Dansk (sprog)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Dansk  
Udtale: d̥anˀsɡ̊
Talt i: Danmark, Sydslesvig, Færøerne, Grønland
Talere i alt: 5,8-6,0 millioner 
Rang: Ca. 90
Ophav
Sprogstamme: Indoeuropæisk
 Germansk
  Nordisk
   Østnordisk
    Dansk 
Officiel status
Officielt sprog i: Danmark Danmark
Færøerne Færøerne
EU EU
Reguleret af: Dansk Sprognævn
Sprogkoder
ISO 639-1: da
ISO 639-2: dan
ISO 639-3: dan 
Kort over det danske sprogs udbredelse
Danske dialektområder
Fordelingen af ét, to og tre køn i danske dialekter. På Sjælland er man først gået fra tre til to køn i nyere tid. Vest for den røde streg bruges foranstillet bestemt artikel.
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Dansk. (Se også artikler, som begynder med Dansk)

Dansk er et nordisk sprog, også præciseret som østnordisk, i den germanske sprogfamilie. Det danske sprog tales af ca. seks millioner mennesker, hovedsageligt i Danmark, men også i Sydslesvig (i Flensborg ca. 20 %), på Færøerne og Grønland.[1] Dansk er tæt forbundet med norsk og svensk, og sproghistorisk har dansk været stærkt påvirket af plattysk.

Officielt sprog[redigér | rediger kildetekst]

Dansk er det officielle sprog i Danmark, og kaldes i den form rigsdansk, mens Færøerne foruden rigsdansk også har færøsk som officielt sprog. I Grønland kan dansk anvendes i offentlige forhold.[2] I Island underviser skolerne i dansk som et obligatorisk fremmedsprog.

Historie[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Dansk sproghistorie
Eksempel på talt sprog: Guldhornene oplæst af Anders Ø. Kristensen.

Den danske sproghistorie må begynde med ihukommelsen af Guldhornenes berømte runeindskrift:

ᛖ ᚲ
ᚺ ᛚ ᛖ ᚹ ᚫ ᚷ ᚫ ᛋ ᛏ ᛁ ᛉ
ᚺ ᛟ ᛚ ᛏ ᛁ ᛃ ᚫ ᛉ
ᚺ ᛟ ᚱ ᛅ ᚫ
ᛏ ᚫ ᚹ ᛁ ᛞ ᛟ

med latinske bogstaver:

ek HlewagastiR holtijaR horna tawidō.

fra, måske, omkring 400 e.Kr. På dansk

Jeg Lægæst fra Holt gjorde dette horn.

Fra oldnordisk til nydansk[redigér | rediger kildetekst]

Urnordisk betegner generelt sproget i det nordiske område. I den historiske lingvistik regnes tiden omkring år 800 for et sprogskel, og opkomsten af runedansk, eller olddansk som et selvstændigt sprog. Sprogperiodiseringen falder nogenlunde sammen med den historiske periodisering, altså vikingetiden. Det danske sprog i højmiddelalderen, lokalt kaldet tidlig middelalder (dvs. Danmarks historie (1047-1397)), er gammeldansk, der i 1500-tallet går over i nydansk. Nydansk opdeles i ældre nydansk, fra begyndelsen af 1500-tallet til ca. 1700, og yngre nydansk, fra 1700 til nutiden.

Oldnordisk var betegnelsen for det fælles nordiske sprog førend det kom til enkeltsprog (de), men på et tidspunkt omkring midten af det 20. århundrede vandt betegnelsen 'urnordisk' hævd. Sagen kompliceres af det førhen antoges norrønt var fællesnordisk.[3]

Plattysk[redigér | rediger kildetekst]

Da den betydelige pantsættelse til de tysktalende hertuger fandt sted i 1300-tallet blev den spirende rigsadministration, fra 1400-tallet kendt som kancelliet, præget af netop det forhold, såvel sprogligt. Kancelliskriverne måtte kunne beherske både tysk og latin, og var som regel tyske borgere. Kancelliets skrivelser vedrørende Slesvig og Holsten – og Oldenburg – var holdt i plattysk, men det må i parentes bemærkes den landlige udstrækning af områderne, inklusive Hamborg og Flensborg, for hovedparten ligger udenfor den nuværende grænse mod Tyskland.[4] Også i senmiddelalderen indvandrede, eller færdedes hanseatiske købmænd og håndværkere i landet, og det satte ligevel et sprogligt præg.[5] Det siges flere af middelalderens konger ikke talte dansk (helt korrekt, gammeldansk), men havde plattysk som modersmål – sikkert er det ihvertfald at det oldenburgske hus, med sæde i Holsten, fik kongetitelen ved Christian d.1.s kroning i 1449. Efter reformationen spillede hertugdømmerne om muligt en endnu større rolle i det sproglige lånoptag.

