Arrondering
Arrondering (fra fransk arrondir) er at samle jordtilliggender omkring en ejendom[1], i ældre tid typisk at en herregård søgte at samle sit fæstegods i nærheden af hovedgården eller omkring en ladegård. Arrondering kunne ske ved mageskifte eller køb.
Fordelene var dels, at det var lettere for godsejeren at bruge fæstebønderne til hoveri, når de boede tæt på hovedgården og dens marker[2], dels kunne godsejeren opnå skattefrihed for de ugedagsbønder, der boede indenfor samme sogn som hovedgården[3] og endelig gav det godsejeren større handlefrihed, hvis han ejede samtlige fæstegårde i de enkelte landsbyer. Derfor søgte godserne at arrondere deres tilliggender frem for, at gårdene lå spredt som strøgods.[4] Disse bestræbelser blev imidlertid modvirket af arveregler, der skulle sikre alle arvinger andele i det arvede gods, idet et samlet jordtilliggende derved kunne blive opdelt og ejerskabet fordelt på flere personer.[5]
Noter[redigér | rediger kildetekst]
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Karl-Erik Frandsen: "1536-ca. 1720" (i: Claus bjørn (red.): Det danske landbrugs historie II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab 1988; ISBN 87-7526-074-3
- Erland Porsmose: "Middelalder. O. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 205-416)
- Fridlev Skrubbeltrang: Det danske Landbosamfund 1500-1800; Den danske historiske Forening 1978; ISBN 87-87462-09-5