Vandaler

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Vandalsk guldsmykke fra omkring 300 f.kr.

Vandalerne var en ret fredelig germansk stamme, bestående af bønder med en historie med vandringer under pres østfra. Ordet "vandal" er beslægtet med verbet "at vandre". Det tog dem omkring 300 år at forflytte sig fra det centrale Polen ind i Bøhmen, og til sidst til Romerriget som flygtninge. De var et nordisk udseende folk med høj personlig moral, men dårlige til at organisere sig militært. Konstantin den Store tillod dem at slå sig ned i provinsen Pannonien, dvs det vestlige Ungarn, på betingelser, der gjorde dem til småbønder og rekrutter for den romerske hær. Fyrre år senere blev de imidlertid trængt væk af goterne, der selv blev tvunget mod vest af de fremrykkende hunner. [1] Vandalerne vandrede gennem Gallien og Spanien til Nordafrika, hvor den oprettede et kongedømme med hovedstad i Saldae (dagens Béjaïa). Herfra dominerede de øerne i det vestlige middelhav. I 534 overgav den sidste vandalkonge sig til romerne, efter dette havde vandalerne ringe betydning i historien.

Udvandringen fra Polen startede omkring år 100 e.Kr. Vandalerne grundlagde omkring år 409 Andalusien, som siges at have navn efter dem ("Vandalusien"). De erobrede Rom under den europæiske folkevandringstid i 455. [2]

I nordisk mytologi er vandalerne et sagnfolk i strid med vinnilerne.


Navnet Andalusien (fra al-Andalus) er sandsynligvis en arabisk afledning af det etniske navn Vandal.

Oprindelse[redigér | redigér wikikode]

Vandalerne blev først identificeret med Przeworsk-kulturen i det 19. århundrede. Der er usikkerhed om potentielle forbindelser mellem vandalerne og andre mulige germanske stammer, lugier. Nogen akademikere tror, at enten var lugiene et tidligere navn for vandalerne eller vandalerne var en del af den lugianske føderation.

Ligheder i navnet har antydet, at vandalernes hjemland lå i Norge (Hallingdal), Sverige (Vendel) eller Danmark (Vendsyssel). Vandalerne antages at have krydset Baltikum ind i det som i dag er Polen omkring det 2. århundrede f.Kr. og slået sig ned i Schlesien fra omkring 120 f.Kr.. Tacitus skrev om deres tilstedeværelse mellem Oder og Wisła i Germania (98). Hans identificering blev bekræftet af senere historikere. Ifølge Jordanes var de og rygerne blevet fortrængt af goterne. Denne tradition støtter identificeringen af vandalerne med Przeworsk-kulturen, mens goternes Wielbark-kultur ser ud til at have erstattet en gren af denne kultur.

I middelalderen var det populært antaget, at vandalerne var forfædre til polakkerne. Denne antagelsen opstod antagelig af to grunde: For det første blev venderne blandet med vandalerne og for det andre boede både venderne og vandalerne i antikkens tid i området, som senere blev bosat af polakker. I 796 kan man i Annales Alamanici finde et uddrag, som siger, at "Pepin af Italien rejste til vandalernes region, hvor vandalerne kom ud for at gøre modstand mod ham." I Annales Sangallenses blev det samme togt (rigtignok pladseret i 795) opsummeret med en enkel sætning: "vandalerne blev ødelagt". Dette betyder, at tidlige skribenter i middelalderen gav vandalernes navn til avarer.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Kort over stammer i det nordlige Europa omkring år 50. Vandalerne er makerede med mørkegrønt. Kortet må dog tages med forbehold.

Vandalerne var inddelt i to stammegrupper, silingi og hasdingi. Silingierne levede i et område kaldet Magna Germania i flere århundreder, nu Schlesien. I det 2. århundrede flyttede hasdingierne, ledet af kongerne Rhaus og Raptus, syd over og angreb først romerne i det nedre Donau-område, indgik så fred og slog sig ned i det vestlige Dacia (Rumænien) og det romerske Ungarn.

