Adolphe Quetelet
Lambert Adolphe Jacques Quételet (22. februar 1796 i Gent – 17. februar 1874 i Bryssel) var en belgisk statistiker.
Quételet, hvis studiefag var matematik og naturvidenskab, vandt tidlig anseelse i den videnskabelige verden som astronom; 1826 grundede han det kongelige observatorium i Bryssel, 1828 blev han dets direktør; fra 1856 var han lærer i astronomi og geodæsi ved École Militaire i Bryssel.
Utrolig produktiv som forfatter, med vid synskreds over videnskabens felter (derfor udmærket egnet til sin Stilling som Sekretær ved Videnskabsakademiet i Bryssel), ildfuld og idérig bragte han Liv rundt om i de talrige Videnskabsgrene, han søgte at føre tilbage til en fælles Stamme, en »social Fysik«, der skulde paavise Aarsagssammenhængen, »Naturlovene«, ikke alene i den fysiske, men ogsaa i den moralske og intellektuelle Verden.
Gennem Tallene vilde han klarlægge Egne, der hidtil regnedes til den fri Viljes Domæne, og bringe dem ind under en naturmægtig, lovbunden Regelmæssighed: »i de Love, som styrer Mennesket, er alt ordnet med en slig Visdom, at Mennesket tror at lyde sin egen Vilje, imedens det kun adlyder dem«: Ægteskaber, Fødsler, Dødsfald, Forbrydelser, Vækstlivet i det menneskelige Legeme etc. etc. foregaar med en saa forbavsende Regelmæssighed, at man med et tilstrækkelig stort Talmateriale og det rette statistiske Apparat (Sandsynlighedsregningen, den eksponentielle Fejllov) saa at sige kan forudsige deres Gang.
Ad Matematikkens Veje naaede Q. saaledes ind til Statistikken og blev Fornyer af den politiske Aritmetik. Det er da ogsaa særlig som Befolkningsstatistiker, han er bleven berømt, ihvorvel hans »Navn ogsaa nøje er knyttet til andre Fag (bl.a. til Fænologien, s. d.). Som Præsident for den statistiske Centralkommission og Chef for den administrative Statistik i Belgien (fra 1841) fik han rig »Lejlighed til at fastslaa Statistikkens Praksis. Utopiker i sin optimistiske Tro paa den internationale Statistik blev han Sjælen i de internationale statistiske Kongresser og har i høj Grad bidraget til et mellemfolkeligt statistisk Samarbejde. Hans Hovedværk paa Statistikkens og Rimelighedsregningens Omraade er Sur l’homme (2 Bd, fl. Udg.; Udg. af 1869 udkom under Titelen Physique sociale), Lettres à . . le duc régn. de Saxe-Cobourg et Gotha sur la théorie des probabilités (1846), Du système social et les lois, qui le régissent (1848) og Anthropométrie ou mesure des différentes facultés de l’homme (1870). I disse Arbejder og talrige Afhandlinger og Skr (han gentager ofte sig selv) kommer hans berømte l’homme moyen frem, Gennemsnitsmennesket med dets penchant au crime, tendance au mariage etc., ikke blot en statistisk Regningsenhed, men for Q. en Realitet, en Type. Senere Tider har rokket stærkt ved den høje Piedestal, Samtiden satte ham paa. Der er nok for en nøgtern Kritik at tage fat i: hans overfladiske Brug af Talmaterialet, hans ofte forældede statistiske Metoder, det uvidenskabelige i hans »Gennemsnitsmenneske«, hans vel flotte Slutninger, der kan gøre Effekt i det brede Publikum, men ikke altid kan staa for en indgaaende Kritik, etc. Men har man end paa talrige Omraader kunnet korrigere ham, har man dog ikke kunnet berøve ham Geniets Glans. Q. var ikke blot den glimrende Popularisator af Statistikken, han indvandt hidtil ukendt Land for den (Antropometrien m. m.), og fornyende og ansporende satte han den de høje Maal. Ikke med Urette betegner man ham som den moderne Statistiks Grundlægger. Af Q.’s Skr kan i øvrigt fremhæves: Instructions sur les probabilités (1828), Recherches sur le penchant au crime aux différents âges (2. oplage 1833) og Sur les tables de mortalités (1854).
Eksterne henvisninger
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |