Troubadour

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Gustave Dorés (18321883) romantiske fremstilling af trubadurer, som synger og spiller harpe til korstogenes pris.
Trubadurer med hvert sit musikinstrument.

En trubadur eller troubadour (af provençalsk trobador, af trobar = at finde, opfinde, digte[1]) var en sydfransk digter, komponist og sanger fra ca. 1100 til 1300, som optrådte i områderne Aquitaine, Limousin, Guyenne, Provence, Katalonien og Italien. Det tilsvarende ord for en kvindelig kunstner var trobairitz.[2] Troubadourerne skrev på languedocsk, en sydfransk dialekt (limousinsk, auvergnatsk, provençalsk osv.), medens udtrykket trouvère udelukkende bruges om kunstnere nord for Loire, der sang på languedoil. En god troubadour stod i høj anseelse ved fyrstehoffer. Nogle af fyrsterne var selv troubadourer.

Betegnelsen bruges ofte om en visesanger, der akkompagnerer sig selv på guitar. I Danmark kender vi bl.a. Lars Lilholt, Frode Veddinge, Per Dich, Povl Dissing, Cæsar, Peter West og Claude Chichon.

Historie[redigér | redigér wikikode]

I 1000-tallet var Sydfrankrig opdelt i en række selvstændige enheder, hvoraf Aquitaine var størst. Her taltes dengang provençalsk. I 1000-tallet opstod her en forfinet, aristokratisk kultur med en livsstil kaldet la courtoisie (= høviskheden, dvs. hoffets stil) og en lyrik særpreget af damernes herskende rolle. (Ordet dame var da også hentet fra latin domina = herskerinde.) Lyrikken kredsede omkring en kærlighedsfilosofi, hvor den forelskede ridder ikke kun var tapper, men også fuldendt elegant, altid diskret, og dertil villig til at underkaste sig damens despotiske nykker. Hun var altid gift, men altså indstillet på utroskab med den, der indlod sig på en kurtisering, der opfyldte hendes skiftende indfald.[3]

Virkelighedens kærlighedsforhold var naturligvis langt mere jordnære, og resulterede ofte i både ægteskab og børn. Hvordan den intense kvindedyrkelse opstod, er uvist. Den er forsøgt forklaret med Maria-dyrkelsen, men denne kendes først fra 1200-tallet. Vi kender navnet på flere end 400 trubadurer; langt de fleste var mænd i en beskeden stilling ved hoffet, mens deres beskytterinder var højt positionerede, sådan at magtforholdet i udgangspunktet var meget skævt. Trubadurerne digtede og sang om meget andet end kærlighed, og i mange forskellige lyriske former - flere end 900, siges det. Én sådan digtform var sestinen, der bestod af seks strofer, hver på seks linjer med seks rimord, indsat efter et indviklet mønster, varierende fra strofe til strofe.[4] En anden genre var pastourelle, hvor ridderen fik snakket sig til samvær med en hyrdinde - enten med hendes tilladelse, eller ved voldtægt.[5] Genren giver et afslørende indblik i overklassens nedladende syn på bondebefolkningens kvinder.

Fritænkeri var udbredt i den sydfranske overklasse, mens befolkningen ellers i stor grad var katharere. I starten af 1200-tallet indledte paven et korstog eller en ren kætterkrig mod Provence, kendt som albigenserkrigen, der blev ført med den yderste grusomhed. Især i Toulouse flammede kætterbålene, og ikke kun kætteriet, men hele den egenartede, provençalske kultur blev udryddet. Herved så den franske kongemagt også sit snit til at overtage landsdelen og bringe det sydfranske selvstyre til ophør. De trubadurer, der reddede livet ved at flygte, slog sig for det meste ned i Italien. De hadede Rom, pavedømmet og præsteskabet med hjerte og sjæl.[6] Men det kom på mode at digte på provençalsk, især i Italien, og den første grammatik over et romansk sprog blev skrevet til hjælp for udlændinge, der ville digte på provençalsk.[7]

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=trubadur
  2. ^ https://blogs.surrey.ac.uk/medievalwomen/2018/01/09/a-name-is-not-enough-the-trobairitz-and-the-problem-of-medieval-women-poets/
  3. ^ Professor Lennart Breitholtz: Epoker og diktere (s. 118), Gyldendal Norsk Forlag, Oslo 1979, ISBN 82-05-1663-6
  4. ^ Professor Lennart Breitholtz: Epoker og diktere (s. 119)
  5. ^ https://robinhoodlegend.com/pastourelles/
  6. ^ Professor Lennart Breitholtz: Epoker og diktere (s. 120)
  7. ^ Professor Lennart Breitholtz: Epoker og diktere (s. 121)

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]