17. økumeniske koncil

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Pave Martin 5. indkaldte Koncilet i Basel.

Det 17. økumeniske koncil i Basel (1431—49) var det betydningsfuldeste af det 15. århundredes reformkoncilier. Pave Martin 5. havde fået et koncil i Pavia-Siena opløst, men han måtte indkalde et nyt til den ikke-italienske by Basel, og hans efterfølger, Pave Eugenius IV (1431—47), måtte, skønt modstræbende, tiltræde det. Den 23. juli 1431 åbnedes koncilet i Basel, men kun ganske få var mødte; først da den af paven kårne leder, kardinal Cesarini, kom på flugten for hussitterne, strømmede deltagerne til. Foruden de høje prælater mødte udsendinge fra universiteterne og klostrene, og disse og de toneangivende franskmænd gav forsamlingen et demokratisk præg.

Pave Eugenius IV, der er klar over, at forsamlingen ville gøre ham fra en enevældig til en konstitutionel hersker, ville opløse den og nægtede at møde. Koncilet anklagede ham for ulydighed, og alle fyrster, undtagen Filip af Burgund, med kejser Sigismund i spidsen stod på dets side. Paven, fordrevet fra Rom og forladt af de fleste kardinaler, måtte foreløbig give efter, så meget mere som koncilet havde styrket sin anseelse ved at få en forening med hussitterne bragt i stand ved de baselske kompaktater (1433). Nu arbejdede man på at få den græske og den romerske kirke forenede, men paven kunne stadig ikke bekvemme sig til at møde, og på egen hånd underhandlede han med grækerne om at komme til en italiensk by, hvad de også helst ville. Både paven og koncilet havde sendebud i Konstantinopel, de overbød hinanden i at give løfter, hver udrustede de en flåde, og på koncilet selv var det lige ved at gå på livet løs. Paven gik af med sejren, grækerne mødte på det af ham indkaldte koncil, først i Ferrara, senere i Firenze. Imidlertid søgte koncilet i Basel at reformere kirken, men det lededes nok så meget af had til paven, som af kærlighed til kirken.

Nådensårene, afgifterne ved modtageisen af palliet og andre lignende for paven vigtige indtægtskilder afskaffedes; det vedtoges, at koncilet havde ret til at uddele aflad, og at de fremtidige paver skulde være bundne ved dets dekreter. Det var revolutionære skridt, og paven erklærede forsamlingen for Satans bande. Italienerne forlod sammen med mødets leder, Cesarini, Basel og rejste til Ferrara. Fædrene i Basel valgte derpå kardinalen af Arles, Louis d’Allemand, til præsident, afsatte Eugen IV som kætter og valgte hertugen af Savoyen til pave med navnet Pave Felix 5. (1439), og samtidig udtalte de sig til gunst for Maria’s usmittede undfangelse og påbød 8. december som en almindelig festdag til minde herom. Men nu sluttede fyrsterne sig til paven og hans koncil, og den pavelige sekretær, Enea Silvio, der tidligere havde hørt til det revolutionære parti i Basel, ledede med sit diplomatiske snilde sagerne derhen, at koncilet i Basel stod magtesløst. I 1443 flyttede det til Lausanne, dets pave nedlagde sin værdighed, og den 25. august 1449 opløste det sig selv uden at have indfriet en eneste af de store forventninger, man havde knyttet til det.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]