Jurij Nikulin
| Jurij Nikulin | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født |
Юрий Владимирович Никулин  18. december 1921 Demidov[1], Smolensk oblast, Rusland |
| Død |
21. august 1997 (75 år) Moskva, Rusland |
| Dødsårsag |
Hjerteinsufficiens |
| Gravsted |
Novodevitjekirkegården |
| Nationalitet |
Sovjetunionen Rusland |
| Politisk parti |
Sovjetunionens Kommunistiske Parti |
| Beskæftigelse |
Filmskuespiller, cirkusartist, militærperson, klovn |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser |
Jubilæumsmedalje "For tappert arbejde (For militær tapperhed). For fejringen af 100-året for Vladimir Lenins fødsel" Jubilæumsmedaljen for 70-året for Sovjetunionens væbnede styrker Fædrelandets fortjenstordens tredje grad Den patriotiske krigs orden 2. klasse Leninordenen med flere |
| Signatur | |
 | |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. | |
Jurij Vladimirovitj Nikulin (russisk: Юрий Владимирович Никулин født 18. december 1921, død 21. august 1997) var en sovjetisk og russisk skuespiller og klovn, der medvirkede i mange populære film.
Han er bedst kendt for sine roller i Leonid Gajdajs komedier, såsom Diamantarmen og Kavkazskaja plennitsa, ili Novyje prikljutjenija Sjurika (da.: Den kaukasiske fange, eller Sjuriks nye eventyr), selvom han lejlighedsvis medvirkede i dramatiske roller.[2] Han havde endvidere en stor karriere som klovn ved Cirkusset i Moskva, der tog navn efter Nilkulin.
Han blev i 1973 tildelt hæderen Folkets Kunstner i USSR og Det Socialistiske Arbejdes Helt i 1990. Han modtog også en række statspriser, herunder den prestigefyldte Leninorden, som han modtog to gange.
Biografi[redigér | rediger kildetekst]
Opvækst og militærkarriere[redigér | rediger kildetekst]
Nikulin blev født i byen Demidov i Smolensk oblast lige efter afslutningen af Den Russiske Borgerkrig. Familien flyttede til Moskva i 1925. Jurij forlod skolen i Moskva i 1939 og blev få måneder senere indkaldt til militærtjeneste. [3]
Nikulin blev indkaldt til Den Røde Hær den 18. november 1939 i en alder af 17 år. I december 1939 blev han sendt til vinterkrigen mod Finland og gjorde tjeneste ved et luftværnsbatteri nær Sestroretsk.[4]
I 1941 ventede Nikulin på hjemsendelse, men da den tyske invasion af Sovjetunionen begyndte, blev hjemsendelsen udskudt. Han blev i 1942 med sin deling placeret i nærheden af det belejrede Leningrad. Efter krigens afslutning blev han i begyndelsen af 1946 hjemsendt fra hæren.[5] [3][4]
Cirkuskarriere[redigér | rediger kildetekst]
Da krigen sluttede, forsøgte Nikulin uden held at komme ind på skuespillerskolen VGIK. Han blev i stedet optaget på Noginsk teaterskole, men ombestemte sig snart og gik ind i Moskva-cirkusskolen.[3] [6]
Nikulins stil, præcise timing og hans sjove masker gjorde ham til en fremragende komiker.[7] Han begyndte som assistent for Karandasj, dengang den mest berømte klovn i USSR. I cirkusskolen mødte Nikulin Mikhail Shuidin. De dannede en klovneduo og optrådte sammen gennem hele deres karriere.[8]
I manegen spillede Nikulin en flegmatisk, langsom og ikke-smilende person. Han blev også uden for USSR hyldet som "en hjerneklovn" med rig mimik og udtryksfuldhed, og sammenlignet med Buster Keaton og Charlie Chaplin.[9][10]
Nikulin stoppede med at optræde som klovn som 60-årig. Han forklarede, at "en klovn skal ikke være grå og se patetisk ud".[11][12] [13]
Han blev direktør for Moskvas Cirkus på Tsvetnoj Boulevard og blev efterfulgt på posten af sin søn Maxim.[14] Efter Nikulins død i 1997 blev det cirkusset omdøbt til Nikulin Cirkus til ære for ham. Et bronzemonument til minde om Nikulin er placeret foran cirkusset.[10]
Filmskuespiller[redigér | rediger kildetekst]
Hans fik debut som filmskuespiller i 1958 i filmen The Girl with the Guitar . Han optrådte i næsten et dusin spillefilm, hovedsageligt i 1960'erne og 1970'erne, og opnåede stor succes i kortfilm instrueret af Leonid Gajdaj . " [15]
