Den unge Werthers lidelser

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 7. sep. 2014, 23:16 af Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) Dipsacus fullonum bot (diskussion | bidrag) (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)

Den unge Werthers lidelser er en roman skrevet af den tyske digter og forfatter Johann Wolfgang von Goethe. Romanen var hans anden roman. Den udkom i 1774 og gjorde med ét Goethe berømt i hele Tyskland. Romanen var en af de bedste eksempler på den Sturm und Drang-bevægelse, som prægede Tyskland i denne periode.

Goethe, Johann Wolfgang: Den unge Werthers lidelser. Første udgave 1774

Romanens forhistorie

Goethe havde som juristpraktikant i 1772 lært Charlotte Buff at kende. Charlotte Buff var på det tidspunkt allerede gift, så der kunne ikke blive tale om et forhold mellem de to. Romanen er især præget af denne ulykkellige kærlighedshistorie og romanens kvindelige hovedperson, Lotte, anses af mange for at være Charlotte Buff. Yderligere blev Goethe inspireret til romanen af en juristkollegas selvmord, som kollegaen skulle have begået på grund af ulykkelig kærlighed.

Romanens handling

Romanen er skrevet som en brevroman, en populær skrivemåde på dette tidspunkt. Hovedpersonen, Werther, er en ung borgersøn som flygter væk fra byen og ud på landet for at nyde naturen og, kunne man med et moderne sprogbrug sige, realisere sig selv. På landet møder han den skønne Lotte, som han meget hurtigt bliver lidenskabeligt forelsket i. Mens Lottes forlovede, Albert, er bortrejst, udvikler de et nært platonisk forhold til hinanden.

Da Albert vender hjem ændres situationen sig dog markant. Lotte må til sidst presset af Albert forklare Werther, at de ikke kan ses længere. Werther kan ikke komme sig over den tabte kærlighed, og begår selvmord.

Romanen som repræsentant for Sturm-und-Drang

Romanen var Sturm-und-Drang-periodens nøgleroman. Historien om den unge protagonist der følger sine følelser i et og alt, og som udelukkende lever efter egne regler og opfattelser, er selve essensen af Sturm-und-Drang. Werther er slet ikke i stand til at håndtere hverken andre mennesker og deres følelser, endsige er han i stand til at leve livet med de skuffelser hans følelser nu engang må støde ind i. Selvmordet er den eneste mulighed for dette menneske.

Betydning for den europæiske ungdom – Werther-feber

Romanen havde stor betydning for den europæiske ungdom, og mange har med denne Werther-feber set det første ungdomsoprør i verdenshistorien. Gamle dogmer og især den rationelle tankegangs idealisering af fornuften midt i denne oplysningsperiode behagede ikke denne ungdom, der i stedet kastede sig ud i det følsomme og lidenskabelige. En rigtig ung mand gik klædt som Werther i romanen. Ungdommen ville ikke anerkende autoriteterne, og ville, kunne man med et hårdt ord sige, kun sig selv. Werther er netop en ekstrem egoist, der sætter sine egne behov frem for andres, og da hans behov ikke opfyldes, er døden den eneste udvej.

Romanen blev hårdt angrebet af kirken, der førte sager hvor de påstod at mange selvmord blev udøvet pga. bogens hovedperson. Hvor mange og om der overhovedet fandt selvmord sted er dog tvivlsomt. Bogen blev pga. kirkeligt pres forbudt mange steder, bl.a. i København.

En pudsig historie er, at Napoleon under sit felttog i Tyskland i 1808 mødte Goethe, hvor Napoleon viste sig som en stor kender af romanen, og endda gjorde Goethe opmærksom på en tekstfejl i romanen.

Wikimedia Commons har medier relateret til: