George Monck, 1. hertug af Albemarle

George Monck, 1. hertug af Albemarle

George Monck, 1. hertug af Albemarle (6. december 1608 i Devonshire (Potheridge) – 3. januar 1670 i London) var en engelsk general.

Monck var af god familie og begyndte, efter at være uddannet i nederlandsk tjeneste, allerede i en alder af 17 år sin lange militære løbebane. Efter først at have gjort tjeneste på flåden gik han over i landhæren og avancerede, da han var en særdeles dygtig officer, koldblodig og beregnende og over for soldaterne i stand til både at holde udmærket disciplin og vinde deres hengivenhed, i forholdsvis kort tid til oberstløjtnant, inden borgerkrigen brød ud.

Han sluttede sig til royalisterne og blev som oberst sendt til Irland, hvor han i et par år under de vanskeligste forhold, da hans soldater manglede alt, holdt kampen gående med parlamentets tropper. 1642 gik han tilbage til England og var nu stabschef i kongens hær, indtil han 1644 blev gjort til fange af parlamentstropperne. Først 2 år efter blev han fri og opgav nu kongens sag, hvorpå han blev sendt til Irland (1647) mod royalisterne, der i juli 1649 nødte ham til at kapitulere og rømme alle sine stillinger.

Hans underhandlinger i den anledning, gjorde ham mistænkelig i parlamentet, der ikke vilde godkende kapitulationen, men Cromwell, som forstod at vurdere hans militære evner, ansatte ham som generalløjtnant i den hær, han 1650 førte til Skotland, hvor Monck, der gentagne gange udmærkede sig i kampen mod Karl II's tilhængere, nu forblev som kommanderende general indtil 1660, når undtages, at han 1653 under Blake deltog i søkrigen mod Holland og blandt andre træfninger også var med i det blodige slag ved Katwijk (8 —10. Aug.), hvor Martin Tromp faldt.

Under sit ophold i Skotland afviste han vel Royalisternes tilnærmelser, men Cromwells parti stolede ikke paa ham, og efter protektorens død og hans søns tilbagetræden året efter (1659) ventede alle, at M. vilde gøre ende paa militærherredømmet. Med sin sædvanlige forsigtighed forhastede han sig ikke, og først nytaarsdag 1660 marcherede han med 6000 mand ind i England og drog mod London, som han besatte uden modstand.

De af Cromwell 1648 udelukkede parlamentsmedlemmer blev nu atter indkaldt og indtog igen deres sæde i Parlamentet, og forhandlingerne mellem M. og Karl II havde så god fremgang, at det nyvalgte Parlament, der 25. Apr. afløste »det lange Parlament«, allerede 8. Maj kunne erklære Karl for Englands konge, hvorpå hans festlige landstigning fandt sted 26. maj. M. blev selvfølgelig overøst med Hædersbevisninger af den taknemmelige Konge, der udnævnte ham til hertug af Albemarle, hosebåndsridder, Overstaldmester, Kammerherre og medlem af Geheimeraadet.

Monck kom dog hverken til at spille en rolle som politiker eller ved hoffet, men fandt lejlighed til atter at udmærke sig som kriger, idet han som admiral kæmpede med den hollandske flåde under Ruyter i det vældige firedagesslag ved Dunkerque (11.— 15. Juni 1666), hvor hollænderne sejrede, men et Par Uger efter tilføjede M. dem et føleligt nederlag. Lige til sin død var M. genstand for stor respekt fra alle sider.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.