Julius Schnorr von Carolsfeld

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Julius Schnorr von Carolsfeld

Julius Schorr von Carolsfeld, by Leonhard Gey.jpg

Personlig information
Født 26. marts 1794Rediger på Wikidata
LeipzigRediger på Wikidata
Død 24. maj 1872 (78 år)Rediger på Wikidata
DresdenRediger på Wikidata
Gravsted Alter AnnenfriedhofRediger på Wikidata
Far Hans Veit Friedrich Schnorr von CarolsfeldRediger på Wikidata
Søskende Ludwig Ferdinand Schnorr von CarolsfeldRediger på Wikidata
Barn Ludwig Schnorr von CarolsfeldRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted Wien KunstakademiRediger på Wikidata
Elev af Heinrich Friedrich FügerRediger på Wikidata
Beskæftigelse Kunstmaler, universitetslærer, illustratorRediger på Wikidata
Arbejdsgiver Akademie der Bildenden Künste MünchenRediger på Wikidata
Elever Andreas Johann Jacob Müller, Gustav JägerRediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Pour le Mérite for videnskab og kunst,
Bayerske Maximiliansorden for videnskab og kunst (1853)Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Julius Schnorr von Carolsfeld (født 26. marts 1794 i Leipzig, død 24. maj 1872 i Dresden) var en tysk maler.

Brylluppet i Kana, 1819

Julius var søn af maleren og radereren Veit Johann (Hans) Schnorr (1764—1841, direktør for Leipzig-Akademiet),. Efter kunstnerisk uddannelse under faren og på Wien Kunstakademi (Heinrich Friedrich Füger) tog Schnorr 1817 til Italien. I Rom sluttede han sig til Peter von Cornelius, Friedrich Overbeck og deres kreds og til den ny kristeligromantiske og nazarenske kunstbevægelse (det store Brylluppet i Kana [1819], Jakob og Rachel med mere); 1820—26 optoges han af et større freskoarbejde: Udsmykningen af et værelse i Villa Massimo med 23 kompositioner efter Ludovico Ariostos Rasende Roland. Tilnærmelsen til nazarenerne blev dog for ham kun et gennemgangspunkt i udviklingen. Som han under ny-katolicismen havde bevaret sin protestantiske tro, forstod han at bevare sin kunstneriske selvstændighed over for tidens strømninger. Ingen stor ånd, men fantasifuld, ærlig og alvorlig i sit arbejde blev han en kunstens justemilieu-mand. 1827 blev han professor ved Münchens Akademi. Til slottet malede han a fresco en række Niebelungen-billeder færdiggjort i 1867, samt i enkaustisk teknik kække og livfulde skildringer fra Karl den Stores, Frederik Barbarossas og Rudolf af Habsburgs liv. 1846—71 virkede Schnorr som akademiprofessor og direktør for Galleriet i Dresden. Fra denne tid stammer arbejder som Kristus med Korset og Sigfrid’s Afsked med Chrimhild, og en mængde illustrationsarbejder. Schnorr er måske betydeligst som illustrator; først og fremmest hans i træsnit vidtudbredte bibelillustrationer, endvidere tegningerne til den Cottaske pragtudgave af Der Niebelungen Not; til Saint Paul's Cathedral i London udførte Schnorr en del kartons til glasmalerier. Arbejder af Schnorr i mange tyske museer feks. i Maximilianeum i München: Luther i Worms. En række på ca. 100 landskabelige naturstudier fra 1819—27 udgav Jordan 1878.

Ældre litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Briefe aus Italien von Julius Schnorr von Carolsfeld, Gotha, 1886
  • Tagebücher, 1895, udgivet af sønnen Franz von Schnorr;
  • Hans Wolfgang Singer, Julius Schnorr von Carolsfeld, Bielefeld/Leipzig, 1911, Künstler-Monographien 103
Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til:


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.