Frederik Karl af Hessen-Kassel

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 6. maj 2014, 19:38 af Steenthbot (diskussion | bidrag) Steenthbot (diskussion | bidrag) (bot: indsæt skabelon autoritetsdata)
Frederik Karl af Hessen
Ridder af Elefantordenen

1895

Frederik Karl af Finland, (tysk: Friedrich Karl Ludwig Konstantin von Hessen-Kassel), (svensk: Fredrik Karl av Hessen), (finsk: Väinö I, Kaarle I eller Fredrik Kaarle), (1. maj 1868- 28. maj 1940), var valgt til konge af Finland oktober 1918december 1918. På grund af de urolige forhold ved afslutningen af 1. verdenskrig tiltrådte han aldrig som finsk konge.

Kongens navn

Der er stor usikkerhed om, hvilket navn Frederik Karl ville have valgt, hvis han var kommet til Finland. I eftertidens (inofficielle, semi-officielle) finske dokumenter findes navnet Väinö. I finske dokumenter fra 1918 kaldes han Kaarle eller Fredrik Kaarle.

Et forslag om at optage markante finske landområder i kongens titel lød: "Kaarle I, Suomen ja Karjalan kuningas, Ahvenanmaan herttua, Lapinmaan suuriruhtinas, Kalevan ja Pohjolan isäntä". (På dansk "Karl 1., Finlands og Karelens konge, Ålands hertug, Laplands storfyste, Kalevalas (Bjergenes, Fjeldenes) og Den Botniske Bugts herre (husbond)".)

Valget af kongen

Landdagen valgte Frederik Karl til konge den 9. oktober 1918. Valget skete efter reglerne i paragraf 38 i den svensk-finske grundlov fra 1772. Nogle jurister bestred dog valgets gyldighed, da de mente, at paragraffen var forældet.

Frederik Karl gav afkald på tronen den 14. december 1918.

Frederik Karls familie

Frederik Karl var tredje søn af landgreve (Landgraf) Frederik af Hessen-Kassel og Anna af Preussen. Hans farfars farbror Wilhelm blev kurfyrste i 1803. Hans farfars farfars farbror var Frederik 1. af Sverige, som var konge, da Sverige også omfattede Finland. Frederik Karls far Frederik af Hessen-Kassel var bror til Louise af Hessen-Kassel, dronning af Danmark.

Gennem sit ægteskab med Margrete Beatrice Feodora af Preussen blev Frederik Karl svoger til den tyske kejser Wilhelm II. Denne nære forbindelse til kejseren var én af grundene til, at han blev valgt til konge af Finland.

Da deres far døde, blev Frederik Karls ældste bror Friedrich Wilhelm overhoved for huset Hessen-Kassel, og derefter ovetog den næste bror Alexander posten. Alexander abdicerede som overhoved den 15. marts 1925 og efterfulgtes af Frederik Karl.

Frederik Karl og hans hustru havde seks børn, heraf to tvillingepar:

  • Friedrich Wilhelm Sigismund (1893-1916)
  • Maximilian Friedrich Wilhelm Georg (1894-1914)
  • Philipp (1896-1980)
  • Wolfgang Moritz (1896-1989)
  • Christoph Ernst August (1901-1943)
  • Richard Wilhelm Leopold (1901-1969)

Tre af sønnerne døde i krig, de to ældste i 1. verdenskrig og den næstyngste i 2. verdenskrig.

Ved Frederik Karls død efterfulgtes han af sin ældste overlevende søn Philip som slægtens overhoved. Var Frederik Karl blevet konge i Finland, var Wolfgang Moritz sandsynligvis blevet tronfølger.

Wikimedia Commons har medier relateret til: