det nuværende Polen, i området mellem floderne Oder og Wisla. I arkæologien er de knyttet sammen med Przeworsk-kulturen, hvor man har fund fra slutningen af det 3. århundrede f.Kr. til midten af det 5. århundrede. I anden halvdel af det 2. århundrede drog en del af vandalerne (hasdingerne) mod syd, hvor de blev bosat i det nuværende Ungarn. I anden halvdel af det 4. århundrede kom folkeslagene omkring dem under stigende pres fra hunnerne, og både de silingske og de hasdingske vandaler sluttede sig til den gruppe af folkeslag, der invaderede Gallien i 406. Efter at have plyndret i Gallien nåede de til Spanien, hvor de to vandalske stammer bosatte sig i hver sin ende af den Iberiske halvø. Det vestromerske rige gik i offensiven for at tilbageerobre de spanske provinser, og med indkaldt visigotisk støtte gjorde de vandalernes situation uholdbar i Spanien. I 429 tog den nykårede kong Geiserik konsekvensen af situationen og førte vandalerne til Nordafrika. Her fandt de fodfæste og i 439 anerkendte det vestromerske rige Geiserik som konge over et område med centrum i det nuværende Tunis. Herfra dominerede de også øerne i det vestlige Middelhav. De to romerske kejserriger gjorde flere forsøg på at tilbageerobre de rige nordafrikanske provinser, men først i 534 lykkedes det. Den sidste vandalkonge overgav sig til østromerne, og mange af de overlevende krigere blev tvangsudskrevet til den østromerske hær, langt fra Nordafrika, og i løbet af det 6. århundrede forsvandt den vandalske identitet.

    ... læs mere