Finneskatten

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Finneskatten var en skat, som samerne (tidligere kaldet "finnerne") i det nutidige område Nordkalotten (beliggende i Norge, Sverige, Finland og Rusland), skulle betale til de regerende magter. Ordet "skat" (norrønt skattr) blev brugt om den afgift, der blev opkrævet i områder uden for riget.

I slutningen af 800-tallet, førte håløghøvdingen Ottars besøg i England til nedfældelse af hans beretninger fra hjemstavnen. Finneskatten, som allerede da var veletableret og reguleret i detaljer, var Ottars vigtigste indtægtskilde. Stormændene rejste på finnefærd i de samiske områder og opkrævede skat og handlede med samerne. Ottar fortæller, at hver mand blev beskattet efter æt og byrd, og opremsede hvad den rigeste måtte betale:

Efterhånden overtog det norske kongehus opkrævningen af finneskatten, og kongen kunne dermed give retten til at drage på finnefærd, som "len" til en stormand.

Senere skulle samerne også betale skat til Sverige og Rusland. I 1326 blev nordmændenes og russernes skatteret over for samerne fastslået i Traktaten med Novgorod, og begge lande kunne derefter opkræve skat fra samerne fra Lyngen-Balsfjord-området til Kolahalvøen.

Finneskatten var oprindelig en jægerskat, men fra 1530 var der to former for finneskat i Finnmark. Havfinneskatten, som blev betalt med penge og tørfisk, og fjeldfinneskatten, der blev betalt med skind, indlandsfisk og penge. Efter sigende var finneskatten ti gange højere, end hvad storbønderne i Trøndelag skulle betale på samme tid. I 1600-tallet gav Kalmarkrigen nordmændene eneret til at opkræve havfinneskatten. Da kong Frederik 3. i 1666 overdrog krongodserne i Nord-Norge til Joachim Irgens fra Vestervik, fulgte også retten til finneskatten med.

Ekstern henvisning[redigér | redigér wikikode]