Visionssøgning
Visionssøgning er en persons aktive og forberedte måde at stræbe efter at få en dybere vejledning og indsigt i livet på end muligt gennem rationel tænkning.[1] Ved ydmygt at fuldføre en ofte krævende og lang visionssøgning tryglede personen de højere magter om at få f.eks. en dybere religiøs indsigt eller om at blive indviet i skjulte verdeners hemmeligheder for så at bruge denne viden i jordelivet.
En person valgte ofte et øde sted til sin higen efter en vision, men visionssøgningen kunne også ske sammen med mange jævnaldrende under en fællesceremoni.
Nordamerika[redigér | rediger kildetekst]
Visionssøgning blandt traditionelle prærieindianere[redigér | rediger kildetekst]
Alle mænd og en del kvinder[2] gennemførte mindst én visionssøgning i deres liv efter ret fastlagte regler.[3] Ikke alle havde held med forehavenet.[3]
Første trin i en visionssøgning var at få adgang til en usynlig, men endda meget virkelig og tilmed dominerende verden. Når kontakten var opnået, håbede visionssøgeren at få medlidenhed fra et overjordisk væsen, knytte varige bånd til det og siden at kunne trække på dets specielle evner ved behov. Resten af livet regnede den ”adopterede” visionssøger med sin personlige hjælpers støtte og vejledning i svære stunder.[4] Ved at lytte og stole på visdommen i de givne råd ville vedkommende forbedre sin skæbe.[3]
Under en vellykket visionssøgning fik personen gerne et vink om sin fremtidige livsbane, og vedkommende blev pålagt både tabuer og regler af sin skytsånd.[5] Ældre, erfarne mænd i stammen hjalp med at tyde svært forståelige visioner.[6] På et tidspunkt efter åbenbaringen skabte visionssøgeren sit personlige, hellige bundt inspireret af åndesynet, muligvis med hjælp fra en kendt kriger eller en hellig person (medicinmand).[7]
Kvinders visioner relaterede især til kreativt håndarbejde[8] og behandling af sygdomme.[2]
Mænd gik navnlig efter at vinde en højt rangeret hjælpers sympati, der fra åndeverdenen kunne bistå dem i kamp og sikre dem sejren over en fjende.[4] Andre fik f.eks. lovning på et langt liv,[3] eller de blev skænket gaven at kunne helbrede folk,[9] have held i spil,[10] kontrollere vejret[7] eller gøre dag til nat for at skjule en flugt.[11]
Synonymer for en visionssøgning[redigér | rediger kildetekst]
En lakota ”græd efter en vision”.[8] Da en visionssøger afstod fra både at spise og drikke, ”fastede” arapahoerne,[12], mens crowerne kaldte en visionssøgning ”at klare sig uden vand”.[13]
Visionssøgninger i myter og heltesagn[redigér | rediger kildetekst]
Den allerførste visionssøgning af unge omahaer for at hjælpe deres folk i nød er omtalt i stammens Sacred Legend, der beretter om omahaernes tidligste historie.[14]
En visionssøgning indgår i flere fortællinger om helte i indianske myter og fortællinger,[3] så alle forstod i en tidlig alder fordelene ved frivilligt at gennemføre en.[3]
Visionsøgerens alder[redigér | rediger kildetekst]
Alt efter omstændighederne prøvede en mandlig visionssøger gerne for alvor at få sin første kontakt med en hjælper, når han var omkring 20 år gammel.[15] Crow høvding Plenty Coups var kun ni år gammel ved sin første visionssøgning,[16] mens andre var 35 år.[17] Nogle søgte visioner op til 14 gange i livet[7] for at blive accepteret af flere eller stærkere hjælpere og derved skaffe sig nye eller mere værdsatte færdigheder.[17]
Kvinder i crow stammen søgte gerne deres første vision efter at være fyldt 30.[18]
Grunde til at søge visioner[redigér | rediger kildetekst]
En almen grund til at fuldføre en visionssøgning var behovet for at sikre sig en mere pålidelig og effektiv hjælp i krisetider end muligt fra menneskelig side.[19]
For mænd kunne ønsket om blodhævn[16] eller stræben efter berømmelse være drivkraften.[20] En hidatsa sikrede sig personlige bundter gennem sine visionssøgninger, da et dyrt stammebundt oversteg hans økonomiske formåen.[6]
Kvinder søgte visioner ved alvorlig sygdom i familien, ægteskabelige kriser, og når de var ramt af en dyb sorg. En mor til et dødt barn forlod engang sin lejr for en visionssøgning som et alternativ til selvmord.[18]