I de første to film med Gajdaj, Dog Barbos and the Unusual Cross og senere Samogonsjjiki (da.: Hjemmebrænderne, 1961), blev Nikulin præsenteret som en karakter ved navn Fjols i en trio sammen med Georgij Vitsin som "Kujonen" og Jevgenij Morgunov som "Prof". I tidligere sovjetrepublikker er han især kendt for sin rolle i populære filmserier om den kriminelle trio. Serien inkluderede film som Operatsija Y i drugije prikljutjenija Sjurika (da.: Operation Y og Shuriks andre eventyr og Kavkazskaja plennitsa, ili Novyje prikljutjenija Sjurika (da.: Den kaukasiske fange, eller Sjuriks nye eventyr).[3][16]
Hans mest populære film er komedierne Diamantarmen, 12 stuljev (da.: 12 Stole), Stariki-razbojniki (da.: Bedstefar-røverne). Hans dramatiske talent afslørede sig i tragiske roller i Andrej Tarkovskijs Den yderste dom og flere film om Anden Verdenskrigs temaer (Sergej Bondartjuks Oni srazjalis za Rodinu (da.: De kæmpede for Moderlandet og Aleksej Germans Dvadtsat dnej bez vojny (da.: Tyve dage uden krig).[11][17][3]
Familie[redigér | rediger kildetekst]
I 1949 mødte Nikulin sin fremtidige ægtefælle, Tatiana Pokroskaja, en rytter og en elev fra Timirjazev Agricultural Academy . Hun begyndte at arbejde i cirkus, deltog i mange af hans skuespil og rejste med Nikulin og Shuidin. Tatiana spiller også mindre roller i flere af Nikulins film. [18]
Død[redigér | rediger kildetekst]
Juri Nikulin døde den 21. august 1997 og blev begravet på Novodevitjekirkegården i Moskva.[19]
Filmografi[redigér | rediger kildetekst]
| År | Originaltitel | Dansk titel | Rolle | Noter |
|---|---|---|---|---|
| 1958 | Devusjka s gitaroj | Pige med guitar | Brandmand | |
| 1959 | Nepoddajusjjijesja | De unævnelige | Vasilij Kljatjkin | |
| 1960 | Jasja Toporkov | Prosja | ||
| Mjortvyje dusji | Døde sjæle | Tjener | Ukrediteret | |
| 1961 | Drug moj, Kolka! | Min ven, Kolka! | Chaufføren Vasja | |
| Tjelovek niotkuda | Manden fra ingenting | Politimand | ||
| Pjos Barbos i neobytjnyj kross | Hunden Barbos og et usædvanligt kryds | Fjols | Kortfilm; en del af almanakken Soversjenno serjozno (Helt alvorligt) | |
| 1962 | Samogonsjjiki | Hjemmebrænderne | Fjols | Kortfilm |
| Kogda derevja byli bolsjimi | Da træerne var store | Kuzma Kuzmitj Jordanov | ||
| Molodo-zeleno | Ung-grøn | Nikolaj, chauffør | ||
| 1963 | Bez strakha i upryoka | |||
| Delovyje ljudi | Forretningsfolk | Tyv | ||
| 1964 | Bolsjoj fitil | Store fitil | Tyven Petja-Petusjok | |
| 1965 | Ko mne, Mukhtar! | Коm her, Mukhtar! | Politiløjtnant Glazytjev | |
| Dajte zjalobnuju knigu | Giv mig en bog med klager | Sælger | ||
| Fantazyory | ||||
| Operatsija Y i drugije prikljutjenija Sjurika | Operation Y og Sjuriks andre eventyr | Fjols | Del af Operation Y | |
| 1966 | Kavkazskaja plennitsa, ili Novyje prikljutjenija Sjurika | Den kaukasiske fange, eller Sjuriks nye eventyr | Fjols | |
| Andrej Rubljov | Den yderste dom | Patriark | ||
| Malenkij begletj | Lille flygning | Klovnen Nikulin | ||
| 1967 | Sem starikov i odna devusjka | Syv gamle mænd og en pige | Fjols | |
| 1969 | Novenkaja | Nybegynder | Jevgenij Ivanovitj | |
| Brilliantovaja ruka | Diamantarmen | Semjon Semjonovitj Gorbunkov | ||
| 1970 | Deniskiny rasskazy | Deniskas fortællinger | ||
| 1971 | 12 stuljev | 12 stole | Pedellen Tikhon | |
| 1972 | Stariki-razbojniki | Bedstefar-røverne | Nikolaj Mjatjikov | |
| Telegramma | Telegram | Fedor Fedorovitj | ||
| Totjka, totjka, zapjataja... | Punktum, punktum, komma… | Sjiltsovs far | ||
| 1975 | Oni srazjalis za Rodinu | De kæmpede for Moderlandet | Nekrasov | |
| 1976 | Trikljutjenija Travki | Travkas eventyr | ||
| 1977 | Dvadtsat dnej bez vojny | Tyvw dage uden krig | Major Lopatin | |
| Bobik v gostjakh u barbosa | Bobik på besøg i Barbos | Bobik / bedstefar | Kortfilm, stemme | |
| 1983 | Ne khotju byt vzroslym | Jeg vil ikke være voksen | Klovn | |
| Jeralasj | Onkel Jura | |||
| 1984 | Tjutjelo | Fugleskræmsel | Nikolaj Bessoltsev | |
| 1991 | Kapitan Krokus | Kaptajn Krokus | Forfatter | introduktion; sidste optræden |
Referencer[redigér | rediger kildetekst]
- ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Peter Rollberg (2009). Historical Dictionary of Russian and Soviet Cinema. US: Rowman & Littlefield. s. 488-489. ISBN 978-0-8108-6072-8.
