Centrisme
- Denne artikel handler om det leninistiske/russiske begreb centrisme, for det politiske centrum se centrum (politik)
Centrisme er en ideologisk retning hyppigt knyttet til Karl Kautskys teorier. Centrisme som politisk omgreb tyder ofte en uklar eller inkonsekvent centrumposition mellem to klarere eller mere konsekvente positioner, i øjet til den som nytter omgrebet.
Benævnelsen blev i hvert fald brugt sådan af kommunister efter spaltning i den internationale arbejderbevægelse i to hoveddeler, man socialdemokratisk og reformistisk, en revolutionær og kommunistisk, efter den russiske revolution i 1917. Ordet blev da brugte om radikale socialister som værket var fornøjede med de gamle arbejderpartier som havde svigtet da den første verdenskrig pral ud i 1914, eller var villige til at følge alle paroler fra den nye kommunistiske Tredje Internationale. Sådanne venstresocialistiske partier fandt i en del lande, og i nogen land var de store. Det galdt mellem andre Det østrigske socialdemokratiske parti SDAP, den jødiske socialistbevægelse Bund i Polen og Det norske Arbeiderparti, som alle havde en sådan såkaldt centristisk position i mellemkrigstiden.
Om man ser væk fra ordet centrisme nytte som skældsord, kan man velbegrundet kritik af nogen socialistiske partier være at de har haft et stort sprække mellem revolutionær teori og reformistisk praksis. Det klareste historiske eksempel som ofte bliver nævnt er Det tyske socialdemokratiske parti SPD før den første verdenskrig, og et sådant skille mellem teori og praksis har og blevet kaldt centrisme. Dette sprække blev i SPD kritiseret både af Rosa Luxemburg, som villes have en mere revolutionær praksis, og Eduard Bernstein, som villes have en teori og ordbrug som var i overensstemmelse med den reformistiske praksis.
Videre læsning
V.I. Lenin: Udvalgte Værker, bind 16 (registerbindet), har under opslagsordet centrisme (side 47) en oversigt over emnets behandling i de øvrige bind. ISBN 87-579-0387-5, Forlaget Tiden 1989.