Sølv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Egenskaber
Udseende
Silver crystal.jpg
Skinnende hvidt metal.
Generelt
Navn(e): Sølv
Kemisk symbol: Ag
Atomnummer: 47
Atommasse: 107,8682 g/mol
Grundstofserie: Overgangsmetal
Gruppe: 11
Periode: 5
Blok: d-blok
Elektronkonfiguration: [Kr] 4d10 5s1
Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 18, 1
Kovalent radius: 153 pm
Van der Waals-radius: 172 pm
Kemiske egenskaber
Oxidationstrin: 1 (amfoterisk oxid)
Elektronegativitet: 1,93 (Paulings skala)
Fysiske egenskaber
Tilstandsform: Fast
Krystalstruktur: Kubisk fladecentreret
Massefylde (fast stof): 10,49 g/cm3
Massefylde (væske): 9,320 g/cm3
Smeltepunkt: 1234,93K / 961,78 °C
Kogepunkt: 2435K / 2162 °C
Smeltevarme: 11,28 kJ/mol
Fordampningsvarme: 250,58 kJ/mol
Varmefylde: (25 °C) 25,350 J·mol–1K–1
Varmeledningsevne: 429 W·m–1K–1
Varmeudvidelseskoeff.: 18,9 μm/m·K
Elektrisk resistivitet: 15,87 nΩ·m
Magnetiske egenskaber: Diamagnetisk
Mekaniske egenskaber
Youngs modul: 83 GPa
Forskydningsmodul: 30 GPa
Kompressibilitetsmodul: 100 GPa
Poissons forhold: 0,37
Hårdhed (Mohs' skala): 2,5
Hårdhed (Vickers): 251 MPa
Hårdhed (Brinell): 24,5 MPa
ID-numre
CAS-nummer: 7440-22-4
E-nummer: E-174

Sølv (latin: argentum) er det 47. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol Ag. Under normale tryk- og temperaturforhold fremtræder dette overgangsmetal som et skinnende blankt hvidt metal.

Egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Naturligt, frit sølv.

Sølv er et formbart og relativt blødt metal (blot en anelse hårdere end guld), som kan poleres til en spejlblank glans. Dets lyse farve skyldes metallets gode evne til at tilbagekaste lys; på dette felt overgåes sølv kun af aluminium inden for visse synlige bølgelængder. Sølv indtager også rekorden blandt alle metaller i både varmeledning og elektrisk ledningsevne.

Sølv reagerer ikke med rent vand eller atmosfærisk luft, men bliver anløbent, hvis vandet eller luften er forurenet med ozon eller svovlbrinte. I kemiske forbindelser optræder sølv almindeligvis med oxidationstrin +1, men det ses også med trinene +2 og +3.

Anvendelser[redigér | redigér wikikode]

Ud af verdensproduktionen af sølv i 2001 gik 40 procent til industrielle formål, 33 procent til fremstilling af smykker, 24 procent til fotografiske artikler, og blot 3 procent til mønter og medaljer.

Sølv som ædelmetal[redigér | redigér wikikode]

Sølv har længe været anvendt som ædelmetal til fremstilling af kostbare genstande, der afspejlede deres ejers rigdom og status. Smykker og sølvtøj fremstilles traditionelt af sterlingsølv, som består af 92,5 % rent sølv og 7,5 % andre metaller, almindeligvis kobber: Denne legering er hårdere end det rene sølv og smelter ved en lavere temperatur end både sølv og kobber "for sig". En anden tilsvarende sølvlegering er britanniasølv, som indeholder 95,84 % sølv mens de resterende 4,16 % igen typisk udgøres af kobber. En tredje, patenteret sølvlegering, argentium-sterlingsølv, indeholder germanium og er modstandsdygtig over for misfarvning, når det udsættes for ild og/eller høje temperaturer.

Sølv som betalingsmiddel[redigér | redigér wikikode]

Sølvbarre på et halvt kilogram.

I Lydien brugte man omkring 700 f.Kr. mønter lavet af elektrum, en naturligt forekommende legering af sølv, guld og små mængder kobber og andre metaller – først senere raffinerede man 'rent' sølv og brugte dette til mønter. I dag bruger mange lande en sølvstandard som målestok for penge-værdier, og på mindst 14 sprog bruger man samme ord for "sølv" og "penge", og "pundet" i engelske pund refererer til, at denne mønthenhed oprindeligt svarede til ét "troy pound" sølv. ISO 4217-standarden, der fastlægger standardiserede forkortelser for verdens forskellige valutaer, omfatter også en forkortelse for sølvbarrer: XAG.

Tekniske anvendelser[redigér | redigér wikikode]

I legeringer til brug ved slaglodning og lodning inden for elektronikken indgår sølv, i sidstnævnte tilfælde blandt andet på grund af dets gode elektriske ledeevne.

