Spring til indhold

De syv vise

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
De syv vise vist i Nürnberg-krøniken af Hartmann Schedel (1440–1514).

De syv vise (græsk: οἱ ἑπτὰ σοφοί, hoi hepta sophoi) var i antikkens Hellas en ærestitulering til syv filosofer, poeter, statsmænd og lovgivere, som levede i tiden mellem 600- og 500-tallet f.Kr. og som var berømte i de påfølgende århundreder for deres visdom.

Traditionelt har hver af de syv vise repræsenteret et aspekt af verdensvisdom, som blev opsummeret i et ordsprog eller visdomsord. Selv om listen af vismænd varierer med forskellige navne, er den følgende den mest almindelige:

Platon lister i dialogen Protagoras[4] følgende syv vise: Thales; Bias; Solon; Pittakos; Kleobulos; Myson fra Chenae eller Chen; og Kilon. Det er den ældste kendte omtale af de syv vise.[5]

Diogenes Laertios har en liste som skiller sig noget ud fra Platons liste, hvor han fremmer Periandros fra Korint i stedet for Myson, ellers er listen identisk.[3]

Kilder/referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Hughes, Glyn (2012): «The Aphorisms of the Philosophers» Arkiveret 15. juli 2018 hos Wayback Machine, Squashed Philosphers
  2. ^ «Thales» Arkiveret 1. juli 2018 hos Wayback Machine, Wikiquote
  3. ^ a b "Seven Sages of Ancient Greece". Arkiveret fra originalen 1. juli 2018. Hentet 1. juli 2018.
  4. ^ Platon: Protagoras 343a
  5. ^ Griffiths, A.: «Seven Sages» i: Oxford Classical Dictionary (3. utg.).

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]