Blankvers

Blankvers, fra engelsk blank = tomt, det vil sige urimet, er et femfodet, jambisk versemål uden rim eller strofedeling, der specielt er karakteristisk for den elizabethanske periode med digtere som William Shakespeare og Christopher Marlowe.

Af danske digtere der anvendte blankvers kan nævnes Adam Oehlenschläger.

Eksempel på blankvers

Et eksempel fra Shakespeares Hamlet (1603):

To be/ or not/ to be/ that is/ the quest/ion.

Det tidligste blankvers bestod af slut-stop og regulære (dvs. regelmæssige) linjer; Gorboduc (1561), det første kendte tragedie på blankvers, illustrerer hvor monotone sådanne vers kan være. Marlowe var den første til der udviklede det til større udtryksfuldhed:

You stars that reign'd at my nativity,

Whose influence hath allotted death and hell,

Now draw up Faustus like a foggy mist

Into the entrails of yon labouring clouds,

That when they vomit forth into the air,

My limbs may issue from their smoky mouths,

So that my soul may but ascend to Heaven.

(Doctor Faustus)

Shakespeare udviklede blankversets egenskaber til også at indeholde grov, abrupt og irregulær tale; et af de tidligste eksempler er

My lord?

A grave.

He shall not live.

Enough

(The Life and Death of King John), 3.3