Zebramordene

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Zebramordene (The "Zebra" murders) var en række racistisk motiverede hadforbrydelser og mord begået af sorte mod hvide i San Francisco, Californien fra oktober 1973 til april 1974. Det præcise antal ofre er ikke fastlast men som minimum blev 16 dræbt og 8-10 hårdt såret. Betegnelsen ”Zebramordene” kommer af at en zebra siges at have sorte striber på en hvid baggrund – ”sort på hvid” (”black on white”).

Dødsenglene[redigér | redigér wikikode]

Zebramordene blev begået af en gruppe indenfor Nation of Islam som kaldte sig selv for dødsenglene (Death Angels). Nation of Islams lære fremstiller ikke hvide som mennesker, men som forskellige former for onde entiteter betegnet ved eksempelvis "hvide djævle”, ”blåøjede djævle”, ”slanger”, mm. som ifølge Nation of Islams tro var skabt af en videnskabsmand ved navn Yakub og som man kunne optjene point for lettere adgang til Paradis ved at dræbe så mange af som muligt.

Ingen af ”dødsenglene” udenfor San Francisco blev nogen sinde pågrebet eller dømt.

Medlemmer[redigér | redigér wikikode]

Ansøgere til ”dødsenglene” blev indbudt til et hemmeligt møde ved organisationen: ”Black Self-Help Moving and Storage” (”Sort selvhjælp, flytning og opbevaring”), som var ejet af Nation of Islam og havde adresse på Market Street San Francisco. For at opnå status som ”dødsengel” blev det krævet at man havde dræbt enten ni hvide mænd, fem hvide kvinder eller fire hvide børn. Efter at have opnået denne kvote ville personen få et par vinger påført sit billede som derefter blev ophængt på en æresplads i Nation of Islams bygning.

Om end drab og terror var deres vigtigste mål, så torturerede Nation of Islams ”dødsengle” ofte deres ofre over en længere periode ved hjælp af macheter, ligesom de fleste kvinder også blev voldtaget.

Den første mordbølge[redigér | redigér wikikode]

  • Den 19. oktober 1973 blev Richard Haag (30) og hans kone Quita (28) kidnappet af en gruppe mænd og tvunget ind i en hvid bil. De to var ude på en aftentur nær deres hjem i Telegraph Hill i San Francisco. Quita blev befamlet af to af mændene og derpå næsten halshugget af en tredje med en machete. Derpå huggede en af de mænd der havde befamlet Quita også Richardned, og efterlod ham til at dø, men han overlevede.
  • Ti dage senere, den 29. oktober, blev Frances Rose (28) gentagne gange skudt af en mand der blokerede hendes for bil og krævede at blive kørt et sted hen. Hun var da på vej op til University of California.
  • Den 9. november blev Robert Stoeckmann (26) overfaldet af en mand, men det lykkedes ham at fravriste pistolen fra overfaldsmanden og skyde tilbage. Overfaldsmanden, Leroy Doctor, blev senere pågrebet og dømt for overfald med et dødbringende våben.
  • Den 25. november blev Saleem "Sammy" Erekat (53) af jordansk oprindelse bundet og henrettet i et lokale bag hans købmandsbutik.
  • Den 1. december blev Paul Dancik (26) skudt tre gange i brystet mens han var ved at foretage et telefonopkald fra en mønttelefon. Han døde.
  • Den 13. december blev Art Agnos (35) skudt to gange i ryggen. Art var da i et sort kvarter for at deltage i et møde for at diskutere opbygningen af en statsfinansieret sundhedsklinik og stod og talte med to kvinder da han blev skudt ned. Han overlevede med held mordforsøget.
  • Samme aften blev Marietta DiGirolamo (31) skubbet ind i en døråbning og skudt to gange i brystet, og da skuddene svang hende rundt, en gang til i ryggen. Hun døde.
  • Den 20. december blev den universitetsstuderne Angela Roselli (20) (ikke hendes rigtige navn) skudt tre gange af to mænd. Skuddene ramte hendes rygsøjle, men hun overlevede.
  • Samme aften blev pedel Ilario Bertuccio (81) skudt fire gange i brystet og skuldrene. Han var da på vej hjem fra arbejde. Han døde.
  • Den 2. december blev yderligere to ofre dræbte indenfor seks minutter. Neal Moynihan (19) blev skudt i ansigtet, halsen og hjertet. Han var da ude på juleindkøb. Han døde. Dernæst blev Mildred Hosler (50) skudt fire gange. Morderen kan have været den samme. Hun døde.
  • Mordene stoppede dernæst for fem uger, men blev genoptaget med forstærket styrke den 28. januar 1974 med yderligere fem skyderier:
    • Tana Smith (32) blev skudt ned på vej til en stofbutik;
    • Vincent Wollin (69) blev skudt på vej hjem;
    • John Bambic (84) blev skudt ned mens han samlede brugte flasker;
    • Jane Holly (45) blev skudt ned i et møntvaskeri;
    • Roxanne McMillian (23) blev skudt ned mens hun var ved at bære ting fra sin bil til en ny lejlighed, hun og hendes mand havde lejet.

