Hull-noten
Udkast til foreslået grundlag for aftale mellem De forenede Stater og Japan, i reglen blev omtalt som Hull noten var det sidste forslag, som blev afleveret til Kejserriget Japan af De Forenede Stater inden angrebet på Pearl Harbor den amerikanske krigserklæring. Noten blev afleveret den 26. november 1941 og er opkaldt efter den amerikanske udenrigsminister Cordell Hull.
Baggrund
De forenede Stater var modstander af den 2. kinesisk-japanske krig og japanske troppers besættelse af en del af Kina. Som protest sendte De forenede Stater støtte til den nationalistiske regering under Chiang Kai-shek, indefrøs japanske aktiver i De forenede Stater og gennemførte et olie embargo mod Japan.
Den 5. november 1941 godkendte kejser Hirohito planen om angreb på Pearl Harbor.[1] Samtidig gjorde hans regering en sidste indsats for at nå en diplomatisk løsning på deres uenigheder med USA. Ambassadør Kichisaburō Nomura fremsatte to forslag for den amerikanske regering.
Det første, forslag A, fremlagde han den 6. november. Det gik ud på at afslutte den kinesisk-japanske krig med en delvis tilbagetrækning af japanske tropper. Amerikanske efterretningstjenester havde dekrypteret nogle af Japans diplomatiske koder, så de vidste, at der var et andet opfølgende forslag, hvis forslag A blev afvist. De Forenede Stater svarede henholdende og derpå afviste de forslag A den 14. november 1941.
Den 20. november 1941 fremlagde Nomura forslag B, som foreslog at Japan stoppede yderligere militære aktiviteter til gengæld for en million gallons (3,800 m³) flybenzin fra USA. De Forenede Stater skulle til at fremsætte et modforslag til denne plan, som omfattede en månedlig forsyning af olie til civilt brug, men præsident Franklin D. Roosevelt modtog en lækket oplysning om Japans krigsplaner og nyheden om at japanske troppeskibe var på vej mod Indokina. Han vurderede, at japanerne ikke forhandlede for alvor og gav udenrigsminister Hull besked på at opgive modforslaget.
Noten
Den 26. november 1941, gav Hull den japanske ambassadør "Hull noten", der som en af betingelserne krævede fuldstændig tilbagetrækning af alle japanske tropper fra Fransk Indokina og Kina. Den omtalte ikke Manchukuo, hvor tusinder af japanske civile allerede var bosat. Den japanske premierminister Tojo Hideki sagde til sin regering: "Dette er et ultimatum".
Angrebsstyrken som angreb Pearl Harbor var afsejlet dagen i forvejen, om morgenen den 26. november 1941 japansk tid. Den kunne være blevet kaldt tilbage undervejs, men ingen yderligere diplomatiske fremskridt blev gjort, og den 1. december godkendte kejser Hirohito krigen mod USA, Storbritannien og Holland, som begyndte med angrebet på Pearl Harbor, Malaya og Filippinerne.[2]
Nogle moderne japanske kommantatorer siger, at noten var udformet efter at trække Japan ud i krig, og hævder således, at Japan ikke var den angribende nation i Stillehavskrigen. Toshio Tamogami, som var stabschef for det japanske forsvar, blev i 2008 afskediget af den japanske regering for at indtage denne holdning.[3]
Noter
- ^ Peter Wetzler, Hirohito and War, 1998, p.39
- ^ Wetzler, ibid, p.39.
- ^ Tamogamis kontroversielle essay
Referencer
- Costello, John, The Pacific War 1941-1945 (New York: William Morrow, 1982) ISBN 0-688-01620-0
- Hamilton Fish, Tragic Deception: FDR and America's Involvement in World War II (Devin-Adair Pub, 1983) ISBN 0-8159-6917-1
- Robert A. Theobald, Final Secret of Pearl Harbor (Devin-Adair Pub, 1954) ISBN 0-8159-5503-0 ISBN 0-317-65928-6 Foreword by Fleet Admiral William Frederick Halsey, Jr.
- Albert C. Wedemeyer, Wedemeyer Reports! (Henry Holt Co, 1958) ISBN 0-89275-011-1 ISBN 0-8159-7216-4
- Peter Wetzler, Hirohito and War, University of Hawaii press, 1998 ISBN 0-8248-1925-X