Sidst i 1800-tallet deltog mange oprindelige folk på prærien i den nye Ghost Dance for bl.a. at møde afdøde slægtninge i en vision.[21]
Steder at søge visioner[redigér | rediger kildetekst]
Kvinder i mandan stammen kunne betale for at faste på toppen af byens ceremonihytte, mens okipa ceremonien stod på inde i hytten. Mere hyppigt fastede de i deres marker udenfor byen.[15] Stammens mandlige medlemmer brugte okipa ceremonien til at bede om visioner. Et andet traditionelt sted at klage sin nød var ved kranierne af afdøde klanfolk lagt i cirkler på prærien udenfor byen.[22]
Øde bakketoppe og bjerge var generelt mænds foretrukne steder at søge visioner. Gros ventreer gik hyppigt op på Eagle Child Butte.[23] En del crower forsøgte sig i Wolf Mountains[13] eller de mere vilde og stormomsuste toppe i Crazy Mountains, Montana.[13] Flere indridsede eller malede motiver på klippevægge på prærien i USA antages at være visionsøgeres visuelle gengivelser af deres drømmesyn opnået på lokaliteten.[24] Gammel klippekunst i Writing-On-Stone Provinspark, Alberta, menes at være lavet af heldige visionssøgere efter en faste mellem stedets bizarra sandstensformationer.[25]
Cheyennen Roman Nose fastede på en ø i en sø.[26] Mange så potentialet i at faste under en trætop med en beboet rovfuglerede i,[27] ligesom fuglefængere foretog en kort visionssøgning i forbindelse med en ørnefangst.[28] Bighorn medicinhjulet i Wyoming er også et sted forbundet med visionssøgninger.[29] En oplagt plads for shoshoner at påkalde sig opmærksomhed fra undersøiske ånder var ved de varme, mineralske kilder i nærheden af Thermapolis, Wyoming.[30]
Afholdelse af store fællesceremonier som en soldans var en lejlighed for mænd til at prøve at få en vision i fuld offentlighed.[31]
Længden af en visionssøgning[redigér | rediger kildetekst]
Det tog typisk fire døgn for en mand at gennemføre en visionssøgning,[7] også hvis den fandt sted om vinteren.[6] Visionsøgningen sluttede dog gerne, hvis den fastende fik en åbenbaring, inden de fire døgn var gået.[19] Kvinder fastede i reglen et døgns tid.[15]
Nogle blev skræmt over mørket, ensomheden og udsigten til at høre fremmede stemmer fra en ukendt verden under deres første visionssøgninger, og de opgav hurtigt deres forehavende. Andre magtede ikke at stå imod tørsten og sulten.[20]
Der er eksempler på visionssøgninger af syv døgns varighed[17] og mere sjældent ni døgn.[15]
Måder at søge visioner på[redigér | rediger kildetekst]
_(14774538232).jpg)
En hellig mand i stammen eller et ældre familiemedlem forklarede gerne en uøvet visionssøger om de teoretiske og praktiske aspekter ved en stræbe efter kontakt med åndeverdenen.[32]
Alene eller i små grupper drog visionssøgere hen til egnede pladser, gerne efter først at have renset sig i en svedehytte, vasket sig grundigt i et vandløb[20] og ført en røgelse af f.eks. fyrrenåle hen over alle dele af kroppen.[7] Som led i en forberedelse kunne en visionssøger eksempelvis male sig med hvidt ler (f.eks. hidatsa)[33] eller farve ansigtet sort med trækul (ponca).[31]
Nogle stablede sten op i lave mure at ligge mellem på den udsete plads.[27] Crowerne kaldte sådanne runde[34] eller aflange stensenge for ”et sted at få visioner”.[13] Skønt målet for en visionssøger var at få medlidenhed fra et overjordisk væsen ved at fremstå ynkværdig og sårbar,[13] dækkede nogle sig med en hvidmalet bisonkappe i stensengen.[7] En lakota gravede et trangt, 60 cm dybt hul at sidde i hvilestilling i på en bakketop og placerede fire bisonskind samt lidt tobak omkring fordybningen. Nord for hullet lå et bisonkranie bemalet med blå striber, mens en pibe stoppet med cansasa (rød, hellig ”tobak”) lå på det.[19]
Ingen hverken spiste eller slukkede tørsten under en visionssøgning.[13] Med gråd i stemmen berettede visionssøgeren om sit miserable liv, og om hvordan en vision ville forandre alt.[7] De fleste stod oprejst eller gik lidt omkring på må og få og lagde sig udelukkende til at sove, når det var umuligt for dem at holde sig vågen og stå på benene mere.[7]
