Franz Schubert

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Franz Schubert
Franz Schubert.jpg
Franz Schubert – posthumt litografi udført af Joseph Kriehuber.
Information
Fødenavn Franz Peter Schubert
Født 31. januar 1797(1797-01-31)
Wien, Østrig Østrig
Død 19. november 1828 (31 år)
Wien, Østrig
Oprindelse Østrigsk.
Genre(r) Klassisk musik
Beskæftigelse Komponist
Instrument(er) Klaver
Flygel

Franz Peter Schubert (31. januar 1797 i Himmelpfortgrund (i dag en del af Wiens bydel Alsergrund) - 19. november 1828 i Wien) var en østrigsk komponist og pianist.

Schubert er mest kendt for sine lieder, af hvilke han i løbet af sit korte liv komponerede ca. 600. Han benyttede tekster af samtidige forfattere som Goethe, Friedrich Schiller, Heinrich Heine, Friedrich Rückert med flere. Han anses for den største af genrens komponister. Derudover er han kendt for sine symfonier, kirkelige korværker og klaverværker. Hans operaer har været oversete indtil sent i det 20. århundrede, men er nu begyndt at vække interesse.[Kilde mangler]

Biografi[redigér | redigér wikikode]

Barndom[redigér | redigér wikikode]

Schuberts fødehjem, i dag på Nussdorfer Straße 54 i Wiens 9. Gemeindebezirk (Alsergrund).

Franz Schubert var det 13. barn i en søskendeflok på 16,[1] af hvilke kun fem dog blev ældre end ét år. Schuberts far, Valter Franz Theodor, stammede fra en bondefamilie fra Neudorf i Mähren (i dag Vysoká i Malá Morava, Tjekkiet) og arbejdede som lærer på en skole i Wienerforstaden Lichtental. Hans mor, Elisabeth Vietz, var født i Zuckmantel i Schlesien og arbejdede før sit ægteskab som kokkepige hos en familie i Wien. I 5-års-alderen fik han sin første undervisning af sin far,[2] og som seksårig begyndte han i skole i Lichtental i Wien. I den periode modtog han sin første musikundervisning. Hans far lærte ham at spille violin,[3] og som syvårig blev han elev hos den lokale organist ved Lichtentals kirke, Michael Holzer, der lærte ham orgelspil og kontrapunkt.

I oktober 1808 blev han optaget som elev i det kejserlige konvikt og dermed som kordreng i det kejserlige kor, Wiener Sängerknaben.[4] Her lærte han at kende mange af dem, der blev hans venner gennem mange år: Joseph von Spaun, Albert Stadler og Anton Holzapfel. På kostskolen blev han undervist i komposition af Wenzel Ruzicka og senere Antonio Salieri og modtog mange udmærkelser. Ud over at være sangsolist spillede han også andenviolin i skoleorkesteret og lærte dér Joseph Haydns og Wolfgang Amadeus Mozarts instrumentalmusik at kende.[5]

Schubert viste sig at have kompositionstalent. En fantasia (en komposition i fri, improvisatorisk stil og form) i G-dur for firhændigt klaver er dateret til 8. april - 1. maj 1810. Året efter fulgte en strygekvartet, en fantasia i g-mol, sange og andre stykker. På søn- og helligdage blev der hos familien afholdt regelmæssige kvartetaftener, hvor hans far spillede cello, han selv bratsch og hans brødre violin.[6]

Ungdom[redigér | redigér wikikode]

Franz Schubert, malet af Wilhelm August Rieder (1875).

Skønt Schubert i begyndelsen klarede sig godt i skolen, gik det med tiden ned ad bakke, først og fremmest i matematik og latin. I 1812 døde hans mor. Samme år begyndte hans stemme at gå i overgang, men han fik tilladelse til at blive på hofskolen til næste sommer. I oktober 1813 flyttede han tilbage til forældrenes hjem. Ved den tid komponerede han sin Symfoni nr. 1 i D-dur.[7] Fra 1813 til 1814 gik han på lærerseminarium (måske var det for at undgå militærtjeneste – lærere blev nemlig ikke indkaldt[8]). Efter at have gennemført læreruddannelsen blev han i slutningen af 1814 hjælpelærer hos sin far, en stilling, som han varetog til slutningen af 1817/begyndelsen af 1818. Han fortsatte som elev hos Salieri frem til 1816[3] og komponerede flittigt. Hans første opera, Des Teufels Lustschloß, og hans Messe nr. 1 i F-dur blev til i 1814. Messen blev uropført i Lichtentals kirke den 25. september 1814 som det første offentligt fremførte værk fra Schuberts hånd. Schubert var dirigent, Michael Holzer spillede orgel, og Therese Grob sang sopran. Hun var Schuberts ungdomselskede, men han nåede aldrig det sociale niveau, der gjorde et ægteskab med hende muligt.

