Digital båndoptager

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Digital båndoptager er en naturlig efterfølger til den klassiske, analoge båndoptager.

Grunden er den enkle, at lagring af et analogt lydsignal ikke er perfekt, men tilføjer støj i forbindelse med lagring på magnetbånd. Dette undgås ved anvendelse af de digitale teknikker, som blev introduceret på hjemmefronten med PC'en i midten af 1980'erne.

En DAT-optager – som den også kaldes – er en del af PC-miljøet, hvor man tilføjer digital-til-analog-konvertering (DTA) og omvendt analog-til-digital-konvertering (ATD).

Det kan også sammenlignes med CD-ROM og DVD, der dog i starten havde den klare begrænsning, at det var læsbare medier. Maskiner til kopiering af CD- og DVD-skiver var tidligere så kostbare, at ingen tænkte på følgeproblemet: Piratkopiering.

DAT var ikke den første digitale båndstandard inden for området – en tidlig form så dagens lys omkring 1980, men blev ikke nogen succes. Efterfølgeren var en hybrid – DCC, som bl.a. Philips-fabrikkerne forsøgte at gøre populær, men også den led skibbrud. Faktisk er DAT-båndoptagere måske kun kendt inden for professionelle studier, men risikoen for at de ville give anledning til udbredt piratkopiering fik bl.a. amerikanere til at lovgive i denne anledning (Audio Home Recording Act of 1992) – eller den såkaldt DAT-skat, som måske i Danmark kan sammenlignes med blankmedievederlag.

Desuden introducerede man SCMS (Serial Copy Management System) i DAT-båndoptagere for at hindre digital kopiering, men det er heller ikke særlig udbredt – eftersom udviklinger inden for IT-branchen gik helt andre veje, nemlig til CD- – og DVD-brændere på den ene side og DVD-optagere på den anden side. Udover en perfekt lydkopi er man her tæt på også at skabe mulighed for næsten perfekte billedsekvenskopier.