Dannelse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
For alternative betydninger, se Dannelse (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Dannelse)

Dannelse er et begreb for de tillærte evner; det vil sige evner, som ikke er medfødte. Ordets stamme "dan" betyder gjort, dannet, tilvirket.[1]

Der findes både en almen /folkelig og en faglig anvendelse af ordet. I den folkelige anvendelse af ordet kan det betyde alt fra "gode manerer a la Emma Gad" til et præg i personligheden. I den faglige betydning omtales dannelse ind imellem som det, der er blevet tilbage, når man har glemt, hvad man har lært. Det er ikke strengt nødvendigt at have en uddannelse for at være dannet, men man må nødvendigvis have lært af andre, da dannelsen står i forhold til forældrenes og bedsteforældrenes normer.

Dannelse handler om en forandring, som har fundet sted – eller som kan finde sted. I den pædagogiske debat tales der i dag om fire forskellige dannelsestraditioner [2]:

  • en konservativ retning, der betoner det klassiske dannelsesideal
  • en radikal retning, der søger helt nye dannelsesidealer (grøn pædagogik, fredspædagogik m.fl.)
  • en videnskabsorienteret retning, der søger tværfaglighed.
  • en Klafki-inspireret tradition, der forsøger at forene det klassiske indhold med et moderne demokratisk solidaritetsbegreb.
  • en folkelig dannelse dvs. en grundtvigsk dannelse hvor almuen og de fragmenterede grupper i samfundet får fælles reference til historie, kultur og kristendom. Dette dannelsesbegreb er det mest udbredte i Danmark.

Dannelse i litteraturen

Den tyske filosof Hegel (1770-1831) fremhævede, at menneskets væsen ikke er udtømt med, hvad det er af naturens hånd. Mennesket nøjes ikke med at fortære tingen – det former den / danner den. Ved at forme / danne tingene hæver mennesket sig over den umiddelbare blotte væren.[2]

Den dansk forfatter Meir Goldschmidt ( 1819-1887) bringer en almene definition af dannelse[3]:

Ved dannelse forstår jeg den udviklede evne til at være opmærksom, opfatte og tilegne sig en tanke, være selvstændig i sin dom, ville noget...

Grue Sørensen definerer dannelse på følgende måde [4]:

Dannelse betegner den proces gennem hvilken en person under indflydelse af ydre, i hovedsagen pædagogiske, sociale og kulturelle påvirkninger antager en bestemt beskaffenhed – desuden resultatet af denne proces, den omtalte beskaffenhed selv.

Se også

Litteratur

  • Gustavsson, Bernt: Dannelse i vor tid. Klim, 1998.
  • Hellesnes, Jon: Tilpasningsdannelse, socialiseringen og de materielle ordninger. I: Dale, Erling Lars (red.): Pædagogisk filosofi. Klim, 1999.
  • Jacobsen, Jens Christian (red.): Spor – en antologi om almendannelse. Kroghs Forlag, 1995.
  • Kemp, Vilhelm (red.): Horisont og pejling. Slagmark, 1994. En antologi om dannelse.
  • Schmidt, Lars Henrik: Utraditionel dannelse. I: Birgitte Holm Sørensen (red.): Det æstetiske i et dannelsesperspektiv

Referencer

  1. ^ Dansk Etymologisk Ordbog. Gyldendal,1989.
  2. ^ a b Dannelse – en kort introduktion
  3. ^ Bjørnvig, Thorkild (1958): Findes en akademisk dannelse? I: Begyndelsen (1960). København: Gyldendal.
  4. ^ Grue Sørensen: Almen pædagogik. Gjellerup, 1975.
KulturSpire
Denne artikel om kultur er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.