Boris Becker

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Boris Becker
Personlig information
Fødselsdato 22. november 1967Rediger på Wikidata
Fødested LeimenRediger på Wikidata
Statsborger TysklandRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Nomineringer og priser
Eksterne henvisninger
Hjemmeside Boris Beckers officielle hjemmesideRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Boris Becker (født 22. november 1967 i den tyske by Leimen) er en tysk tennisspiller, Boris Becker blev verdenskendt, da han i 1985 i en alder af bare 17 år blev den hidtil yngste vinder af Wimbledon. Becker gentog sejren i 1986 for året efter sensationelt at blive slået ud allerede i anden runde. I 1989 vandt Becker endnu en gang Wimbledon, hvilket også skulle vise sig at være den sidste. Becker nåede i alt at spille 7 wimbledonfinaler.

De hurtige underlag som græs og mange indendørsunderlag var Beckers foretrukne. Her kunne han med sin store serv og sit stærke flugtspil dominere de fleste spillere – den store serv gav ham i øvrigt tilnavnet "Boom Boom". På den langsomme grusoverflade havde Becker det derimod svært, og det lykkedes ham aldrig at vinde en ATP-titel på grus. Han var dog tæt på i 1995, hvor han i finalen i den prestigefylde Monte Carlo-turnering havde matchbold mod den østrigske gruskonge Thomas Muster. Becker lavede imidlertid en dobbeltfejl, hvorefter det alligevel lykkedes Muster at hive sejren og dermed titlen i land.

Becker vandt i alt 49 ATP-titler i sin karriere, hvilket bl.a. inkluderede 6 Grand Slamtitler (Wimbledon 1985, 1986, 1989; US Open 1989; Australian Open 1991, 1996).

Becker var desuden med på det tyske hold, der vandt Davis Cup i 1988 og 1989. Ligeledes vandt han sammen med Michael Stich olympisk guld i double i 1992. Becker var i flere omgange nummer 1 på verdensranglisten i 1991, en placering han dog kun kunne smykke sig af i sammenlagt 10 uger. I 1999 indstillede Becker sin karriere på ATP-touren efter at have tabt til Patrick Rafter i 4. runde af Wimbledon.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]