Kompostering
Kompostering kaldes den proces, hvor man bevidst fremskynder og styrer nedbrydningen af organisk stof. Kompost er en blanding af materialer, der anvendes som plantegødning og til at forbedre jordens fysiske, kemiske og biologiske egenskaber. Den fremstilles typisk ved nedbrydning af plante- og madaffald, genanvendelse af organiske materialer samt husdyrgødning. Den færdige blanding er rig på plantenæringsstoffer og gavnlige organismer, såsom bakterier, protozoer, nematoder og svampe. Kompost forbedrer jordens frugtbarhed i haver, landskabspleje, gartneri, bylandbrug og økologisk landbrug og reducerer afhængigheden af kommercielle, kemiske gødningsmidler.[1] Fordelene ved kompost omfatter tilførsel af næringsstoffer til afgrøder som gødning, forbedring af jorden som jordforbedringsmiddel, øget indhold af humus eller humussyrer samt introduktion af gavnlige mikroorganismer, der hjælper med at undertrykke patogener i jorden og reducere jordbårne sygdomme.
På det mest grundlæggende niveau kræver kompostering indsamling af en blanding af grønt affald (kvælstofrige materialer såsom blade, græs og madrester) og brunt affald (kulstofrige materialer såsom plantestængler, papir og træflis).[1] Materialerne nedbrydes til humus i en proces, der tager flere måneder.[2]
Kompostering kan være en flertrinsproces, som overvåges nøje med kontrollerede tilførsler af vand, luft samt kulstof- og kvælstofrige materialer. Nedbrydningsprocessen fremmes ved findeling af plantematerialet, tilsætning af vand og sikring af korrekt iltning gennem regelmæssig vending af materialet i åbne bunker.[1][3] Svampe, regnorme og andre nedbrydere bidrager yderligere til nedbrydningen af det organiske materiale. Aerobe bakterier og svampe styrer de kemiske processer ved at omdanne inputmaterialerne til varme, kuldioxid og ammoniumioner.
Kompostering er en vigtig del af affaldshåndtering, da madaffald og andre komposterbare materialer udgør omkring 20 % af affaldet på lossepladser, og fordi disse materialer nedbrydes langsommere under de anaerobe forhold, der hersker dér.[4][5]
Kompostering udgør et miljømæssigt bedre alternativ til deponering af organisk materiale, idet processen reducerer metanudledning forårsaget af anaerobe forhold og samtidig giver både økonomiske og miljømæssige sidegevinster.[6][7] For eksempel kan kompost også anvendes til land- og vandløbsrestaurering, anlæg af vådområder samt som afdækning af lossepladser.
Fundamentaler
[redigér | rediger kildetekst]
Kompostering er en aerob metode til nedbrydning af organisk, fast affald,[8] og kan derfor anvendes til at genanvende organisk materiale. Processen indebærer, at organisk materiale nedbrydes til et humuslignende stof, kendt som kompost, som er en effektiv gødning for planter.
Komposteringsorganismer kræver fire lige vigtige ingredienser for at fungere effektivt:[3]
- Kulstof er nødvendigt som energikilde; den mikrobielle oxidation af kulstof producerer den varme, der er nødvendig for andre dele af komposteringsprocessen.[3] Materialer med højt kulstofindhold er typisk brune og tørre.[1][3]
- Kvælstof er nødvendigt for at organismerne kan vokse og formere sig og dermed oxidere kulstoffet.[3] Materialer med højt kvælstofindhold er typisk grønne[1] og fugtige.[3] De kan også omfatte farverige frugter og grøntsager.[1]
- Ilt er påkrævet for oxidation af kulstof og dermed selve nedbrydningsprocessen.[3] Aerobe bakterier har behov for iltniveauer over 5 % for at kunne udføre de processer, der er nødvendige for kompostering.[3]
- Vand er nødvendigt i passende mængder for at opretholde biologisk aktivitet uden at skabe lokale anaerobe forhold.[1][3]
Kompostbunke
[redigér | rediger kildetekst]Styring af forløbet
[redigér | rediger kildetekst]Nogle af betingelserne kan opfyldes allerede fra begyndelsen. Det er muligt at sammensætte og behandle udgangsmaterialet (førne) sådan, at det opfylder betingelserne. Det er straks mere besværligt at få sænket C/N-forholdet på en naturlig måde. Iblanding af dyrisk materiale eller bælgplanterester virker dog som regel godt nok, men i givet fald kan der strøs et ganske tyndt lag af kalksalpeter på førnen. Samtidig kan man strø noget jordbrugskalk oven på. Det skal bruges til at neutralisere de syrer, der dannes under komposteringen.
Fugtigheden fastholdes lettest, når man anbringer bunken eller beholderen på et skygget sted, men det kan blive nødvendigt at vande med jævne mellemrum. Iltning af materialet sker bedst ved, at man har blandet grove og fine materialer, træagtige mellem urteagtige, sådan at det hele ikke falder sammen for tidligt. På et vist tidspunkt, nemlig når temperaturen begynder at synke, skal iltning og fugtighed forbedres. Det sker ved at "omstikke" materialet, så det yderste kommer inderst og omvendt. På den måde letter man også CO2'ens vej ud af komposten.
Temperaturen er svær at styre. Det kræver megen omhu med vanding, kalkning og omstikning. Det kan også være afgørende at give materialet et isolerende lag udenpå. Det kan f.eks. være et tyndt lag jord eller nogle vintermåtter. Vigtigt er det i hvert fald at få temperaturen helt op i nærheden af de 70 grader. Ellers vil komposten rumme alt for mange ukrudtsfrø og muligvis også en del skadelige organismer.
Produkt
[redigér | rediger kildetekst]Når disse forhold er i orden, foregår nedbrydningen forbavsende hurtigt, og man kan – efter behov – afslutte processen når materialet er halvt omsat. Produktet er lysebrunt og smuldrende, men man kan stadigvæk se, hvad der var udgangsmaterialet. Dette produkt bør man betragte som et jordforbedringsmiddel, der ikke giver nævneværdigt meget mineralsk stof fra sig.
Man kan også vente, indtil komposten er færdigt omsat. Det kan ses ved, at produktet er mørkt eller næsten sort. Udgangsmaterialet er forvandlet til uigenkendelighed, og temperaturen er faldet ned til meget tæt på omgivelsernes temperatur. Dette produkt bør man betragte som en gødning med et meget højt indhold af kalium og fosfor, men med et beskedent indhold af kvælstof.
Fladekompostering
[redigér | rediger kildetekst]Fra gammel tid kendes en lidt ringeagtet komposteringsmetode, fladekompostering. Den består simpelthen i, at man lægger førnematerialet ud oven på jorden i et ca. 20 cm tykt lag. Hvis man gør det om efteråret, vil materialet være næsten fuldt omsat næste forår. Mange viger tilbage fra at bruge denne metode, fordi den giver haven et uordentligt udseende, men den har det for sig, at den efterligner naturens egen metode perfekt.
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- 1 2 3 4 5 6 7 "Reduce, Reuse, Recycle - US EPA". US EPA. 17. april 2013. Arkiveret fra originalen 8. februar 2017. Hentet 12. juli 2021.
- ↑ Kögel-Knabner, Ingrid; Zech, Wolfgang; Hatcher, Patrick G. (1988). "Chemical composition of the organic matter in forest soils: The humus layer". Zeitschrift für Pflanzenernährung und Bodenkunde. 151 (5): 331-340. doi:10.1002/jpln.19881510512. ISSN 0044-3263.
- 1 2 3 4 5 6 7 8 9 "The Science of Composting". Composting for the Homeowner. University of Illinois. Arkiveret fra originalen 17. februar 2016.
- ↑ "Do Biodegradable Items Degrade in Landfills?". ThoughtCo (engelsk). 16. oktober 2019. Arkiveret fra originalen 9. juni 2021. Hentet 13. juli 2021.
- ↑ "Reducing the Impact of Wasted Food by Feeding the Soil and Composting". Sustainable Management of Food (engelsk). US EPA. 12. august 2015. Arkiveret fra originalen 15. april 2019. Hentet 13. juli 2021.
- ↑ "Composting to avoid methane production". www.agric.wa.gov.au. 15. oktober 2021. Arkiveret fra originalen 9. september 2018. Hentet 16. november 2021.
- ↑ "Compost". Regeneration.org (engelsk). Hentet 21. oktober 2022.
- ↑ Masters, Gilbert M. (1997). Introduction to Environmental Engineering and Science (engelsk). Prentice Hall. ISBN 9780131553842. Arkiveret fra originalen 26. januar 2021. Hentet 28. juni 2017.