Georg af Braunschweig-Lüneburg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Jump to navigation Jump to search
Georg af Braunschweig-Lüneburg

GeorgCalenberg-1-.jpg

Personlig information
Øgenavn Der FangendeRediger på Wikidata
Født 17. november 1582Rediger på Wikidata
CelleRediger på Wikidata
Død 2. april 1641 (58 år)Rediger på Wikidata
HildesheimRediger på Wikidata
Gravsted Stadtkirche St. MarienRediger på Wikidata
Far Wilhelm d.y. av Braunschweig-LüneburgRediger på Wikidata
Mor Dorothea af DanmarkRediger på Wikidata
Søskende Sybille av Braunschweig-Lüneburg,
Dorothea av Braunschweig-Lüneburg,
Christian,
Ernest II,
August I.,
Friedrich IV,
Sophie av Braunschweig-Lüneburg,
Margarethe av Braunschweig-LüneburgRediger på Wikidata
Ægtefælle Anna Eleonora af Hessen-DarmstadtRediger på Wikidata
Børn Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg,
Ernst August,
Georg Wilhelm,
Johann Friedrich,
Christian LudwigRediger på Wikidata
Familie Christian 3. (bedstefar)Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Friedrich-Schiller-Universität JenaRediger på Wikidata
Medlem af Det Frugtbringende SelskabRediger på Wikidata
Beskæftigelse MilitærpersonRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Georg af Welf, født 17. februar 1582, død 2. april 1641, var hertug af Braunschweig-Lüneburg og stamfader til huset Hannover. Han var søn af Vilhelm den Yngre af Braunschweig-Lüneburg og Dorothea af Danmark, og han var gift med Anna Eleonora af Hessen-Darmstadt.

Han trådte 1612 i dansk tjeneste og deltog i Kalmarkrigen men var imod Danmarks indblanding i Den Nedersaksiske Kreds' anliggender og forsøgte forgæves at forene dettes fyrster i væbnet neutralitet. Efter det fejlslagne forsøg gik han i 1626 i kejserlig tjeneste frem til 1630. Restitutionsediktet, som fik den katolske kirke til at stille krav om hans slægts besiddelser, fik ham til i 1631 at træde i tjeneste som general for Gustav II Adolf. Han satte dog hele tiden sit eget lands og egen slægts interesser forud for Sveriges og optrådte især efter Gustav II Adolfs død meget selvstændigt. Den gensidige mistro forhindrede den fulde udnyttelse af Georgs sejr i slaget ved Oldendorf den 28. juni 1633, og i 1635 tilsluttede han sig indgåelsen af freden i Prag. I 1636 blev han regerende Fyrste af Calenberg og nærmede sig da med sine brødre atter Sverige, da kejseren ikke ville tilbagegive det vigtige Wolfenbüttel. I 1639 indgik Georg forbund med Hessen-Kassel, og i 1640 lod han sine tropper forene med Johan Banérs, men døde allerede foråret efter, hvilket bidrog til en svær krise for Sveriges krigsførsel.[1]

Børn[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. ^ Svensk uppslagsbok, Malmö 1932