Latinske møntunion

Kort over aftalelandene (rød), aftalelandenes kolonier (grøn), lande med bilaterale aftaler (orange og brun) og lande med unilaterale aftaler (blå) mellem 1866 og 1914. I parentes året hvor landet indtrådte.

Traktaten om den Latinske Møntunion.

Latinske Møntunion blev oprettet i 1865 mellem Frankrig, Belgien, Schweiz og Italien. Grækenland tilsluttede sig i 1868. En række lande, som Spanien, Østrig-Ungarn og Rusland indgik aftaler om deltagelse. Derudover anvendte Serbien og Bulgarien standarden uden aftale.

Unionen dækkede kun mønter og ikke sedler.

De enkelte lande fortsatte med at udstede mønter i deres respektive valutaer.

Unionen blev de facto ophævet med udbruddet af 1. verdenskrig, men først formelt ophævet i 1927.

Mønterne var fra starten baseret på både guld og sølv. Dette kaldes bimetallisme, og kræver et fast bytteforhold mellem guld og sølv. Dette er i praksis meget svært. Da prisen på sølv faldt meget efter 1873 blev det profitabelt at udstede sølvmønter og bytte dem for guldmønter i andre lande, da bytteforholdet mellem sølv og guld i unionen var fast på 15,5 til 1. De facto var unionen fra 1873 på en guldstandard. Fra 1878 blev det helt forbudt at udstede sølvmønter til veksling i unionen.

Unionen er blevet set som en forløber for ØMU'en og den efterfølgende Euro, men kan ikke direkte sammenlignes med dem; særligt da den latinske union ikke havde fælles institutioner.^:17 Den latinske union dækkede kun mønter i modsætning til Den Skandinaviske Møntunion, der blev dannet i 1873, som også dækkede sedler. Også af den grund blev den latinske union gradvist mere irrelevant.