Tunguska-eksplosionen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 12. mar. 2015, 22:57 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (Bot: Datomærk skabeloner)
Omtrentlig lokalitet af nedslagspunkt
Fil:Tunguska.png
Fældede træer fotograferet af en ekspedition i 1927

Tunguska-eksplosionen var en voldsom eksplosion som fandt sted nær floden Stenede Tunguska i området Tunguska i det, der i dag er Krasnojarsk kraj i Rusland, omkring kl. 07:14.[1] (0:14 UTC, 7:02 lokal soltid[2]) den 30. juni 1908 (den 17. juni efter den julianske kalender, som var i brug lokalt på den tid).[2]

Selv om årsagen til eksplosionen er omdiskuteret, så var den mest sandsynligt forårsaget af et stort meteoroide- eller komet-fragment, der eksploderede i en højde af 6-10 km over jorden. Forskellige undersøgelser har givet varierende estimater for størrelsen af objektet, men den almindelige opfattelse er, at det var ca. 50-100 meter i diameter, dog muligvis større, hvis der var tale om en komet med lavere vægtfylde.[3]

Braget kunne høres 1.000 km væk. Man[hvem?] mener, det må have været en meteoride eller komet, da der blev meldt om stor lysudfoldelse om natten og næste aften, selv i Danmark, som ligger tusinder af kilometer fra Tunguska. Man[hvem?] mener nu, at lysskyer af iskrystaller blev dannet i stor højde og gav anledning til de ualmindelige lysfænomener.

Området blev ikke undersøgt før mange år senere på grund af det uvejsomme terræn. Man har hverken kunnet finde krateret eller resterne af det indtrængende himmellegeme. Man[hvem?] mener, at det måske er eksploderet til støv i 8 km's højde. Det skønnes at eksplosionen må have haft en størrelse på fra 5 til 30 megaton TNT (21–130 PJ) med 10-15 megaton TNT (42–65 PJ) som det mest sandsynlige. Planetary Science Institute anslår dog energien til at være betydelig mindre: 0,5 megaton TNT svarende til 60 atombomber[4].

Danskere har været med til at undersøge en kerne af tørv fra nedslagsområdet for et forhøjet indhold af grundstoffet iridium fra 1908 og årene derefter ud fra den antagelse, at hvis himmellegemet var eksploderet i 8 km højde, måtte partikler være slynget op i stratosfæren, som så ville have spredt det ud over hele Jorden som drys i løbet af et par år. Grundstoffet iridium er meget sjældent på Jorden, men ikke i rum-sten. Undersøgelserne viste ikke forhøjede tal af iridium.

Fra fotos taget flere år efter ses væltede skove i stort omfang, et område på størrelse med Sjælland. Det havde været en katastrofe, hvis himmellegemet havde ramt et tæt beboet område. Hvis den var kommet ca. 6 timer senere, kunne Oslo, Stockholm eller Helsinki være blevet ramt.

Forskeren Giuseppe Longo mener, at krateret er den 50 meter dybe Cheko-sø og at meteoritten ligger 10 meter under søbunden og vejer ca. 1700 tons.[5]

De usædvanlige lysfænomener forklares nu som resultatet af dannelsen af iskrystaller i stor højde, op til 85 km over Jorden, ved eksplosionen af boliden. Forskerne er kommet på sporet af denne forklaring, efter at opsendelsen af de amerikanske rumfærger har givet anledning til tilsvarende lysskyer af iskrystaller.[6]

Kilder

  1. ^ P. Farinella, L. Foschini, Ch. Froeschlé, R. Gonczi, T. J. Jopek, G. Longo, P. Michel Probable asteroidal origin of the Tunguska Cosmic Body
  2. ^ a b Trayner, C. Perplexities of the Tunguska meteorite Fodnotefejl: Ugyldigt <ref> tag; navnet "trayner" er defineret flere gange med forskelligt indhold
  3. ^ Lyne, J.E., Tauber, M. The Tunguska Event
  4. ^ Planetary Science Institute, 2010
  5. ^ 11. jul 2007, Ing.dk: Mysteriet om 99 år gammel meteor måske løst
  6. ^ Rumfærger forklarer Tunguska-komet. Videnskab.dk

Se også

Eksterne henvisninger