- af dem overlevede kun Roxanne McMillian, om end hun blev tvunget til at bruge kørestol resten af livet. Et sjette offer, blafferen Thomas Bates overlevede samme nat at blive skudt tre gange, men det er sandsynligt at denne skudepisode ikke er forbundet til Zebramordene.

Reaktion på mordene[redigér | redigér wikikode]

Mordene forårsagede omfattende panik i San Francisco. Folk forsøgte at finde ”sikkerhed i grupper” når de gik ud, eller forsøgte så vidt som muligt at holde sig inde døre om aftenen. Politiet reagerede med øget polititilstedeværelse i hele byen, men var i øvrigt på bar bund og forvirret over det tilsyneladende manglende motiv bag mordene, som mest var karaktiseret ved deres brutalitet og mordernes mangel på anger. Den eneste fællesnævner var at morderne var sorte og ofrene var hvide.

Baseret på hvad der i starten var kendt om mordene, så var der et fællesmønster. Det var hit-and-run skyderier, morderen bruget en fremgangsmåde hvor han nærmede sig ofret, skød gentagne gange på nært hold og dernæst flygtede til fods. Desuden syntes morderne, baseret på patronhylsterne, at foretrække en 32-kaliber pistol. En speciel politienhed ledet af Gus Coreris og John Fotinos blev dannet for at forsøge at opklarer og få sat en stopper for mordene. Gruppen fik tildelt politiradiofrekvensen ”Z” – hvorved de fik tilnavnet Zebragruppen (Zebra Task Force) og mordene som Zebramordene[1]. Om end også mordenes karakter som racistiske sort mod hvide mord, medhjalp til at udbrede benævnelsen Zebramordene.

Anden mordbølge[redigér | redigér wikikode]

  • Den 1. april 1974 blev Thomas Rainwater (19) og Linda Story (21) skudt fire gange. De var da frivillige for Frelsens hær på vej fra skole til et marked da en sort mand der havde fulgt efter dem i en bil stoppede op foran dem og skød dem ned. To politimænd ankom på stedet efter kun 15 sekunder, men på trods af en større menneskejagt lykkedes det ikke at pågrie morderen. Thomas Rainwater døde. Linda Story overlevede.
  • Påskesøndag 13 dage senere blev yderligere to personer, sømand Ward Anderson og student Terry White (15) skudt og såret mens de ventede på en bus. Angriberen var en sort mand der havde nærmet sig dem til fods, skudt på nært hold og dernæst flygtet.
  • Den 16. april blev Nelson "Nick" T. Shields IV (23) skudt flere gange af en sort mand.[2][3]

Reaktion på anden mordbølge[redigér | redigér wikikode]

Endnu engang blev San Francisco kastet ud i en tilstand af chok og folk fulgte op de forholdsregler de havde benyttet sig af ved den første mordbølge. Byen blev desuden hårdt ramt af de økonomiske konsekvenser som følge af turister som holdt sig væk. Byens gader lå øde hen om aftenen, selv det kendte forlystelseskvarter North Beach, kendt for sit natteliv, blev ramt. Politiet tog nu drastiske forholdsregler. Inspektør Gus Coreris fik lavet et par generiske fantomtegninger ud fra de sparsomme eksisterende beskrivelser af gerningsmændene. Tegningerne blev distribueret til medierne og byen politibetjente og byens borgmester, Joseph Alioto og politimester Donald Scott beordrede byens politifolk til at stoppe og forhører et stort antal sorte borgere der kunne ligne beskrivelsen og polititegningerne: en sort mand med kort afrohår og en smal hage.

Efter at have været stoppet og clearet fik borgerne udleveret et specialfremstillet Zebrakort de kunne fremvise til andre politibetjente i fald de blev stoppet igen. Over 500 personer blev stoppet og undersøgt i løbet af den første weekend programmet var sat i system, om end systemet vakte højlydt kritik fra det afroamerikanske samfund og udløste sagsanlæg fra både NAACP og ACLU – hvorefter distriktsdommeren Alfonso J. Zirpoli dømte programmet forfatningsstridigt og lukkede det ned.

Anholdelse og dom[redigér | redigér wikikode]

Med en $30.000 dusør kom der endelig afgørende informationer frem der kunne hjælpe med en løsning på mordene. Anthony Harris – en ansat på det Nation of Islam ejet Sort selvhjælp, flytning og opbevaring ringede til politiet og aftalte at mødes med politiet på en parkeringsplads i Oakland. Harris hævdede at være at af personerne på politiets fantomtegninger og angav specifikke detaljer omkring flere af mordene, detaljer der ellers ikke havde været frigivet til offentligheden. Harris nægtede selv at havde begået nogle af mordene, men sagde han havde været til stede i mange af dem.

Harris afslørede eksistensen af ”Dødsenglegruppen” og informerede om endnu et mord der ikke var blevet registreret. Dette på en hjemløs mand som var blevet kidnappet fra Ghirardelli Square I San Francisco. Den hjemløse mand var blevet bragt til Nation of Islams lokaler, kneblet og bundet og – mens han stadig var ved bevidsthed – skiftes de til at hugge hans lemmer af. Harris fortalte politiet af liget var blevet kastet i San Francisco Bugt og fortalte om mordet i så præcise detaljer at politiet var overbevist om dets sandfærdighed – især da politiet dagen før, den 23. december havde fundet en bundet og slemt tilredt mandekrop, uden hænder, fødder og hoved, der var skyllet op af bugten.

Harris gav politiet navne, datoer, adresser og nok detaljer til at udstede anholdelsesbegæringer på de mistænkte. Harris selv søgte og opnåede retsimmunitet for hans hjælp i løsningen af Zebrasagen, såvel som ny identitet til sig selv, kæresten og hendes barn.

Den 1. maj blev der gennemført en række samtidige førdaggry razziaer hvilke resulterede i anholdelsen af Larry Craig Green og JCX Simon i et højhus på Groove Street samt en række andre mistænkte i Nation of Islams lokaler. Ingen gjorde modstand under anholdelserne. I alt syv personer blev anholdt, hvoraf fire blev løsladt igen på grund af manglende beviser.

Borgmesteren offentliggjorde nyheden om anholdelserne og oplyste ved samme lejlighed offentligheden om at mordene var blevet begået af ”Dødsenglene”. Umiddelbart efter fordømte lokale sorte ledere arrestationerne og hævdede at de var baseret på racistiske undertoner. Den sorte Muslimske leder John Muhamma fra Moske #26 i San Fracisco benægtede enhver påstand om en sort sammensværgelse om at dræbe hvide.

Der var imidlertid nok beviser til at føre en sag mod ”Dødsenglene” til domsfældelse. Retssagen blev indledt den 3. marts 1975. Forsvaret havde ikke held med at diskreditere vidnet Harris da han havde kommet med så præcise detaljer over 12 dages intense forhør. Desuden kunne politiet fremlægge en .32 kaliber Beretta pistol, som var blevet fundet i baghaven i et hjem i nærheden af det sidste mord. Pistolen kunne spores tilbage til en af de ansatte i Nation of Islams lokaler og at politiet kunne bevise at pistolen havde været anvendt i mange af mordene.

Baseret på udsagn fra 108 vidner (heriblandt Harris) nedskrevet på 8.000 sider (3,5 millioner ord) kulminerede det i den hidtil længste straffesag i Californiens historie. Efter 18 timers betænkningstid udmøntede juryen det i at både Larry Green, JCX Simon, Manuel Moore og Jessie Lee Cooks blev dømt for overlagt mord samt sammensværgelse til at begå mord. Dommen faldt i 1976. Dommen var livstid i fængsel.

Efterspil[redigér | redigér wikikode]

Mens Zebramordene officielt var blevet afsluttet med mordet på 16 personer, skønner flere af medlemmerne i politiets undersøgelsesgruppe at mindst 71 andre mord pågået over hele Californien kan tilskrives forskellige andre ”dødsenglegrupper”. Men eftersom mange af ofrene var hjemløse eller blaffere har det aldrig været muligt at fastlægge et præcist antal. Ligeledes er efterforskerne overbevist om at ikke alle morderne blev pågrebet og at nogle af dem de var nødsaget til at løslade på grund af mangel på beviser også havde været involveret i flere af mordene.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Howard, Clark: Zebra: The True Account of the 179 Days of Terror in San Francisco, page 218. Berkley Books (paperback edition), New York, October 1980.
  2. "Fear in the Streets of San Francisco". Time. 1974-04-29. http://www.webcitation.org/5bezpRhy4. Hentet August 28, 2006. 
  3. Scheeres, Julia. "The Zebra Killers". Crime Library. http://www.trutv.com/library/crime/notorious_murders/mass/zebra_murders/index.html. Hentet 2006-08-28. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Howard, Clark (1979). Zebra: The True Account of the 179 Days of Terror in San Francisco. New York: Richard Marek Publishers. ISBN 9780399900501. 
  • Sanders, Prentice Earl (2006). Zebra Murders: A Season of Killing, Racial Madness, and Civil Rights. New York: Arcade. ISBN 9781559708067. 

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]