Bankkrisen i København 1908

Bankkrisen i København 1908 opstod som følge af en række københavnske bankers involvering i spekulativt boligbyggeri i årene op til 1908.

Forløb

København oplevede i de første år af 1900-tallet og frem til 1908 en overproduktion af lejligheder - særligt i den nye bydel Islands Brygge - som var båret af håndværksmestre, der optrådte som spekulanter. I dette år blev markedet mættet, og byggeriet af nye udlejningsejendomme i København gik brat i stå med stor arbejdsløshed blandt håndværkere til følge.

Disse investeringer var i et stort omfang finansieret ved korte lån i udlandet, og da finansielle kriser i udlandet i 1907 (Panikken i 1907 på Wall Street) medførte hjemtrækning af lånene og valutamangel, kom flere københavnske banker i knibe, hvilket førte til en alvorlig bankkrise. Nationalbanken måtte samtidig hæve diskontoen drastisk fra 6 til 8 pct.

Især Detailhandlerbanken, Københavns Grundejerbank og Privatbanken, som under Axel Heides lederskab havde været involveret på Islands Brygge, blev ramt af krisen. De to førstnævnte banker krakkede samme år.

Grundejerbanken suspenderede sine betalinger om aftenen 6. februar. I dagene efter dykkede bankaktiernes kurser (især Detailhandlerbankens aktiekurs). 9. februar overtog staten og hovedbankerne sammen garantien over for de af katastrofen ramte bankers kreditorer (stadfæstet ved lov af 15. februar) og der blev oprettet en bankkomité (ophævet ved lov af 26. marts 1910), som havde vidtgående myndighed over for de nødlidende banker.

Efterspil

Krisen blev løst ved, at Nationalbanken og staten gik ind i en langvarig rekonstruktion. Bankkomiteen blev i 1910 afløst af en kommission, der skulle udarbejde forslag om regulering af bankerne. Indtil da havde der ikke fandtes en lov om bankvirksomhed (modsat fx Sverige, som fik sin banklov i 1886). Bankloven blev dog først gennemført i 1919.

Assessor Frits Schrøder blev kommissionsdommer og fik med stor skarpsindighed placeret et juridisk ansvar efter de krakkede banker.

Langvarig boligkrise

En anden af konsekvenserne af krisen var oprettelsen af AAB i 1912 som en andelsboligform uden tilknytning til markedsmekanismerne.

Boligbyggeriet faldt til et lavt niveau, mens tilstrømningen af nye indbyggere til hovedstaden fortsatte, hvilket affødte en drastisk boligmangel i hele landet efter 1. verdenskrig (især fra 1916 og frem), hvor bl.a. Københavns Kommune måtte opføre i første omgang husvildeboliger og -barakker og siden egentlige boligbebyggelser i 1920'erne og 1930'erne.

Litteratur

• Sophus Berthelsen: Bankkrisen i 1908: I Anledning af Hr. cand. polit. Thalbitzer Foredrag i Nationaløk. Forening den 4. Februar 1909, 1909.
• Holmer Green: Grundrids af dansk Bankvæsen med en summarisk Oversigt over Bankkrisen 1907-1908, København 1908.
• Holmer Green: Bankkrisen: 2. En aktmæssig Fremstilling af Bankkriseforholdenes Udvikling fra Sommeren 1908 til Sommeren 1910, 1910.

Kilder

• Omtale hos Danmarks Nationalbank Arkiveret 24. maj 2013 hos Wayback Machine
• Københavns hvornår skete det: 1908 Arkiveret 15. juli 2015 hos Wayback Machine