The Supremes

The Supremes
The Supremes' stjerne på Hollywood Walk of Fame
Information
Pseudonym(er)	The Primettes; Diana Ross & the Supremes
Oprindelse	Detroit, Michigan
Genre(r)	R&B, Pop, Soul, Disco
Aktive år	1959–1977
Pladeselskab	Lu Pine (Primettes) Motown Records
Associerede acts	The Temptations, Four Tops, The Marvelettes, Martha and the Vandellas, Mary Wells, The Velvelettes, Stevie Wonder, Mary Wilson
Tidligere medlemmer
Mary Wilson Diana Ross Florence Ballard Betty McGlown Barbara Martin Cindy Birdsong Jean Terrell Lynda Laurence Scherrie Payne Susaye Greene

The Supremes var en amerikansk vokalgruppe indenfor soul- og rhythm and blues-genren, det meste af gruppens levetid bestående af Florence Ballard, Mary Wilson og Diana Ross. I 1960'erne var gruppen flagskibet hos pladeselskabet Motown Records. The Supremes er den mest succesfulde vokalgruppe gennem tiderne med syv førstepladser på Billboard Hot 100-listen og 6 førstepladser på R&B-hitlisten.

Historien

Starten

Gruppen begyndte i 1959 under navnet The Primettes. I udgangspunktet bestod de af Ballard, Wilson, Ross og Betty McGlown, alle fra det samme nabolag i Detroit, og var tænkt som et modstykke til den mandlige sanggruppe The Primes (med blandt andet Paul Williams og Eddie Kendricks som senere var med at danne The Temptations). The Primettes sang på klubber og deltog i talentkonkurrencer og opnåede en vis lokal popularitet. Senere kom guitaristen Marv Tarplin med.

Efter at have vundet en større talentkonkurrence forsøgte de tre kvindelige medlemmer at få en pladekontrakt, og de tog kontakt til Smokey Robinson (en tidligere nabo til Ross), som dengang sang i The Miracles, og bad ham arrangere en prøvesyngning for Motown-direktøren Berry Gordy. Robinson gik med til det, men overtalte dem samtidig til at lade ham få lov til at overtage guitaristen Tarplin, og prøvesangen blev dermed a cappella. Gordy syntes at pigerne var for unge og uerfarne, og han bad dem komme tilbage, når de var færdige med high school.Det lykkedes dog alligevel de tre piger at få udgivet en single (Tears of Sorrow/Pretty Baby) hos et andet selskab, uden at denne dog blev nogen succes.

Kort efter forlod McGlown gruppen og blev erstattet af Barbara Martin. Gruppen forsøgte fortsat at overtale Gordy, og de fik nu og da adgang til at synge mindre baggrundsvokal, håndklap m.v. på indspilninger med andre Motown-kunstnere, såsom Marvin Gaye og Mary Wells. I januar 1961 fik de egen kontrakt, nu under navnet The Supremes. Barbara Martin forlod gruppen i foråret 1961, og Ross, Ballard og Wilson etablerede sig som en trio.

Succes

Fra 1961 til 1963 udgav The Supremes otte singler, hovedsagelig med materiale af Gordy og Robinson, der dog ikke blev de store hits. I december 1963 udgav de When the Lovelight Starts Shining Through His Eyes, gruppens første sang skrevet af produktionsteamet Holland-Dozier-Holland. Sangen nåede en 23. plads på Billboard Hot 100. Næste år kom Where Did Our Love Go, også skrevet af Holland-Dozier-Holland, der nåede førstepladsen i USA og en tredjeplads i England. De næste 4 sange opnåede ligeledes førstepalds i USA: Baby Love, Come See About Me, Stop! In the Name of Love og Back in My Arms Again.

På denne tid havde Gordy bestemt, at Ross skulle være gruppens førstesanger og frontfigur, en rolle de tidligere havde delt ligeligt mellem sig. Motown lagde stor vægt på, at The Supremes skulle fremstå feminint og ikke som en imitation af mandlige sanggrupper. Musikalsk skete dette gennem Ross' rolige stemme, og i optræden gennem nøje udtænkt sminke, påklædning og koreografi. Det var vigtigt for selskabet, at gruppen appellerede lige meget til det hvide som til det sorte publikum, hvilket lykkedes.

Ved midten af 1960'erne var The Supremes blevet internationale stjerner. De optrådte på de fineste natklubber og gav koncerter på Broadway. Repertoiret blev samtidig udvidet til også at omfatte standardpopsange, noget som lå godt til Diana Ross' stemme. Mens det tidligere havde været normen, at hvide kunstnere indspillede og populariserede sorte rock 'n' rollsange, skete med The Surpremes det modsatte. Gruppen var også blandt de første sorte grupper, der hyppigt optrådte på de mest populære amerikanske tv-shows (f.eks 17 gange hos Ed Sullivan), og de gødede derved jorden for senere Motown-successer som The Temptations, The Four Tops og Jackson Five.

