Henry Herbert, 4. jarl af Carnarvon

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Henry Herbert, 4. jarl af Carnarvon

4th Earl of Carnarvon.jpg

Personlig information
Født 24. juni 1831 Rediger på Wikidata
London, Storbritannien Rediger på Wikidata
Død 29. juni 1890 (59 år) Rediger på Wikidata
Portman Square, Storbritannien Rediger på Wikidata
Nationalitet England Engelsk
Politisk parti Konservative Parti Rediger på Wikidata
Far Henry John George Herbert Rediger på Wikidata
Mor Henrietta Anne Howard-Molyneux-Howard Rediger på Wikidata
Søskende Auberon Herbert,
Lady Eveline Alicia Juliana Herbert Rediger på Wikidata
Ægtefæller Elizabeth Carnarvon (fra 1878),
Lady Evelyn Stanhope (fra 1861) Rediger på Wikidata
Børn George Herbert, 5. jarl af Carnarvon,
Aubrey Herbert,
Mervyn Robert Howard Molyneux Herbert,
Lady Winifred Anne Henrietta Christiana Herbert,
Lady Margaret Leonora Evelyn Selina Herbert,
Lady Victoria Alexandrina Mary Cecil Herbert Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Eton College,
Christ Church College Rediger på Wikidata
Medlem af Royal Society,
Society of Antiquaries of London Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Arkæolog, politiker Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Fellow of the Royal Society,
Fellow of the Society of Antiquaries Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Henry Howard Molyneux Herbert (født 24. juni 1831, død 29. juni 1890) var en engelsk politiker og et ledende medlem af det konservative parti. Han var bror til Auberon Herbert og far til George och Audrey Herbert.

Herbert blev jarl af Carnarvon, da hans far Henry John George Herbert døde i 1849. Efter at have taget sin eksamen ved Oxford, begyndte han at spille en fremtrædende rolle i Overhuset. Han var viceminister for kolonierne i 1858 og blev koloniminister i 1866. Han fremlagde den britisk-nordamerikanske traktat, som gav Canada selvstyre i 1867. Senere samme år trak han sig sammen med Robert Arthur Talbot Gascoyne-Cecil og Jonathan Peel tilbage i protest mod Benjamin Disraelis reformlov. Han var tilbage som koloniminister i 1874 og gik i gang med at indføre selvstyre for Kapkolonien på samme måde, som han havde gjort for Canada. Han tog problemet imperialisme i Afrika op ved mange lejligheder, mens han havde embedet. Han trak sig i 1878 i opposition til Disraelis politik i spørgsmålet Fjernøsten, men da hans parti returnerede til magten i 1885, blev han vicekonge i Irland. Hans korte periode på posten, som er kendt på grund af en konflikt i et samvittighedsspørgsmål mellem ham og Charles Stewart Parnell vedrørende irsk selvstyre, blev afsluttet af endnu en for tidlig opsigelse. Han returnerede aldrig til embedet.

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Roberts, Andrew. Salisbury: Victorian Titan. London: Orion Books, 2000 [c1999].