Beatritz de Dia

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Beatritz de Dia, 13. århundrede, fra Bibliothèque nationale de France

Beatriz eller Beatritz de Dia (ca. 1140 – ca. 1175) var den mest kendte af en lille gruppe kvindelige troubadourer, der skrev høviske kærlighedssange i det 12. og 13. århundrede.

Beatritz de Dia kendes fra samtidige beskrivelser udelukkende som Komtesse de Dia og var sandsynligvis datter af grev Isoard II af Dia i Sydfrankrig. Ifølge hendes vida var hun gift med Guillem/Guilhem de Poitiers, greve af Viennois, men hun var forelsket i og sang om Raimbaut af Orange.

Gnome-speakernotes.svg
Musikeksempel
A chantar m'er de so qu'eu no volria

Er der problemer med lyden? Se da eventuelt Hjælp:Ogg Vorbis eller "Media help" (Engelsk)

Digtning[redigér | redigér wikikode]

Beatritz de Dias digte blev ofte ledsaget af fløjtemusik. Fem af hendes værker har overlevet, fire cansoer og en tenson. Hendes sang A chantar m'er de so qu'eu no volria skrevet på occitansk er den eneste canso skrevet af en kvindelig troubadour, der har overlevet med musik. Musikken er fundet i Le manuscript di roi, en samling af sange kopieret omkring 1270 til Karl, bror til Ludvig 9. af Frankrig.

Hendes øvrige bevarede digte er:

  • Ab joi et ab joven m'apais
  • Estât ai en greu cossirier
  • Fin ioi me don'alegranssa

Emnerne i de Dias digte omfatter optimisme, rosende omtale af hende selv og hendes kærlighed sammen med svig. I A chantar spiller hun rollen som den svigtede elsker, der trods sviget fortsætter med at forsvare og rose sig selv. I Fin ioi me don'alegranssa gør hun nar af en sladretaske, idet hun sammenligner de, der sladrer, med "skyer der dækker for solen".