På et tidspunkt skar en visionssøger måske det yderste led af en finger, holdt den afskårne stump op mod solen og bad om en særlig god vision.[7] I håb om at erobre heste kunne man give et kødoffer af sin egen hud skåret ud i form som en hestehov.[20] Skikken med at fremme en vision via selvtortur var mest brugt blandt de nordlige præriestammer.[35] Kun få kvinder greb til selvtortur.[15]
En visionssøger stoppede gerne sin faste, når ønsket om en vision var opfyldt. Personen vendte tilbage til sin lejr og afsluttede typisk sin prøvelse i en svedehytte.[7]
Åbenbaringerne[redigér | rediger kildetekst]
En hjælper viste sig traditionelt i form af en person,[27] et fantasivæsen eller som et dyr eller en fugl.[27] I flere visioner antog hjælperen skiftevis menneske- og dyreskikkelse.[7] Nogle visionssøgere hørte deres navn blive kaldt, hvorpå de fulgte en vejviser hen til deres hjælpende ånd, hvor de lærte om deres fremtidige liv.[16]
At få en hellig bjørn til hjælper indebar ofte at kunne helbrede skudsår.[6] Stjernetegn,[3] solen og månen adopterede visionssøgere,[4] ligesom f.eks. hellige bisoner, oddere[4] og skildpadder gjorde det. [36] Dværge gav sig til kende overfor visionssøgere[16] på lige linje med f.eks. tordenfugle[37] og høge.[7]
Cheyenner med visioner om lyn og torden blev hellige Contraries,[5] der måtte reagere modsat af, hvad man bad dem om.[5] De kurerede folk, der var bange for torden.[5]
En kvinde fik råd af en klog kone i én vision og af et rådyr i en anden.[18] En søster til en dræbt kriger blev opsøgt af hans coupstav i sin vision og blev en kendt helbreder.[18] Lakota kvinder mestrede broderi på skind med træpindsvine-pigge og perler efter at have mødt den mytologiske Double Woman, der delte sit kunstneriske talent for brugen af nål og senetråd med dem.[38]
Påbud og tabuer[redigér | rediger kildetekst]
Givne påbud og restriktioner skulle nøje følges for at få gavn af den indgåede pagt med en overjordisk hjælper.[7] Før brug skulle en hellig genstand f.eks. holdes over en røgelse af en helt bestemt bjergurt.[7] Nogle måtte ikke spise visse udskæringer af nedlagt vildt;[7] andre skulle undgå mad rørt af metal.[5]
Visionen – ægte eller falsk?[redigér | rediger kildetekst]
Kvaliteten og ægtheden af en vision blev bedømt på visionsøgerens praktiske resultater.[3]
Alle hidatsaer godtog en medicinmands evner, efter at han fik en græshoppesværm til at lette fra kvindernes marker og reddede majshøsten.[6] Cheyennerne havde kun foragt tilovers for Wolf Man (Bullet Proof), da hans påstand om at kunne gøre folk usårlige resulterede i to godtroende krigeres død ved amerikansk geværild.[39]
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Anderson, Jeffrey D. (Ed.): One Hundred Years of Old Man Sage. An Arapaho Life. Lincoln and London, 2003.
- ^ a b Sundstrom, Linea: ”Steel Awls for Stone Age Plainswomen: Rock Art, Religion and the Hide Trade on the Northern Plains.” Plains Anthropologist. Vol. 47, No. 181 (May 2002). Pp. 99-119.
- ^ a b c d e f g h Lowie, Robert H.: The Crow Indians. Lincoln and London. 1983.
- ^ a b c d Voget, Fred W.: They Call Me Agnes. A Crow Narrative Based on the Life of Agnes Yellowtail Deernose. Norman and London, 1995.
- ^ a b c d e Stands In Timber, John and Margot Liberty: Cheyenne Memories. Lincoln, 1972.
- ^ a b c d e Bowers, Alfred W.: Hidatsa Social and Ceremonial Organization. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 194. Washington, 1965.
- ^ a b c d e f g h i j k l m n o Ewers, John C. (Ed.): Crow Indian Medicine Bundles by William Wildschut. Contributions from the Museum of American Indian. Heye Foundation. Vol. XVII. New York, 1960.
- ^ a b Wallaert, Hélèna: ”Beads and a Vision: Waking Dreams and Induced Dreams as a Source of Knowledge for Beadwork Making. An Ethnographic Account from Sioux Country.” Plains Anthropologist. Vol. 51, No. 197 (Feb. 2006). Pp. 3-15.
- ^ Murie, James R.: Ceremonies of the Pawnee. Part I: The Skiri. Smithsonian Contributions to Anthropology. No. 27. City of Washington, 1981.
- ^ Whitman, William: ”Xube, a Ponca Autobiography.” The Journal of American Folklore. Vol. 52, No. 204 (Apr. – Jun. 1939). Pp. 180-193.
- ^ Bauerle, Phenocia: The Way of the Warrior. Stories of the Crow People. Compiled and Translated by Henry Old Coyote and Barney Old Coyote, Jr. Lincoln and London. 2003.
