Frederikshavn Værft og Flydedok
Frederikshavn Værft og Flydedok, også kendt som Danyard, var et dansk skibsværft, der var beliggende i Frederikshavn. Værftet lukkede i 1999 og bygningerne anvendes i dag af Frederikshavn Maritime Erhvervspark.
Værftet blev grundlagt som H.V. Buhls Træskibsværft i 1870[1] af skibsbygger H.V. Buhl, der i 1913 fratrådte som følge af værftets økonomiske problemer.[2] Aktionærer og DFDS skaffede ny kapital og etablerede et nyt selskab med navnet Frederikshavn Værft og Flydedok. Værftet blev i begyndelsen af 1900-tallet omlagt til at bygge større skibe af stål, hvorfor der blev etableret først en flydedok, der i 1960'erne blev suppleret af endnu en.
Op mod 10 procent af Frederikshavns befolkning arbejdede på værftet i perioden 1960-1970, svarende til ca. 2.500 medarbejdere.[2]
Værftet blev i 1981 overtaget af J. Lauritzen, der ændrede navnet til Danyard. I sine sidste år byggede værftet blandt andet køleskibe og kemikalietankskibe, bulkcarriers, mindre containerskibe samt militære patruljefartøjer og inspektionsskibe.[1] Det lukkede i 1999, hvorefter den nuværende erhvervspark blev etableret. Værftsfaciliteterne med bedding og kraner er udlejet til Orskov Yard.[2]
Området er af Slots- og Kulturstyrelsen udpeget som bevaringsværdig industrihistorie og rummer en række bygninger, hvoraf de ældste er fra 1917, mens de yngste er fra 1970'erne.[2]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ a b Holger Munchaus, Pedersen (7. januar 2010). "Danyard A/S". Den Store Danske (lex.dk online udgave). Hentet 19. maj 2024.
- ^ a b c d "Frederikshavn Værft og Flydedok". Slots- og Kulturstyrelsen. Hentet 19. maj 2024.