Ifølge Jordanes kom hasdingierne i konflikt med goterneKonstantin den Stores tid. På den tid levede vandalerne i det land, som senere blev beboet af gepiderne, hvor de var omringet "i øst (af) goterne, i vest (af) marcomanni, i nord (af) hermanduri og i syd Hister (Donau)." Vandalerne blev angrebne af den gotiske konge Geberic, og deres konge Visimar blev dræbt. Vandalerne vandrede så til Pannonien, hvor de levede de næste tres år.

I 400 eller 401, muligvis på grund af hunnernes angreb, begyndte vandalerne sammen med deres allierede (de samatianske alanerne og germanske svebere), at bevæge sig vest over under kong Godigisel. Nogen af silingierne sluttede sig til dem senere. Omkring denne tid var hasdingierne allerede blevet kristnede. På samme måde som goterne tidligere, adopterede vandalerne arianismen, en trosretning som var i opposition til hovedstrømmen, som var trinitariansk kristendom i Romerriget, som senere blev til den katolske kirke og den ortodokse kirke.

Gallien[redigér | redigér wikikode]

Vandalene rejste vest over langs Donau uden store problemer, men da de nåede Rhinen, mødte de modstand fra frankerne som befolkede og kontrollerede de romerske regioner i det nordlige Gallien. 20.000 vandaler, her under Godigisel selv, døde i det påfølgende slag, men formåede så med hjælp fra alanerne at besejre frankerne. Den 20. december 406 krydsede vandalerne den islagte Rhinen for at invadere Gallien. Under Godigisels søn Gunderic plyndrede vandalerne sig vest over og syd over gennem Aquitaine.

Iberien[redigér | redigér wikikode]

Vandalene krydsede Pyrenæerne i oktober 409 og fik land fra romerne på den iberiske halvø som foederati i Gallaecia (i nordvest) og Hispania Baetica (i syd). Alanerne fik land i Lusitanien (vest) og regionen omkring Karthago Nova. Sveberne kontrollerede også dele af Gallaecia. Vestgoterne, som invaderede Iberien før de fik landområder i Septimania i det sydlige Frankrig, knuste alanerne i 416 og dræbte den vestlige alanske konge Attaces. Resterne af hans folk tilbød senere vandalkongen Gunderik den alanske krone. Senere vandalkonger i Nordafrika kaldte sig Rex Wandalorum et Alanorum ("konge af vandalerne og alanerne").

Afrika[redigér | redigér wikikode]

Vandalernes rige i Nordafrika

Gunderiks halvbroder Geiserik viste sig at blive den store vandalkonge. Han begyndte at bygge en vandalflåde, og efter, at han blev konge, kryssede han Gibraltarstrædet i 429 og bevægede sig øst over mod Karthago. I 435 gav romerne dem territorium i Nordafrika, men alligevel faldt Karthago til vandalerne i 439. Geiserik opbyggede så kongedømmet for vandalerne og alanerne til en mægtig stat med hovedstad i Saldae. Han erobrede Sicilien, Sardinien, Korsika og Balearerne.

Forskellen i trosgrundlaget mellem de arianske vandalerne og Roms katolikker eller donatister var en konstant kilde til spænding i deres afrikanske stat. De fleste vandalkonger, med undtagelse af Hilderik, forfulgte mere eller mindre katolikkerne. Medlemmer af præsteskabet blev udvist, klostre blev opløste og et generelt pres blev brugt mod katolikker, som ikke lod sig kue. Selv om katolicismen sjældent var officielt forbudt med undtagelse af de sidste måneder af styret til Hunerik, var konvertering fra vandalernes tro til katolicismen forbudt, og livet var generelt vanskeligt for det katolske presteskab, som blev nægtet at have biskoper.

Plyndringen af Rom[redigér | redigér wikikode]

Vandalene erobrede Rom i 455 og plyndrede byen i to uger fra 2. juni. De forlod byen med utallige værdier, herunder byttet fra tempelet i Jerusalem som blev ført til Rom af Titus. De tog også kejserinden Licinia Eudoxia og hendes døtre Eudocia og Placidia med sig. De ødelagde en enorm byzantinsk flåde, som blev sendt mod dem inden 468.