- ^ Fowler, Loretta: Arapahoe Politics, 1851-1978. Lincoln and London, 1982.
- ^ a b c d e f Medicine Crow, Joseph: From The Heart Of The Crow Country. The Crow Indians’ Own Stories. New York, 1992.
- ^ Fletcher, Alice C. & Francis La Flesche: The Omaha Tribe. Vol. 1. Lincoln and London. 1992.
- ^ a b c d e Bowers, Alfred W.: Mandan Social and Ceremonial Organization. Moscow, Idaho, 1991.
- ^ a b c d Linderman, Frank B.: Plenty Coups. Chief of the Crows. Lincoln/London. 1962.
- ^ a b c Hilger, Sister M. Inez: Arapaho Child Life and Its Cultural Background. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 148. Washington, 1952.
- ^ a b c d Nabokov, Peter: ”Vision Quests of Crow Women.” Indian Notes. Vol. X, No. 3 (Summer 1974). Pp. 66-83.
- ^ a b c Densmore, Frances: Teton Sioux Music. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 61. Washington, 1918.
- ^ a b c d Nabokov, Peter: Two Leggings. The Making of a Crow Warrior. Lincoln and London, 1982.
- ^ Blaine, Martha Royce: Some Things Are Not Forgotten. A Pawnee Family Remembers. Lincoln and London, 1997.
- ^ Meyer, Roy W.: The Village Indians on the Upper Missouri. The Mandans, Hidatsas, and Arikaras. Lincoln and London, 1977.
- ^ Fowler, Loretta: Shared Symbols, Contested Meanings. Gros Ventre Culture and History, 1778-1984. Ithaca and London, 1987.
- ^ Keyser, James D. and D. Kaiser: War Stories. Reading Plains Indian Biographic Rock Art. Berghanh Books, 2023.
- ^ Keyser, James D.: ”Writing-On-Stone: Rock Art on the Northwestern Plains.” Canadian Journal of Archaeology / Journal Canadien d'Archéologie. No. 1, 1977. Pp. 15-80.
- ^ Killsback, Leo: ”Crowns of Honor: Sacred Laws of Eagle-Feather War Bonnets and Repatriating the Icon of the Great Plains.” Great Plains Quarterly. Vol. 33, No. 1 (Winter 2013). Pp. 1-23.
- ^ a b c d Wissler, Clark: Ceremonial Bundles of the Blackfoot Indians. Anthropological Papers of the American Museum of Natural History. Vol. VII, Part 2. New York, 1912.
- ^ Wilson, Gilbert L.: Hidatsa Eagle Trapping. Anthropological Papers of the Museum of American Natural History. Vol. XXX, Part IV. New York City, 1928.
- ^ Brumley, John H.: Medicine Wheels on the Northern Plains: A Summary and Appraisal. Archaeological Survey of Alberta. Manuscript Series No. 12. Edmonton, 1988.
- ^ Scheiber, Laura L. and Katherine L. Burnett: ”Writing histories at Êngkahonovita Ogwêvi: multicultural entanglement at Red Canyon, Wyoming.” Antiquity. Vol. 94, No. 378 (2020). Pp. 1592–1613.
- ^ a b Howard, James H.: The Ponca Tribe. In collaboration with Peter Le Claire, tribal historian, and other members of the tribe. Smithsonian Institution. Bureau of American Ethnology. Bulletin 195. Washington. 1965.
- ^ Walker, James R.: Lakota Belief and Ritual. Lincoln and London. 1980.
- ^ Gilman, Carolyn and Mary Jane Schneider: The Way to Independence. Memories of a Hidatsa Indian Family, 1840-1920. St. Paul, 1987.
- ^ Matthews, Becky (Ed.): Grandmother’s Grandchild. My Crow Indian Life. Alma Hogan Snell. Lincoln and London. 2000.
- ^ Aquila, Richard: ”Plains Indian War Medicine.” Journal of the West. Vol. 13, No. 2 (1974). Pp. 19-43.
- ^ Kroeber, Alfred L.: The Mrs. Morris K. Jesup Expedition. The Arapaho. IV. Religion. Bulletin of the American Museum of Natural History. Vol. XVIII, Part IV, pp. 279-454. New York, May 1, 1907.
- ^ Boyd, Maurice (ed.): Kiowa Voices. Myths, Legends and Folktales. Vol. II. Fort Worth, 1983.
- ^ Berlo, Janet Catherine: ”Dreaming of Double Woman: The Ambivalent Role of the Female Artist in North American Indian Myth.” American Indian Quarterly. Vol. 17, No. 1 (Winter, 1993). Pp. 31-43.
- ^ Hyde, George E.: Life of George Bent. Written From His Letters. Norman, 1987.