Samme år komponerede han desuden talrige strygekvartetter, kortere instrumentalværker, første sats til sin Symfoni nr. 2 i B-dur og flere end 20 lieder, deriblandt Gretchen am Spinnrade og eksperimenter som Der Taucher.

I 1815 komponerede Schubert et stort antal værker. Trods sit arbejde som hjælpelærer fuldendte han to symfonier (nr. 2 i B-dur, nr. 3 i D-dur), to messer (nr. 2 i G-dur, nr. 3 i B-dur) og operaerne Der vierjährige Posten, Fernando og Claudine von Villabella. Dertil kom strygekvartetten i g-mol, 40 sonater, nogle andre værker for klaver samt omkring 150 sange,[9] nogle af betydelig længde, af hvilke han ofte skrev flere om dagen.

På grund af vanskelighederne ved at kombinere arbejdet som lærer med sin musikalske tilværelse gjorde Schubert flere forsøg på at etablere sig som komponist, men forlagene ville ikke gå med til at udgive hans værker. I foråret 1816 søgte han forgæves stillingen som kapelmester i Laibach (i dag Ljubljana). Gennem sin ven Spaun kom han i kontakt med Franz von Schober. På hans opfordring fratrådte Schubert stillingen som lærer og boede i otte måneder hos Schober for at have mere tid til at komponere. "Jeg komponerer hver morgen, og når jeg er færdig med et stykke, begynder jeg på et nyt."[10] Han fokuserede primært på orkester- og korværker, men fortsatte desuden med at komponere lieder.[11] Blandt kompositionerne fra denne tid kan nævnes Symfoni nr. 4 i c-mol (”Den tragiske”), Symfoni nr. 5 i B-dur og Messe nr. 4 i C-dur.

I løbet af denne tid voksede hans bekendtskabskreds støt, bl.a. med Moritz von Schwind. Digteren Johann Mayrhofer, som han lærte at kende i december 1814,[12] skrev to librettoer til ham. Schober præsenterede ham for barytonen Johann Michael Vogl, som på den tid var en af de mest betydningsfulde sangere ved Wiener Hofoper. Han opførte Schuberts sange ved sine musikalske saloner, og således kom de til offentlighedens kendskab. Pianisten Josef von Gahy spillede hans sonater og fantasiaer. Familien Sonnleithner, især den ældste søn Leopold von Sonnleithner, afholdt fra 1812 såkaldte Schubertiader til Schuberts ære.

I slutningen af 1817 opnåede Schuberts far en ny lærerstilling ved en skole i Rossau, der ikke lå langt fra Lichtental. Schubert gik modstræbende med til at genoptage arbejdet som hjælpelærer for sin far. I begyndelsen af 1818 blev hans ansøgning om medlemskab af det prestigefulde Gesellschaft der Musikfreunde afvist, et medlemskab der ellers kunne have sat skub i hans musikalske karriere.[13] Ikke desto mindre begyndte han at tiltrække sig opmærksomhed i pressen, og den første uropførelse af et ikke-kirkeligt værk i februar 1818 – en ouverture – modtog gode anmeldelser i Wiens dagspresse.[14]

I et såkaldt Unsinnsgesellschaft (omtrent ’fjolleselskab’) for unge kunstnere, som han deltog i, opbyggede han et nært forhold til brødrene Kupelwieser: Josef Kupelwieser, der senere blev hans librettist, og maleren Leopold Kupelwieser, som malede et af de få autentiske portrætter af Schubert fra denne tid. Han portrætteredes også af Wilhelm August Rieder (en akvarel fra 1825; et oliemaleri fra 1875) og Anton Depauly, hvis portræt fra 1828 oprindeligt, og mærkeligt nok, blev tilskrevet Josef Willibrord Mähler eller Franz Eybl.[15]

I Zelis[redigér | redigér wikikode]

Familien Esterházys gods i Zelis, i dag Želiezovce i Slovakiet.

