Kolkhoz

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Kolkhoz (russisk: колхо́з, коллективное хозяйство) var kollektivbrug i det tidligere Sovjetunionen. Det første kolkhoz blev startet den 5. januar 1930. Medlemmerne i en kolchos blev kaldt for kolchoznik og kolchoznitsa (колхозник, fem. колхозница).

Ordet er en sammentrækning af коллекти́вное хозя́йство som betyder "kollektivhushold" og oversættes også gerne som "kollektivbrug". Kollektivjordbrug findes blandt andet i Israel (kibbutz), Kina og i visse lande i den tredje verden.

Sovjetunionen[redigér | redigér wikikode]

De første kolchoser blev organiserede på initiativ af Stalin i begyndelsen af 1930-talet, og i 1936 var kollektiviseringen af landbruget stort set gennemført. Da arbejdede 90 % af Sovjetunionens bønder på 250.000 kolchoser. Formelt var kollektivbruget en frivillig sammenslutning af bønder i en by eller en gruppe byer. Bønderne slog sig sammen og dyrkede jorden i fællesskab under en valgt komité ledet af en valgt formand. De enkelte familier behold et lille jordstykke omkring huset og nogle få dyr. I realiteten skete kollektiviseringen ofte under tvang. Medlemmerne i en kolchos fik som løn en del af gårdens totale indkomst i henhold til det antal dage, de arbejdede. I hvert distrikt indrettede staten en maskin- og traktorstation, MTS, som stillede maskiner med betjening til rådighed for kollektiverne mod betaling i penge eller varer. Hver kolchos var pålagt at leverere en bestemt mængde jordbrugsvarer til staten til videre forsælgning.

Gennem sammenlægninger og en vis overgang til statsdrift mindskede antallet af kolchoser. De statsejede ”sovchoser” disponerede i 1980-erne over større arealer end kollektivbrugene. MTS-erne nedlagdes efter 1959, og deres opgaver blev overtaget af kolchoserne. I 1991 fandtes der 29.000 kollektivbrug i Sovjetunionen, og de nye republiker, som opstod efter Sovjetunionens opløsning, har i varierende grad privatiseret jorden.

Østeuropa[redigér | redigér wikikode]

I de østeuropæiske lande blev kollektiviseringen gennemført efter 2. verdenskrig efter sovjetisk mønster med undtagelse af Polen, hvor jordbruget var overvejende privat, men er senere stort set afviklet. År 2014 meddelte Hvideruslands præsident Alexander Lukasjenko, at han agtede at indføre en ny lov, som forbyder arbejdere på kollektivjordbrug (cirka 9% af den totale arbejdsstyrke) at bytte arbejde og bosted uden tilladelse fra guvernøren. Loven sammenlignes med livegenskab af Lukasjenko selv.[1][2]

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]