Requiem (Mozart)
Se også Requiem
Requiem i d-mol (KV 626) fra 1791 er Wolfgang Amadeus Mozarts sidste komposition. Selvom det menes, at det kun er 2/3 af værket, der stammer fra Mozarts egen hånd, hører det til et af hans mest berømte og elskede værker. Mozart nåede ikke at fuldende værket før sin død. Værket blev fuldendt af komponisten Joseph Eybler og Mozarts elev Franz Xaver Süßmayr på opfordring af Constanze Mozart, Mozarts enke, så hun kunne få udbetalt det honorar, Mozart var blevet lovet for værket. Tilblivelsen og kvaliteten af de senere tilføjede dele af rekviet har siden været genstand for debat. På grund af de mystiske omstændigheder omkring bestillingen af værket og Mozarts tidlige død er der også knyttet mange myter til rekviet.
Musik
I værket indgår fire vokalsolister (sopran, alt, tenor og bas), et firstemmigt kor og et mindre klassisk orkester bestående af to bassethorn, to fagotter, to trompeter, tre basuner, pauker, strygeorkester og basso continuo (orgel). Fløjte, obo og waldhorn er udeladt. Den sparsomme instrumentation og bassethornenes dunkle toner giver orkesteret en mørk klang og skaber en dyster, alvorsfuld stemning.[1]
Centralt i Mozarts Requiem står det firstemmige kor; der indgår kun få rent instrumentale partier. Orkesterets funktion er, med få undtagelser, udelukkende at akkompagnere. Vokalsolisterne indgår hovedsageligt som ensemble (undtagen i Tuba mirum). I modsætning til Mozarts øvrige kirkemusikalske værker og desuden hans operaer har rekviet ingen arier eller tilsvarende solopartier. For koret er der dog betydelig plads til kunstnerisk udfoldelse, især i Kyrie.
Hovedtonearten i rekviet er d-mol, en toneart, der hyppigt (som f.eks. i commendatorescenen i Don Giovanni eller Franz Schuberts strygekvartet Der Tod und das Mädchen) er forbeholdt alvorlige eller ujordiske ting.[note 1] Musikken bevæger sig (med undtagelse af Sanctus i D-dur) i b-tonearter (d-mol, F-dur, g-mol, Es-dur, B-dur og desuden a-mol), der forbindes med mørke, følelse, romantik og død.[2] Overgangen fra sats til sats er tit mediantisk (f.eks. fra d-mol til B-dur).
En typisk opførelse varer omtrent en time (afhængigt af det tempo, dirigenten vælger).
Struktur
Süßmayrs fuldendte version rummer følgende dele:
I. Introitus: Requiem aeternam, Adagio, d-mol (kor, sopransolo, kor). Umiddelbart efterfulgt af:
II. Kyrie, Allegro, d-mol (fuga) (kor)
III. Sequenz
- Dies irae, Allegro assai, d-mol (kor)
- Tuba mirum, Andante, B-dur (solistkvartet)
- Rex tremendae, g-mol (kor)
- Recordare, F-dur (solistkvartet)
- Confutatis, Andante, a-mol (kor)
- Lacrimosa, d-mol (kor)
IV. Offertorium
- Domine Jesu, Andante con moto, g-mol (kor, solister), med fugastykket Quam olim Abrahae (kor)
- Hostias, Es-dur (kor) med gentagelse af fugaen Quam olim Abrahae
V. Sanctus, Adagio, D-dur med fugastykket Osanna (kor)
VI. Benedictus, Andante, B-dur (solistkvartet) og fugastykket Osanna (kor)
VII. Agnus Dei, d-mol (kor). Umiddelbart efterfulgt af:
VIII. Communio: Lux aeterna, Adagio, d-mol (sopransolo, kor) + Allegro, d-mol (fuga, kor) (parodi på Mozarts Introitus [fra og med takt 19] og Kyrie)
Noter
- ^ Sådan beskriver eksempelvis Johann Mattheson i Das neueröffnete Orchestre fra 1713 d-mol som "noget helligt, roligt, desuden noget stort, behageligt og fornøjet [...]" (etwas devotes, ruhiges, dabey auch etwas grosses, angenehmes und zufriedens [...]). Citeret fra Eggebrecht, Hans Heinrich. Bachs Kunst der Fuge - Erscheinung und Deutung, s. 43-44.
Referencer
Litteratur
- (tysk) Bellosa, Gerhard. Die Sprache der Musik. Books on Demand GmbH, 2001.
- (tysk) Eggebrecht, Hans Heinrich. Bachs Kunst der Fuge – Erscheinung und Deutung. München: Piper-Schott, 1984, 3. Auflage, 1988.
- (tysk) Jost, Peter. Instrumentation – Geschichte und Wandel des Orchesterklangs. Kassel: Bärenreiter, ISBN 3-7618-1719-3.