I 1818 ansattes Schubert af grev Johann Carl Esterházy som sang- og klaverlærer (Sing- und Klaviermeister) på hans gods i Zelis i Ungarn (i dag Želiezovce i Slovakiet). Dér var han ansat fra begyndelsen af juli til midten af november[16] (og senere i sommeren 1824). Til sine elever på godset, komtesserne Marie og Caroline, grevens døtre, komponerede han stykker for firhændigt klaver samt nogle sange. Samme år komponerede han sin Symfoni nr. 6 i C-dur.

Efter sin hjemkomst til Wien sent på efteråret 1818 kunne han ikke længere bo hos Schober. I de næste to år boede han hos Johann Mayrhofer i Wipplingerstraße.[13] Hans liv gik nu sin sædvanlige gang; hver morgen satte han sig ved skrivebordet klokken seks og kunne komponere uafbrudt frem til klokken et om eftermiddagen, mens han røg på sin pibe.[note 1] Hans lærerkarriere var nu definitivt slut.

Den 28. februar 1819 gav Schubert sin første koncert som liedkomponist med Schäfers Klagelied. I sommeren samme år rejste han med Vogl på ferie til Oberösterreich. Her besøgte de Vogls fødeby Steyr. I et brev til sin bror Ferdinand skrev Schubert, at landskabet omkring byen var “ufattelig smukt”; han beskrev desuden otte meget smukke unge piger i sin værts hus.[17] De to turister vendte tilbage til Wien den 14. september.

I efteråret komponerede Schubert Forelkvintetten. Han sendte tre af sine sange – An Mignon, Ganymed og An schwager Kronos – til Goethe, men modtog intet svar.

I moden alder[redigér | redigér wikikode]

Akvarel af Franz Schubert, malet af Wilhelm August Rieder (maj 1823). Signeret af Rieder og Schubert i bunden.
Franz Schubert, portrætteret 1827 (eller efteråret 1828) af Anton Depauly (1798–1866).

De følgende år aftog Schuberts produktion, men værkerne fra 1820 viser en udvikling i kompositionsstilen.[18] I februar 1820 påbegyndte han det ufuldendte oratorium Lazarus, og senere skrev han – ved siden af mindre stykker – Der 23. Psalm, Gesang der Geister, kvartetsatsen i c-mol og Wanderer-Fantasie.

For første gang opførtes dette år to af Schuberts operaer: på Theater am Kärntnertor den 14. juni syngespillet Die Zwillingsbrüder i én akt og på Theater an der Wien den 21. august Die Zauberharfe.[19]

Før da var ingen af hans større værker – med undtagelse af messerne – nået ud over amatørorkestrene i Gundelhof, som havde afløst kvartetaftenerne i Schuberts hjem. Da begge operaer havde opnået succes, kunne han nu se frem til endnu større berømthed. Men først efter at Vogl havde sunget Erlkönig ved en offentlig koncert i 1821, kunne forlæggeren Anton Diabelli overtales til at udgive nogle af hans værker imod kommission.[20]

Ved uropførelsen af opus 1-7 og 10-12 tjente Schubert omkring 800 konventionsdaler. Som hjælpelærer hos sin far havde han, ud over kost og logi, tjent 80 konventionsdaler om året. Ifølge den østrigske musikforsker Otto Erich Deutsch tjente Schubert i årene mellem 1822 og 1828 ca. 7.000 konventionsdaler.[Kilde mangler]

Opmuntret af fremgangen forsøgte Schubert nu at etablere sig som komponist for scenen; men forhåbningerne brast. Hverken Alfonso und Estrella – komponeret mellem september 1821 og februar 1822 – eller Die Verschworenen til libretto af Ignaz Franz Castelli (april 1823) blev opført på teateret.[21] Fierrabras (efterår 1823) blev strøget efter første generalprøve. Musikken til Helmina von Chézys drama Rosamunde blev vel modtaget, men det blev kun til to forestillinger.[22]

