Wikipedia:Ugens artikel/Uge 34, 2017

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jean-Baptiste Lully var den første markante figur i den franske opera.

Fransk opera er fransksprogede operaer og operaer af franske komponister. Den franske opera er en af Europas vigtigste operatraditioner, som omfatter værker af komponister som Rameau, Berlioz, Bizet, Debussy, Poulenc og Messiaen. Mange udenlandske komponister har også spillet en rolle for den franske tradition, herunder Gluck, Cherubini, Rossini, Meyerbeer, Offenbach og Verdi.

Den franske operatradition begyndte ved kong Ludvig 14.s hof med Jean-Baptiste Lullys Cadmus et Hermione (1673). Lully og hans librettist Quinault skabte en form, de kaldte tragédie en musique, en form hvor dans, musik og korsang var særligt fremtrædende. I 1770'erne blev tyske Gluck overtalt til at skabe seks operaer til scenen i Paris. Han søgte et mere forenklet udtryk med større fokus på dramaet. I midten af det 18. århundrede var en anden genre blevet populær: opéra comique, hvor arier vekslede med talt dialog. Fra 1820'erne aftog smagen for Glucks operaer i til fordel for værker af Rossini. Næste markante skridt var grand opéra, en form, hvis mest berømte eksponent var Meyerbeer. Den lettere opéra comique var dog stadig meget populær hos komponister som Boieldieu, Auber og andre. En komponist som Berlioz havde derfor svært ved at trænge igennem; der skulle gå hundrede år, inden hans episke mesterværk Les Troyens, kulminationen på den gluckske tradition, blev opført i sin helhed.

Anden halvdel af det 19. århundrede blev domineret af Offenbach og den nye operettegenre med vittige og kyniske værker som Orfeus i underverdenen. Gounod fik enorm succes med Faust, og Bizet komponerede Carmen, der nok er den mest berømte franske opera af alle. Den måske mest interessante udfordring på Wagners musik var Debussy med mesterværket Pelléas et Mélisande. Ravel, Poulenc og Messiaen er andre franske navne fra det 20. århundrede, der er værd at bemærke. (Læs mere..)