Skriftsprog[redigér | rediger kildetekst]

Det danske skriftsprog skrives med det latinske alfabet blot med tilføjelse af tre ekstra bogstaver: Æ / æ, Ø / ø, og Å / å. Disse bogstaver optræder som de tre sidste bogstaver i det danske alfabet.

Retskrivning[redigér | rediger kildetekst]

Grundtrækkene i dansk retskrivning har ligget fast siden midten af 1500-tallet, hvor Christiern Pedersen standardiserede det i sin bibeloversættelse,[kilde mangler] men retskrivningen bliver løbende ændret. Den sidste større reform trådte i kraft 1. april 1948 med undervisningsminister Hartvig Frisch som initiativtager.[kilde mangler] Den afskaffede stort forbogstav i navneord og ændrede formerne kunde, skulde og vilde til kunne, skulle og ville. Desuden erstattede bogstavet Å den hidtidige stavemåde med dobbelt A (Aa/aa).[kilde mangler]

Ord og ordforråd[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Dansk ordforråd

Det danske ordforråd vokser nu hovedsageligt ved at optage låneord, for det meste engelske. Der findes en mængde ord fra latin, såsom 'institution', 'skole', 'familie', 'social', 'klasse', 'fabrik', 'maskine', og såmænd også fra græsk, såsom 'gymnasium', 'teknik', 'filosofi', 'analyse', 'akademi', 'politik', 'økonomi', og ligevel mange orddannelser fra latin og græsk. Det grundlæggende ordforråd siges dog at være nordisk.

Engelsk har siden 1950'erne været hovedleverandør af låneord til dansk. I det 21. århundrede er sproget i mange virksomheder blevet engelsk i takt med internationaliseringen af erhvervslivet og øget anvendelse af personale fra udlandet.

Grammatik[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Dansk grammatik

Den danske grammatik deles i fonologi, morfologi og syntaks med nogen overlapning. Morfologi beskriver ordets forandring, herunder dets grammatiske flektiver, mens syntaks, eller sætningslære, vedrører hvorledes ordene grupperes i det levende sprog. Dialekter har deres særegne grammatik.

Syntaks[redigér | rediger kildetekst]

Dansk er i hovedsagen et SVO-sprog, dvs. subjekt, verbum og objekt i den rækkefølge. Det er et fællestræk for de germanske sprog, men stilistisk findes der en del undtagelser.

Morfologi[redigér | rediger kildetekst]

Den danske morfologi er alt andet lige ret simpel.

Kasus

Med kasussprog menes traditionelt sprog, der har mindst 3 kasus i substantivernes bøjning og mindst 4 kasus i pronominernes bøjning.

Af de nordiske sprog har færøsk og islandsk fire kasus, men dansk (eller engelsk) er ikke decideret et kasussproggenitiv, eller ejefald er dog en slags undtagelse - men det siges godtnok at indoeuropæisk var et kasussprog.[6] Ud over de 'traditionelle' kasus, der også findes i det tyske sprog – nominativ, akkusativ, genitiv, dativ – findes såvel adverbielle kasus, blandt andet kendt fra latin, der beskriver tid, sted og måde – mådeskasus er ablativ og instrumentalis; tidskasus er temporalis; stedskasus er lokativ. I et sprog signalerer ordets flektion en betydningsnuance. Kasus danner såvel flektiver og er, på sin egen vis, dermed en berigelse af sproget. Alternativt, og konkret i sammenhæng med oversættelse fra et kasussprog til dansk, må sådanne betydningsangivelser opnås ved en omformulering, mest enkelt som en ændret ordstilling, eller ved finurlige præpositionsled. Som et sproganalytisk værktøj kan kasus siges ikke altid at være signaleret af flektion.

Artiklerne[redigér | rediger kildetekst]

Dansk bruger to artikler, fælleskøn og intetkøn, i en bestemt og en ubestemt form:

ental flertal
bestemt ubestemt bestemt/ubestemt
Fælleskøn den en de
Intetkøn det et

Den bestemte og ubestemte form er fælles for de germanske sprog,[kilde mangler] pånær islandsk, der kun har den bestemte form af artiklen.