Schuberts helbred har givet anledning til spekulationer. Forandringer i hans sindsstemning, problemer med synet samt tørst kan tyde på diabetes. Mange biografier knytter dette til en syfilisinfektion, hvis symptomer allerede dengang var velkendte. Et sygehusophold i efteråret 1823 medførte ganske vist en bedring, men allerede næste år lod sygdommen til at have påvirket hans psyke stærkt. ”Ich fühle mich als den unglücklichsten, elendsten Menschen auf der Welt,” skrev han til Kupelwieser (’Jeg føler mig som det ulykkeligste, elendigste menneske i verden.’)[23]

1822 skrev han sin Messe nr. 5 i As-dur og påbegyndte symfonien i h-mol, den som senere blev kendt som ”Den ufuldendte”. Hans sangcyklus Die schöne Müllerin stammer fra 1823, og variationerne over Trockne Blumen samt to strygekvartetter, i a-mol og d-mol (Der Tod und das Mädchen), fra 1824.

I foråret 1824 komponerede han sin Oktet i F-dur. I sommeren var han endnu en gang i Zelis. Fra den tid stammer hans Divertissement à l’Hongroise – åbenlyst inspireret af Ungarn.[24]

Schubert foretog endnu en rejse til Oberösterreich og arbejdede dér på symfonien i C-dur og en klaversonate i a-mol. Han var også i forbindelse med sin ven, maleren Moritz von Schwind.

De sidste år[redigér | redigér wikikode]

Kettenbrückengasse 6, Wien IV, hvor Schubert døde.

Fra 1826 til 1828 opholdt Schubert sig – bortset fra et kort besøg i Graz – i Wien. Han søgte en stilling som vicemusikdirektør for hofkapellet, men stillingen gik til Joseph Weigl.

Den endegyldige version af strygekvartetten i d-mol med variationer over Der Tod und das Mädchen komponerede han i vinteren 1825-26. 1826 fulgte så strygekvartetten i G-dur, Rondeau brillant for klaver og violin, klaversonaten i G-dur samt Schuberts måske kendteste kirkelige værk, Deutsche Messe. I 1827 komponerede han sangcyklussen Winterreise, en fantasia for klaver og violin og de to klavertrioer i B-dur og Es-dur. Messe nr. 6 i Es-dur, hans sidste tre klaversonater og sangcyklussen Schwanengesang blev til i 1828. Fra dette år findes desuden skitser til tre satser af en symfoni i D-dur.

Den 19. november 1828, klokken tre om eftermiddagen, døde Franz Schubert i en alder af 31 år i sin bror Ferdinand Schuberts hus efter to uger med konstant feber.[25] Den officielle dødsårsag lød på "nervefeber". Der kan have været tale om en akut infektion, sandsynligvis typhus abdominalis.[26] Han begravedes på Währinger Friedhof i nærheden af Beethovens grav. I 1872 blev der rejst en statue udført af Carl Kundmann i Wiens stadspark,[27] og i 1888 flyttedes hans jordiske rester til en ”hædersgrav” på Zentralfriedhof Wien.[28]

Eftermæle[redigér | redigér wikikode]

I litteraturen fremstilles Schubert gerne som det misforståede geni, der skabte sine mesterværker, uanset hvilken opmærksomhed han fik.[Kilde mangler] Han er levendegørelsen af den romantiske kunstnermyte: Han døde ung, fattig og ukendt og blev snart umådeligt berømt og har været det lige siden.

Værker[redigér | redigér wikikode]

Lieder[redigér | redigér wikikode]

Otto Taussigs Collection Schubertiana (Lunds universitet – Catalogue by Siegfried Mühlhäuser)

Schubert anses for den største af liedgenrens komponister. Han komponerede ca. 600, deriblandt:

Sceniske værker[redigér | redigér wikikode]