Successen førte til Supremes-musik i flere film, og i 1965 var de også på lærredet i filmen Beach Ball. Det blev til flere topplaceringer på hitlistene, blandt andet med I Hear a Symphony, You Can't Hurry Love og You Keep Me Hangin' On. Med Supremes A' Go-Go blev de den første kvindegruppe som nåede toppen på Billboards albumliste, hvor de tog førstepladsen fra The Beatles med albummet Revolver.

Ændringer og uro

Ross' mere fremtrædende rolle skabte efter nogen tid uro i gruppen. Dette blev ikke bedre af, at Ross og Gordy i en periode var kærester. Ballard følte sig tilsidesat og fik problemer med alkohol og med sin vægt, hvilket ikke var positivt for gruppens scene-image. Til trods for at gruppen tidligt i 1967 havde yderligere to tophits (Love Is Here and Now You're Gone og The Happening), var venskabet og samarbejdsklimaet kvinderne imellem under stadig forværring. På denne tid besluttede Gordy også, at navnet skulle ændres til Diana Ross & the Supremes. I juli blev Ballard fyret, og Cindy Birdsong overtog hendes plads.

The Supremes' popularitet var nu dalende. Fra 1967 til 1969 var det blot seks ud af elleve singler som nådede Top 20 i USA, og kun én (Love Child) kom helt til tops. Årsagene var flere: Det var uro og dårligt klima i gruppen. Holland-Dozier-Holland havde forladt Motown i 1968 på grund af økonomiske uenigheder, og den generelle musiksmag havde ændret sig.

I 1969 begyndte arbejdet med at lancere Diana Ross som solokunstner og Jean Terrell blev hentet ind som erstatning for Ross. Terrell medvirkede ved pladeindspillinger med Wilson og Birdsong, mens Ross fortsat turnerede med de to. Samtidig indspillede Ross plader, som skulle udgives under eget navn, herunder Someday We'll Be Together. Gordy ønskede imidlertid et sidste hit med Diana Ross & the Supremes, og pladen blev udgivet under dette navn, til trods for at hverken Mary Wilson eller Cindy Birdsong var med. Sangen nåede en førsteplads, gruppens tolvte.

I november 1969 blev det offentliggjort, at Diana Ross skulle gå solo. Den 21. december 1969 havde gruppen sin sidste fælles optræden hos Ed Sullivan, og den 14. januar 1970 gav de den sidste koncert i Las Vegas. Optagelser for dette show blev udgivet på dobbelt-albumet Farewell.

The Supremes igen

Under afslutningskoncerten blev Terrell offentligt præsenteret som medlem af gruppen, som igen tog sit gamle navn, The Supremes. De første par år fik de flere hit-singler, om ingen som nåede helt til tops. Up the Ladder to the Roof, Stoned Love, Nathan Jones og Floy Joy kom alle ind på Top 20 i USA, det samme gjorde en gruppeduettversion af Ike og Tina Turners River Deep – Mountain High sammen med The Four Tops.

I april 1972 forlod Birdsong gruppen. Hun blev erstattet af Lynda Laurence, men Birdsong kom tilbage igen året efter. Terrell blev herefter udskiftet med Scherrie Payne. Motown havde nu flyttet virksomheden til Los Angeles og satsede mere på film end musik.

Pladesalget til det nye Supremes var mindre succefuldt, men gruppens koncerter var fortsat efterspurgte, særlig i Japan og i Storbritannien. Gruppen havde endvidere en vis succes med sange i discogenren, og fik tre førstepladser på disco-hitlisterne.

12. juni 1977 gav The Supremes afskedskoncert på Drury Lane-teatret i London. I det sidste år havde Birdsong været erstattet af Susaye Greene.

Arven efter Supremes

Hædersbevisninger

Tre af The Supremes' sange er inkluderet i Grammy Hall of Fame: Where Did Our Love Go, You Keep Me Hangin' On og Stop! In the Name of Love.

I 1994 fik de en stjerne på Hollywood Walk of Fame. I 1988 blev gruppen (med besætning Ross, Wilson og Ballard) indvalgt i Rock and Roll Hall of Fame, og to af deres sanger (Stop! In the Name of Love og You Can't Hurry Love er på Rock and Roll Hall of Fames liste over 500 sanger som formede rocken. Samme år blev de indvalgt i Vokalgruppenes Hall of Fame.

Bladet Rolling Stone har placeret dem som nummer 97 på listen over alle tiders 100 største artister.

Arbejder baseret på The Supremes' karriere

Filmen Sparkle fra 1976 handler om den fiktive trioen Sister & the Sisters fra Harlem, med en karriere der minder meget om The Supremes'. Curtis Mayfield skrev musikken, som blev meget populær. Aretha Franklin sang.