Substantivets nominativ angives ved en affiksering af den bestemte artikel – nominativ: huset ; stamform: (et) hus – mens de vestjyske dialekter, ligesom på tysk og engelsk anvender den foranstillede artikel – das Haus, ein Haus / the house, a house.

Fonologi[redigér | rediger kildetekst]

Uddybende Uddybende artikel: Dansk fonologi

I sproglæren sees at dansk har et rigt vokalinventar, hvor der skelnes mellem 16-18 forskellige vokalkvaliteter. Desuden skelnes der mellem korte, lange og stødte vokaler. Også konsonanterne har deres varians, og de danske konsonanter svækkes i stavelsesfinal position. Det gør, at der findes flere såkaldt vokoide konsonanter som i fx 'mad' ~ maæ, 'hav' ~ hau og 'mor' ~ moå. Det tryksvage e, schwa, smelter ofte sammen med nabolyde (schwa-assimilation) som derved bliver stavelsesbærende.

Den danske udtale kan være svær at håndtere for udlændinge. Velkendt er "rødgrød med fløde", en uklar grænse mellem vokaler og konsonanter som skaber lange vokaliske sekvenser, ligesom i "røget ørred".

Dialekter, sociolekter og regionssprog[redigér | rediger kildetekst]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: danske dialekter.

Sprogforskerne inddeler de danske dialekter i tre hovedgrupper: østdansk (kun bornholmsk), ømål (Sjælland, Fyn og øvrige øer øst for Lillebælt) og jysk. De danske dialekter har ét, to eller tre grammatiske køn, og kendeordet kan være efterhængt eller foranstillet. På Færøerne findes den særlige skriftsprogsnære udtaleform gøtudansk.

De traditionelle dialekter er på retur og erstattes efterhånden af et landsdækkende rigsdansk, men udtalen varierer stadig i landets egne. Et kendetegn ved det vestjyske er stød, mens specielt sproget på Fyn, Lolland og Falster samt på Bornholm synes at ligne mere (d)et syngende svensk(e). Socialt betingede udtaleforskelle, sociolekter, er (eller var engang) mest velkendt fra Københavnerområdet – det borgerlige højkøbenhavnske, senere rigsdansk, og arbejderklassens lavkøbenhavnske, gadesproget. Sprogfællesskaber markeres af en genkendelig sprogform, det være sig i udtale eller grammatik, og medlemmer fra andre sprogfællesskaber end det danske kan så bære disse kendemærker med i deres danske sprogudtale, og det kaldes også en etnolekt. Det hører altsammen med til det levende sprog.

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ "Tromsø Universitet". Arkiveret fra originalen 3. marts 2016. Hentet 20. juli 2008. 
  2. ^ Inatsisartutlov nr. 7 af 19. maj 2010 om sprogpolitik
  3. ^ Verner Dahlerup; Johannes Brøndum-Nielsen; Paul Diderichsen; Jørgen Glahder; Aage Hansen; Holger M. Nielsen, (red.) (1934), "Oldnordisk", Ny-Overførster, Ordbog over det danske Sprog, 15, København: Gyldendalske Boghandel ; Nordisk Forlag ; Det danske Sprog- og Litteraturselskab, hentet 18 Oct 2021. 
  4. ^ sprogkrav: s.1,3 hos Christiansen, Carl C. (1962), "Indledning – Forretningsgang og bogføring i Tyske Kancellis udenrigske Afdeling indtil 1670", i Hassøe, Arthur G.; Kroman, Erik, Tyske Kancelli II (PDF), Vejledende Arkivregistraturer, 11, København: Rigsarkivet ; Munksgårds Forlag, s. 1-5, hentet 18 Oct 2021.  ; spirende: se evt.s.99-100 hos Christensen, William (1903), "Kongens Kansler og Kancelliet", Dansk statsforvaltning i det 15. århundrede, København: Det kongelige danske videnskabernes selskab ; GEC. Gad, s. 91-146, hentet 18 Oct 2021. 
  5. ^ "Mittelniederdeutsche Lehnwoerter in den skandinavischen Sprachen". Arkiveret fra originalen 28. marts 2020. Hentet 11. april 2020. 
  6. ^ kasussprog i Den Store Danske

Eksterne henvisninger[redigér | rediger kildetekst]