D-nr. Titel Genre Beskrivelse Libretto Tilblivelsesår Premieredato Sted, teater
11 Der Spiegelritter Syngespil Tre akter (kun ouverturen og dele af første akt fuldendt) August von Kotzebue 1811 11. december 1946 Radio Beromünster
84 Des Teufels Lustschloß Eventyropera Tre akter August von Kotzebue, efter Joseph-Marie Loaisel de Tréogate 1813/14 1978 Potsdam, Hans Otto Theater
190 Der vierjährige Posten Syngespil Én akt Carl Theodor Körner 1815 1896 Dresden, Hofoper
220 Fernando Syngespil Én akt Albert Stadler 1815 13. april 1907
239 Claudine von Villa Bella Syngespil Tre akter (kun ouverturen og første akt bevaret) Johann Wolfgang von Goethe 1815 1913 Wien
326 Die Freunde von Salamanka Syngespil To akter Johann Mayrhofer; 1928: G. Ziegler 1815 6. maj 1928 Halle, Stadttheater
435 Die Bürgschaft Opera (fragment) Tre akter (kun første og anden akt bevaret) Friedrich Schillers ballede Die Bürgschaft 1816 1908; 2005 Koncertopførelse: Wien
Scenisk opførelse: Universität Jena
137 Adrast Lyrisk tragedie To eller tre akter (ufuldendt) Johann Mayrhofer 1819/1820 13. december 1868 Wien, Redoutensaal
647 Die Zwillingsbrüder Komedie med sang Én akt Georg von Hofmann, efter Les deux Valentins 1818/1820 1820 Wien, Theater am Kärntnertor
644 Die Zauberharfe Eventyrspil med musik Tre akter Georg von Hofmann 1820 1820 Wien, Theater an der Wien
701 Sakontala Opera Tre akter (dog kun skitser til første og anden akt) Johann Philipp Neumann, efter Kālidāsa 1820–1821 12. juni 1971
982 Sophie Opera Findes kun som skitser Forår 1821 (?)
732 Alfonso und Estrella Opera Tre akter Franz von Schober 1821/22 1854 Weimar, Hoftheater
791 Rüdiger Opera Findes kun som skitser Ukendt Maj 1823 (?) 5. januar 1868 Wien, Redoutensaal
787 Die Verschworenen Syngespil Én akt Ignaz Franz Castelli 1823 1861 Stadttheater Frankfurt am Main im Comoedienhaus am Roßmarkt
796 Fierrabras Romantisk helteopera Tre akter Joseph Kupelwieser 1823 1897 Karlsruhe, Großherzogliches Hoftheater
797 Rosamunde Ledsagemusik Helmina von Chézy 1823 20. december 1823 Wien, Theater an der Wien
918 Der Graf von Gleichen Romantisk opera To akter (findes kun som skitser) Eduard von Bauernfeld 1827/1828 1996 Meiningen, Staatstheater
981 Der Minnesänger Opera Ufuldendt; gået tabt

Kirkelig musik[redigér | redigér wikikode]

Messe nr. 2 i G-dur, D 167 (1815)
'Kyrie'

'Gloria'

'Credo'

'Sanctus'

'Benedictus'

'Agnus Dei'
  • Seks latinske messer:
    • Messe nr. 1 i F-Dur, D 105 (1814)
    • Messe nr. 2 i G-Dur, D 167 (1815)
    • Messe nr. 3 i B-Dur, D 324 (1815)
    • Messe nr. 4 i C-Dur, D 452 (1816)
    • Messe nr. 5 i As-Dur, D 678 (1822, 1826)
    • Messe nr. 6 i Es-Dur, D 950 (1828)
  • Deutsche Messe
  • To Stabat Mater:
    • D 175 (1815)
    • D 383 (1816)
  • Mindre kompositioner til kirkelig brug (deriblandt et stort Halleluja, en ottestemmig hymne for mandskor med blæseorkester, Tantum ergo for solistkvartet, kor og stort orkester)

Orkesterværker[redigér | redigér wikikode]

Symfonier[redigér | redigér wikikode]

12 symfonier (heraf fem ufuldendte):