- ^ a b c d e Razzakov 2016.
- ^ a b Danilevich, H. (2016-12-18). "Клоун на фронте. Как Юрий Никулин защищал подступы к Ленинграду" [Klovn på slagmarken: Hvordan Jurij Nikulin deltog i forsvaret af Leningrad] (russisk). Argumenti i Fakti. Hentet 2020-12-03.
- ^ Glushkova 2011.
- ^ Nikulin 2009.
- ^ Татьяна Никулина ушла из жизни на 85-м году жизни, mk.ru; accessed 10 February 2018.(russisk)
- ^ nevil, D. (1997-08-22). "Obituary: Yuri Nikulin". The Independent (engelsk). Hentet 2020-12-03.
- ^ "Yuri Nikulin" (engelsk). The Economist. 1997-08-28. Hentet 2020-12-03.
- ^ a b Siemens 2011.
- ^ a b "90 лет назад родился любимец страны — Юрий Никулин" [90 årsdag for Ruslands mest elskede skuespiller] (russisk). Pervyj kanal. 2011-12-18. Hentet 2020-12-04.
- ^ Кошмарные сны Максима Никулина о телевидении — Интервью с намёком, zapiski-rep.ucoz.ru; hentet 10. februar 2018 (russisk)
- ^ Российское Генеалогическое Древо Arkiveret 25. februar 2013 hos Wayback Machine
- ^ "Yuri Nikulin Is Dead at 75; Beloved Russian Master Comic". The New York Times (engelsk). 1997-08-22. Hentet 2020-12-03.
- ^ Lally, K. (1997-08-27). "Tears for a king among clowns Appreciation: Yuri Nikulin, the man who managed to bring joy to a long-suffering people, is gone. Russians old and young mourn, and their bouquets and wreaths fill six trucks". The Baltimore Sun (engelsk). Hentet 2020-12-03.
- ^ "Самый любимый клоун: 15 лет без Никулина" [Den mest elskede klovn] (russisk). Argumenti i Fakti. 2012-08-21. Hentet 2020-12-04.
- ^ "95 лет со дня рождения Юрия Никулина" [95 år siden Jurij Nikulins fødsel] (russisk). Kultura Channel. 2016-12-18. Hentet 2020-12-04.
- ^ "Юрий и Татьяна Никулины. История любви" [Yuri and Tatiana Nikulin:Love Story] (russisk). Argumenti i Fakti. 2014-10-27. Hentet 2020-12-04.
- ^ Yeltsin's Last Meeting with the People Arkiveret 3. marts 2016 hos Wayback Machine, Kommersant Moscow, kommersant.com; accessed 10 February 2018.
Litteratur[redigér | rediger kildetekst]
- Razzakov, Fyodor (2016). Юрий Никулин. Смешное и трагическое (russisk). Algoritm. ISBN 978-5-906880-45-1.
- Glushkova, V. G. (2011). Смоленская земля (russisk). Veche. ISBN 978-5-9533-4792-1.
- Nikulin, Yuri (2009). Почти серьёзно... (russisk). Zebra-E. ISBN 978-5-1705-5586-4.
- Siemens, Elena (2011). Theatre in Passing: A Moscow Photo-Diary. Chicago: Chicago Press. ISBN 978-1-84150-374-5.
Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]
- Jurij Nikulin på Internet Movie Database (engelsk)
- Jurij Nikulin på Filmdatabasen
- Jurij Nikulin på Svensk Filmdatabas (svensk)
- Jurij Nikulin på AlloCiné (fransk)
- Jurij Nikulin på AllMovie (engelsk)
- Jurij Nikulin på Turner Classic Movies (engelsk)
- Jurij Nikulin på Rotten Tomatoes (engelsk)
- Jurij Nikulin på The Movie Database (engelsk)
- Den store russiske klovn Yuri Nikulin