Nedgang[redigér | redigér wikikode]

Da Geiserik døde i 477, blev hans søn Hunerik konge. Huneriks styre var præget af sin religiøse forfølgelse af manikeerne og katolikkerne. Guntamund (484-496) forsøgte at skabe intern fred med katolikkerne. Den vandalske magt havde været nedadgående siden Geiserik døde, og Gunthamund mistede store dele af Sicilien til østgoterne og måtte stå i mod et voksende pres fra maurerne.

Hilderik (523-530) var den mest katolsk-venlige af vandalkongerne. Men han havde liden interesse for krig og overlod denne virksomhed til et familiemedlem, Hoamer. Da Hoamer led nederlag mod maurerne, gennemførte den arianske fraktion i kongefamilien et oprør, og Gelimer (530-533) blev konge. Hilderik, Hoamer og deres slægtninge blev kastede i fængsel.

Den byzantinske kejser Justinian 1. erklærede krig mod vandalerne. Krigshandlingen blev ledet af Belisarius. Efter at have hørt, at den største del af den vandalske flåde kæmpede mod et oprør på Sardinien, bestemte han sig for at handle hurtigt og landede i Tunisien og drog mod Karthago. Sent på sommeren 533 mødte kong Gelimer Belisarius 16 km syd for Karthago i slaget ved Ad Decimium. Vandalerne var til at begynde med fremgangsrige, men da Gelimers nevø Gibamund faldt i slaget, flygtede vandalerne. Belisarius erobrede hurtigt Karthago, mens de overlevende vandaler kæmpede videre.

15. december 533 stødte Gelimer og Belisarius sammen igen i Ticameron omkring 32 km fra Karthago. Igen kæmpede vandalerne godt men brød sammen, da Gelimers broder Tzazo faldt i slaget. Belisarius rykkede hurtigt frem til Hippo, den næst største by i vandalernes kongedømme, og i 534 overgav Gelimer sig til den romerske erobrer og afsluttede vandalernes kongedømme.

Vandalernes konger[redigér | redigér wikikode]

År Konge Bemærkninger
-407 Godigisel Førte vandalerne over Rhinen og ind i Gallien
407-428 Gunderik Førte vandalene over Pyrenæerne og inn i Hispania
428-477 Geiserik Førte vandalene over Gibraltarstrædet og etablerede vandalernes kongedømme i Nordafrika med hovedstad i Karthago
477-484 Hunerik
484-496 Guntamund
496-523 Trasamund
523-530 Hilderik
530-534 Gelimer

Vandalisme[redigér | redigér wikikode]

Da Vandalerne erobrede de områder, der i nutiden er Marokko, Algeriet og Tunesien, så stod de over for en lang række folkeslag, som ikke uden videre kunne integreres i deres folk. Derfor indførte de en masse regler, som skulle bevare deres etnicitet. Dette system indebar, at de kæmpede for kristendommen i den arianske form imod den katolske kirke. Da de opgav kampen imod den katolske kirke, forsøgte de i stedet at erstatte latin med vandalsk som kirkesprog.

Moderne brug af udtrykket[redigér | redigér wikikode]

Under Gordon-optøjerne i London i 1780, da tilhængerne af fri katolsk trosudøvelse blev angrebne, kaldte poeten William Cowper den pøbel, som nedbrændte lord Manfields bibliotek, for "vandaler". Få år senere, under Den franske revolution, opfandt en biskop ordet "vandalisme" som en beskrivelse af den franske, republikanske hærs ødelæggelse af offentlige monumenter og bygninger. [3]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Terry Jones: Barbarene (s. 231), forlaget Lille Måne, Oslo 2009, ISBN 978-82-92605-35-6
  2. vandalisme | Gyldendal – Den Store Danske
  3. Terry Jones: Barbarene (s. 228)
Historie Stub
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.