  • Symfonifragment i D-dur, D 2b (1811)
  • Symfoni nr. 1 i D-dur, D 82 (1813)
  • Symfoni nr. 2 i B-dur, D 125 (1814-15)
  • Symfoni nr. 3 i D-dur, D 200 (1815)
  • Symfoni nr. 4 i c-mol, D 417, "Den tragiske" (1816)
  • Symfoni nr. 5 i B-dur, D 485 (1816)
  • Symfoni nr. 6 i C-dur, D 589 (1817-18)
  • Symfoniskitse i D-dur, D 615 (1818)
  • Symfoniskitse i D-dur, D 708a (efter 1820)
  • Symfonifragment i E-dur, D 729 (1821)
  • Symfoni nr. 7 i h-mol, D 759, "Den ufuldendte" (1822)
  • Symfoni nr. 8 i C-dur, D 944, "Den store" (1825; partituret dateret 1828); er ifølge den østrigske musikforsker Ernst Hilmar identisk med den såkaldte Gmunden-Gasteiner-symfoni (D 849)
  • Symfoniskitse i D-dur, D 936A (1828); findes i en rekonstrueret koncertversion med instrumentation af Brian Newbould og Peter Gülke

Mellem 1813 og 1818 komponerede Schubert seks symfonier, nummereret 1-6. 1818 komponerede han et udkast til en symfoni i E-dur i fire satser (D 729), men han orkestrerede kun den første sats. 1822 komponerede og orkestrerede han to satser af Symfoni nr. 7 i h-mol, ”Den ufuldendte”, og skitserede en tredje- og finalesats. I løbet af 1825 og 1826 fuldendte han Symfoni nr. 8 i C-dur, "Den store". Der findes også udkast og fragmenter til andre symfonier. Nummereringen af de senere symfonier (efter Symfoni nr. 6) er løbende blevet redigeret, hvilket har givet anledning til forvirring. Ovenstående nummerering passer med den tyske musikforsker Walther Dürrs reviderede Deutsch-katalog.[29]

Tidligere nummereringer[redigér | redigér wikikode]

Den første af Schuberts symfonier, der blev opført, var den store Symfoni nr. 8 i C-dur; det skete i 1830’erne, men på det tidspunkt blev den kaldt "nr. 7" af Schuberts bror Ferdinand. I kataloget over Schuberts værker, som Alois Fuchs lavede i 1840’erne, accepteredes denne nummerering, og symfonifragmentet i E-dur fra 1818 blev kaldt nr. 8.

Den engelske musikforsker og -forfatter George Grove indførte efter sit besøg i Wien 1867 en ny nummerering af de senere symfonier:

  • Nummer 7: Symfonifragment i E-dur, D 729
  • Nummer 8: ”Den ufuldendte” i h-mol, D 759
  • Nummer 9: ”Den store” i C-dur, D 944

Da forlaget Breitkopf & Härtel i 1897 ville publicere en samlet udgave af Schuberts værker, var det hensigten, at kun de fuldendte værker skulle have et nummer. Da Johannes Brahms blev ansvarshavende redaktør på projektet, indførte han denne nummerering:[30]

  • Nummer 7: ”Den store” i C-dur, D 944
  • Nummer 8: ”Den ufuldendte” i h-mol, D 759
  • Uden nummer: Symfonifragment i E-dur, D 729

Uoverensstemmelserne om nummereringen fortsatte ind i det 20. århundrede. I sin Dictionary of Music and Musicians fra 1908 tildelte George Grove ”Den ufuldendte” nummeret 9 og ”Den store” nummeret 10; af den pågældende artikel fremgår det ikke klart, hvad nummer 7 og 8 skulle være.[31]

Før udgivelsen af Walther Dürrs reviderede Deutsch-katalog blev symfonifragmentet i E-dur (D 729) almindeligvis kaldt nr. 7, ”Den ufuldendte” nr. 8 og ”Den store” nr. 9 i overensstemmelse med George Groves oprindelige system.

I 1977 opdagede den østrigske musikforsker Ernst Hilmar en næsten komplet symfoni i D-dur i tre satser fra efteråret 1828. Der findes en koncertversion af denne symfoni med instrumentation af Brian Newbould og Peter Gülke; denne blev tidligere kaldt Symfoni nr. 10.