Musikalen Dreamgirls opnåede 1522 forestillinger på Broadway i december 1981. Musikalen handler om gruppen The Dreams fra Chicago med klare lighedstegn med The Supremes' karriere. Fokus er på figuren Effie White, som modsvarer Florence Ballard. Musikalen fik Tony-prisen. I 2006 kom filmen Dreamgirls baseret på musikalen. Filmens Dreamgirls er endnu nærmere virkelighedens Supremes. Blandt andet kommer The Dreams i filmen fra Detroit, og flere af pladeomslagene i filmen er nærmest kopier af originalene.

Genforeninger

I 1980'erne forelå planer om genforening af gruppen med besætninga fra 1974 (Mary Wilson, Cindy Birdsong og Scherrie Payne) uden at dette dog første til noget.

Diana Ross optrådte i 1983 sammen med Wilson og Birdsong og fremførte Someday We'll Be Together i et tv-show i forbindelse med Motowns 25 års jubilæum.

I 2000 var der planer om en genforeningsturne med de tre, Diana Ross & the Supremes: Return to Love, men grundet uenighed om fordeling af honorarer blev dette ikke til noget. I stedet blev turneen gennemført med Ross, Scherrie Payne og Lynda Laurence, selvom disse tre aldrig havde været sammen i gruppen tidligere. Turneen blev en flop og aflyst midtvejs.

Senere grupper

Fra 1986 turnerede Jean Terrell, Scherrie Payne og Lynda Laurence under navnet "The FLOS" (Former Ladies of the Supremes). I 1992 afsluttede Terrell samarbejdet, og Sundray Tucker (Laurences søster), der tidligere havde prævesunget for The Supremes, kom ind i stedet. I 1996 gik Tucker ud af gruppen igen og blev da erstattet af Freddi Poole. The FLOS havde sit 20-årsjubilæum i 2006 med Birdsong, Tucker og Susaye Greene blandt publikum.

Kaaren Ragland, som har sunget back-up for Mary Wilson efter at denne forlod The Supremes, leder en gruppe som kalder sig Sound of the Supremes.

Gruppemedlemmer

• Florence Ballard (1959–67)
• Betty McGlown (1959–60)
• Mary Wilson (1959–77)
• Diana Ross (1959–70)
• Barbara Martin (1960–62)
• Cindy Birdsong (1967–72, 1973–76)
• Jean Terrell (1970–73)
• Lynda Laurence (1972–73)
• Scherrie Payne (1973–77)
• Susaye Greene (1976–77)

Nr. 1 Hitsingler og album

The Supremes opnåede 7 førstepladser på den amerikanske Billboard Top 100 singlehitliste og 3 førstepladser på den tilsvarende Top 200 albumhitliste med:

Nr. 1 Hitsingler:

• Baby Love (1964)
• Come See About Me (1964)
• Where Did Out Love Go (1964)
• Back In My Arms Again (1965)
• Stop! In The Name of Love (1965)
• You Can't Hurry Love (1965)
• You Keep Me Hangin' On (1965)

Nr. 1 Album:

• The Supremes A' Go-Go (1965)
• Diana Ross and the Supremes Greatest Hits (1966)
• TCB (1969)

Kilder

• Thomas Adrahtas: A Lifetime to Get Here. Diana Ross – the American Dreamgirl. AuthorHouse, 2006. ISBN 1-4259-7140-7
• Peter Benjaminson: The Lost Supreme: The Life of Dreamgirl Florence Ballard. Chicago Review Press, 2007. ISBN 1-55652-705-5
• Brian Chin og David Nathan: «Reflections Of ...», tekst i tilknytning til cd-boksen The Supremes. Motown Record Co./Universal Music, 2000
• Paul Clinton: «Diana Ross' tour excludes old partner, friend». CNN.com 20. april 2000
• Andrew Gans: «Foxx and Usher to Join Beyonce for Dreamgirls Film». Playbill 12. mai 2005
• David Nathan: The Soulful Divas: Personal Portraits of over a Dozen Divine Divas. Billboard Books/Watson-Guptill Publications, 2002. ISBN 0-8230-8430-2
• Gerald Posner: Motown: Music, Money, Sex, and Power. Random House, 2002. ISBN 0-375-50062-6
• Mary Wilson og Patricia Romanowski: Dreamgirl & Supreme Faith. My Life as a Supreme. Cooper Square Publishers, 1986. ISBN 0-8154-1000-X

Eksterne links

• Interview med Mary Wilson i Blues & Soul maj 2009
• Supremes-udvalg på YouTube
• Rock and Roll Hall of Fame om The Supremes
• Vokalgruppenes Hall of Fame om The Supremes
• Fanside
• Diskografi