François de La Rochefoucauld

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

François de La Rochefoucauld (16131680) var en fransk filosof og forfatter der skrev maksimer. Hans menneskesyn er inspireret af hans praktiske erfaring og er hverken sentimentalt eller fordømmende. Han havde indtil 1680 den adelige tittel af Prince de Marcillac.

Liv[redigér | redigér wikikode]

La Rochefoucauld blev som adelsmand uddannet i jagt, hofetikette, elegance i opførsel og udtryk sammen med praktisk viden.[1] Som 15årig blev han gift med Andrée de Vivonne.[2] Det følgende år sluttede han til hæren og blev næsten med det samme en offentlig skikkelse. Han var en dygtig soldat selv om dette aldrig blev formelt anderkendt. Med hjælp fra Madame de Chevreuse, sluttede han sig til Anna af Østrig. Da Madame de Chevreuse ofte var i konflikt med Richelieu var hans position ved hoffet ofte problematisk og han var flere gange i eksil på hans faders ejendomme. Under belejringen af Paris var han en fremtrædende skikkelse, kæmpede i mange af slagene og blev alvorligt såret under belejringen af Mardyke.[3]

Efter Fronden trak La Rochefaucauld sig tilbage til sin ejendom Verteuil. Han vendte først tilbage til hoffet da Ludvig XIV blev konge. Det var i denne periode han skrev sine værker.[3]

François de La Rochefoucauld

Værk[redigér | redigér wikikode]

Hans vigtighed som en politisk og historisk skikkelse er langt mindre end den rolle han har i fransk litteratur. Hans værk er i tre dele: Hans Memoirs, hans Maximer og hans breve.

Han genskrev sine maximer flere gange i sin livstid, og der blev også tilføjet til den efter hans død. Det er i dag normalt at udgive dem i hele deres omfang af 504 maksimer.[4] De fleste består kun af to eller tre linjer og stort set ingen er længere end en halv side. La Rochefoucald reflekterer over mennesket adfærd og motivation som en verdensmand der ikke prøver at forskønne billedet.

Indflydelse[redigér | redigér wikikode]

Næsten alle de store franske kritikere fra det 18. århundrede skrev om La Rochefoucauld. Filosoffen Friedrich Nietzsche var en stor beundrer af La Rochefoucauld og blev ikke kun påvirket af hans etik, men også af hans stil.

Oversat til dansk[redigér | redigér wikikode]

Literatur[redigér | redigér wikikode]

  • Gerhard Hess: Zur Entstehung der „Maximen“ La Rochefoucaulds. Arbeitsgemeinschaft für Forschung des Landes Nordrhein-Westfalen, Westdeutscher Verlag, Köln 1957
  • Margot Kruse: Die Maxime in der französischen Literatur. Studien zum Werk La Rochefoucaulds und seiner Nachfolger. Cram, De Gruyter & Co, Hamburg 1960
  • Oskar Roth: Die Gesellschaft der "honnêtes gens". Zur sozialethischen Grundlegung des "honnêteté"-Ideals bei La Rochefoucauld. Winter, Heidelberg 1982
  • Jutta Weiser: Vertextungsstrategien im Zeichen des ‚désordre‘. Rhetorik, Topik und Aphoristik in der französischen Klassik am Beispiel der ‚Maximes‘ von La Rochefoucauld, Winter, Heidelberg 2004
  • Edoardo Costadura: Der Edelmann am Schreibpult. Zum Selbstverständnis aristokratischer Literaten zwischen Renaissance und Revolution. Niemeyer, Tübingen 2006, ISBN 3-484-55046-5.
  • Hans Georg Coenen: Die vierte Kränkung. Das Maximenwerk La Rochefoucaulds. Deutscher Wissenschafts-Verlag, Baden-Baden 2008
  • Oskar Roth: La Rochefoucauld auf der Suche nach dem selbstbestimmten Geschmack. Winter, Heidelberg 2010. ISBN 978-3-8253-5641-5

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Montadon, Alain, Collectif sous la direction de. Dictionnaire Raisonné de la politesse et du Savoir-vivre, du Moyen Âge à nos jours. Éditions de Seuil, Paris. 1995.
  2. ^ Brémond d'Ars, Guy (vicomte de), Le père de Madame de Rambouillet, Jean de Vivonne: sa vie et ses ambassades près de Philippe II et à la cour de Rome, E. Plon, Nourrit & Cie, Imprimeurs-Éditeurs, Paris, 1884, p. 387: [1]
  3. ^ a b Chisholm 1911.
  4. ^ Prof. Långfors, membre de l'Institut [Académie des inscriptions et belles lettres] & professor at the École des Hautes Études at Sorbonne 1919-20