Ouverturer[redigér | redigér wikikode]

Øvrige orkesterværker[redigér | redigér wikikode]

Håndskrift af Oktet i F-dur, D 803
  • Orkesterstykker (fragmenter), D 71c og D 94a
  • Koncertstykke ("Concerto") for violin og orkester i D-dur, D 345
  • Rondo for violin og strygeorkester (strygekvartet) i A-dur, D 438
  • Polonæse for violin og orkester i B-dur, D 580

Kammermusik[redigér | redigér wikikode]

  • Forelkvintetten for klaver, violin, bratsch, cello og kontrabas (1819; udgivet 1829)
  • Strygekvintet i C-dur, D 956 (op. posth. 163)
  • 12-15 strygekvartetter
  • To klavertrioer og to enkeltsatser til klavertrio
  • To strygetrioer
  • To store duetter og tre mindre duetter for klaver og violin
  • Oktet for strygere og blæsere

Klavermusik[redigér | redigér wikikode]

Impromptu i B-dur, D 935 (1827).
  • 21 sonater, deraf 12 ufuldendte. De sidste tre (D 958, 959 og 960) er berømte.
  • Otte impromptuer i to cyklusser, D 899 og D 935, seks Moments musicaux, Fünf Klavierstücke, D 459, og Drei Klavierstücke, D 946
  • Talrige værker for firhændigt klaver (deriblandt Fantasia i f-mol, D 940, og de berømte Marches militaires, D 733)
  • 13 variationer over et tema af Anselm Hüttenbrenner i a-mol, D 576
  • Mindre stykker for soloklaver som Allegretto i C-dur, D 915, og Grazer Galopp, D 925

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Schuberts ven Anselm Hüttenbrenner skriver i et brev: "Schubert ... setzte sich ... täglich um 6 Uhr morgens ans Schreibpult und komponierte in einem Zuge fort bis 1 Uhr nachmittags. Dabei wurden einige Pfeifchen geraucht [...]"

