Jean-François Marmontel
For alternative betydninger, se Marmontel. (Se også artikler, som begynder med Marmontel)
| Jean-François Marmontel | |
|---|---|
|
| |
| Personlig information | |
| Født |
11. juli 1723  Bort-les-Orgues, Frankrig |
| Død |
31. december 1799 (76 år) Saint-Aubin-sur-Gaillon, Frankrig |
| Dødsårsag |
Apopleksi |
| Gravsted |
Saint-Aubin-sur-Gaillon |
| Nationalitet |
 Fransk |
| Far |
Martin Marmontel |
| Mor |
Marianne Gourdes |
| Søskende |
Anne Marmontel, Marie-Jeanne Marmontel, Antoinette Marmontel, Jean Marmontel, Antoine Marmontel, Jeanne Marmontel |
| Familie |
Antoine-François Marmontel |
| Uddannelse og virke | |
| Medlem af |
Académie française (1763-1799), Académie des sciences, belles-lettres et arts de Rouen |
| Beskæftigelse |
Journalist, historiker, dramatiker, skribent, litteraturkritiker, filosof, digter, romanforfatter, encyklopædist, librettist med flere |
| Arbejdsgiver |
Bâtiments du Roi (fra 1753) |
| Arbejdssted |
Paris |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Jean-François Marmontel (født 11. juli 1723, død 31. december 1799) var en fransk historiker, encyklopædist og forfatter.
Marmontel blev født af fattige forældre i Bort-les-Orgues, Corrèze. Efter at have læst hos en af Jesuiterordenens skoler i Mauriac, Cantal, underviste han som lærer på deres skoler i Clermont og Toulouse. Efter Voltaires råd rejste han i 1745 til Paris for at prøve lykken som forfatter. Mellem 1748 og 1753 skrev han en lang række tragedier (Denys le Tyran (1748); Aristomene (1749); Cleopâtre (1750); Heraclides (1752); Egyptus (1753)), som dog kun opnåede moderat succes på scenen, men som sikrede ham optagelse i Paris' fashionable litterære kredse.
Han skrev en del artikler til Denis Diderots Encyclopédie der viste stor kritisk indsigt. Artiklerne blev samlet og udgivet i et selvstændigt værk med titlen Eléments de Littérature, der stadig regnes for en klassiker i fransk litteratur. Han skrev også adskillige humoristiske operaer, af hvilken de to bedste er Sylvain (1770) og Zémire et Azore (1771). I kontroversen mellem Christoph Willibald Gluck og Niccolò Piccinni var han en ivrig forkæmper for Piccinni, med hvem han samarbejdede om værkerne Didon (1783) og Penelope (1785).
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- Biografi i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1924)