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. (Tysk) Steblin, Rita. Franz Schubert – das dreizehnte Kind, Wiener Geschichtsblätter, 53. årgang, nr. 3/2001, side 245–265.
  2. (Engelsk) Duncan, Edmondstone. Schubert, p. 3.
  3. 3,0 3,1 (Engelsk) Duncan, Edmondstone. Schubert.
  4. (Engelsk) Gibbs, Christopher Howard. The Life of Schubert.
  5. (Engelsk) Duncan, Edmondstone. Schubert, pp. 5-7.
  6. (Engelsk) Gibbs, Christopher Howard. The Life of Schubert, p. 26.
  7. (Engelsk) Duncan, Edmondstone. Schubert, p. 10.
  8. (Tysk) 'Wien-Biographien: Franz Schubert' (ll. 18-20). Besøgt 25. maj 2013.
  9. (Engelsk) Newbould, Brian. Schubert: The music and the man, p. 40.
  10. (Engelsk) Edmondstone, Duncan. Schubert, p. 26.
  11. (Engelsk) McKay, Elizabeth Norman. Franz Schubert: A Biography, p. 56.
  12. (Engelsk) Gibbs, Christopher Howard. The Life of Schubert, p. 108.
  13. 13,0 13,1 (Engelsk) Newbould, Brian. Schubert: The music and the man, pp. 69-72.
  14. (Engelsk) Gibbs, Christopher Howard. The Life of Schubert, p. 59.
  15. (Tysk) Schirlbauer, Anna. 'Das zeitgenössische Ölporträt Schuberts hat seinen Maler gefunden: Anton Depauly'.
  16. (Tysk) Grieser, Dietmar. Der Onkel aus Preßburg. Auf österreichischen Spuren durch die Slowakei, p. 184.
  17. (Engelsk) 'Annual Review of Schubert's Life – 1819' (ll. 39-40). Besøgt 21. maj 2013.
  18. (Engelsk) Hadow, William Henry. 'Franz Schubert'. I Encyclopædia Britannica, bind 24, p. 380.
  19. (Engelsk) Austin, George Lowell. The Life of Franz Schubert, pp. 46-47.
  20. (Engelsk) Kreissle von Hellborn, Heinrich. Franz Schubert, a musical biography. Oversat fra tysk til engelsk af Edward Wilberforce. Bind 1, pp. 90-92.
  21. (Engelsk) Newbould, Brian. Schubert: The music and the man, p. 173.
  22. Bodendorff, Werner. Schubertbiografi, p. 136.
  23. (Tysk) 'Franz Schubert: Die Winterreise – Biographie Schuberts aus einem Schulbuch von 1958' (ll. 12-13). Besøgt 21. maj 2013.
  24. (Engelsk) 'Franz Schubert - Divertissement a I'hongroise D. 818'. Besøgt 4. juni 2013.
  25. (Tysk) Zeitung für den 19.11.1828 in der Ausgabe vom 25.11.1828 (avis for den 19.11.1828 i udgaven fra den 25.11.1828).
  26. (Tysk) Otte, Andreas, og Konrad Wink. Kerners Krankheiten großer Musiker, pp. 176-77.
  27. (Engelsk) Duncan, Edmondstone. Schubert, pp. 79-80.
  28. (Engelsk) Gibbs, Christopher Howard. The Life of Schubert, p. 197.
  29. (Tysk) Deutsch, Otto Erich, et al. Franz Schubert, thematisches Verzeichnis seiner Werke in chronologischer Folge.
  30. (Tysk) Lindmayr-Brandl, Andrea. Franz Schubert: Das fragmentarische Werk, p. 56.
  31. (Engelsk) Grove, George, og John Alexander Fuller-Maitland. Grove's Dictionary of Music and Musicians, 4. bind, pp. 320-328.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • (Engelsk) Austin, George Lowell. The Life of Franz Schubert. Shepard and Gill, 1873.
  • Bodendorff, Werner. Schubertbiografi. Roskilde: Franz Schubert Selskabet Danmark, 1997. ISBN 87-986634-0-2.
  • (Tysk) Deutsch, Otto Erich, et al. Franz Schubert, thematisches Verzeichnis seiner Werke in chronologischer Folge. Bärenreiter, 1978. ISBN 978-3-7618-0571-8.
  • (Engelsk) Edmondstone, Duncan. Schubert. London: J.M. Dent, 1905.
  • (Engelsk) Gibbs, Christopher Howard. The Life of Schubert. Del af serien Musical lives. Cambridge University Press, 2000. ISBN 0-521-59426-X.
  • (Engelsk) Grove, George, og John Alexander Fuller-Maitland. Grove's Dictionary of Music and Musicians, 4. bind. Macmillan, 1908. OCLC 407077.
  • (Tysk) Grieser, Dietmar. Der Onkel aus Preßburg. Auf österreichischen Spuren durch die Slowakei. Wien: Amalthea-Verlag,2009, ISBN 978-3-85002-684-0.
  • (Engelsk) Hadow, William Henry. 'Franz Schubert'. I Encyclopædia Britannica, bind 24, p. 380. London, New York: The Encyclopædia Britannica Company, 1911.
  • (Engelsk) Kreissle von Hellborn, Heinrich. Franz Schubert, a musical biography. Oversat fra tysk til engelsk af Edward Wilberforce. 1866.
  • (Tysk) Lindmayr-Brandl, Andrea. Franz Schubert: Das fragmentarische Werk. Franz Steiner Verlag. ISBN 978-3-515-08250-1.
  • (Engelsk) McKay, Elizabeth Norman. Franz Schubert: A Biography. Oxford University Press, 1996. ISBN 978-0-19-816681-8.
  • (Engelsk) Newbould, Brian. Schubert: The music and the man. London: Gollancz, 1997. ISBN 0-575-06747-0.
  • (Tysk) Otte, Andreas, og Konrad Wink. Kerners Krankheiten großer Musiker. Stuttgart/New York: Schattauer, 6. oplag, 2008, ISBN 978-3-7945-2601-7.
  • (Tysk) Schirlbauer, Anna. 'Das zeitgenössische Ölporträt Schuberts hat seinen Maler gefunden: Anton Depauly'. I Schubert: Perspektiven, 4. årgang, nr. 2 (2004), pp. 145-173.
  • (Svensk) Åstrand, Hans, red. (1975-1979). Sohlmans musiklexikon. Stockholm: Sohlman. ISBN 91-7198-020-2.

Videre læsning[redigér | redigér wikikode]

  • Bodendorff, Werner. Franz Schuberts kvindebillede på baggrund af hans Frauenlieder. Roskilde: Franz Schubert Selskabet Danmark, 2004.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Indspilninger[redigér | redigér wikikode]

Noder[redigér | redigér wikikode]

Andet[redigér | redigér wikikode]