Mens almindelige spejle normalt anvender et lag af aluminium til at danne den spejlende flade, bruger man i stedet sølv i spejle til krævende opgaver: Sølv (eller undertiden guld) bringes til at fordampe, hvorefter det afsættes som et tyndt lag på den ene side af en glasplade. Ved at anvende et særlig tyndt metallag får man 'tonede' ruder, der lader en del af lyset gå igennem, mens resten reflekteres som i et 'normalt' spejl.

Sølv fungerer også som katalysator for iltningsprocesser, for eksempel fremstillingen af formaldehyd ud fra metanol og luft ved brug af krystaller eller 'ark' af 99,95 % rent sølv. Dertil er sølv formodentlig den eneste katalysator, der kan ilte ethylen til etylenoxid; en vigtig reaktion i fremstillingen af polyester.

Film og fotografering[redigér | redigér wikikode]

Visse sølvforbindelser, herunder sølvnitrat og forbindelser mellem sølv og halogener, er lysfølsomme og kan fastholde et aftryk af lys og anden stråling, der falder på dem: Denne egenskab har traditionelt været udnyttet blandt andet i film, fotopapir og dosimetre.

Elektriske anvendelser[redigér | redigér wikikode]

Selv om sølv leder elektrisk strøm marginalt bedre end kobber, er prisen normalt for høj til, at det kan betale sig at udnytte det i elektriske ledninger. Men under 2. verdenskrig udnyttedes sølvs gode ledeevne i elektromagneter i forbindelse med berigning af uran, primært fordi kobber var en mangelvare på det tidspunkt. En anden undtagelse er kabler til hi-fi-udstyr, om end fordelene ved at bruge sølv frem for kobber her er tvivlsomme. I elektriske kontakter til brug med høje elektriske spændinger bruges sølv-cadmium-oxid, da dette stof er modstandsdygtigt over for de lysbuer, der dannes, når sådanne kontakter sluttes og brydes. Sølv har også været benyttet som et tyndt overtræk på elektriske spoler til højfrekvens; da højfrekvens navnlig fordeler sig på overfladen af en leder, kan man udnytte sølvets højere ledningsevne. Sølvoxid bruges til batterier.

Medicinske anvendelser[redigér | redigér wikikode]

Minerva fra den romerske mytologi; gud for blandt andet lægekunsten. Her gengivet på et romersk sølvfad fra 1. århundrede f.Kr.

Sølv udviser den samme giftighed over for en lang række bakterier, vira, alger og svampe som andre tungmetaller som bly og kviksølv, men er modsat disse metaller ikke giftig for mennesker og kan derfor slå mange af disse mikroorganismer ihjel in vitro. Dertil er det, modsat antibiotika, meget få mikroorganismer, der kan udvikle resistens over for sølv. Præcis hvordan sølvet bærer sig ad med dette, er endnu ikke helt klarlagt.

Lægevidenskabens grundlægger Hippokrates beskrev sølvs helende og sygdomsbekæmpende egenskaber, og at fønikerne brugte beholdere af sølv til vand, vin og eddike for at forlænge indholdets holdbarhed. Tilsvarende puttede sømænd på lange togter til søs sølvmønter i tønder med vand og vin, og i begyndelsen af det 20. århundrede puttede folk ofte en sølvmønt i flaskerne med mælk, i begge tilfælde med det formål at forlænge holdbarheden. Sølvets mikrobedræbende virkning er naturligvis også en oplagt fordel i forbindelse med bestik og smykker af sølv.

Under 1. verdenskrig havde man held med at bekæmpe og behandle infektioner med sølvnitrat; dette var før antibiotika blev opfundet, om end dette stof siden hen blev afløst af sølvsulfadiazin; et stof, der desuden blev brugt som standard-behandling af alvorlige brandsår helt til slutningen af det 20. århundrede. I dag suppleres behandlingen med sølvholdige forbindinger.

Antibiotika overtog hurtigt behandlingen af mange af de infektioner, man tidligere havde brugt sølvholdige forbindelser imod, men på det seneste har der været fornyet interesse for sølv som bredspektret anti-mikrobielt middel, for eksempel i sølvholdige biologiske polymerer til behandlingen af sår, og glas med sølvoverflade til bakteriedræbende hospitalsudstyr.

Sølvnitrat benyttes under betegnelsen helvedessten til ætsning af granulationsvæv, såkaldt "dødt kød", og vorter.

Sølvholdige opløsninger og andre produkter lanceres også som alternativ medicin mod en lang række dårligdomme: Selv om de fleste er uskadelige, er der tilfælde af, at overdreven brug af disse midler har ført til argyria; sølvforgiftning.

Beklædning[redigér | redigér wikikode]

Sølvs antimikrobielle virkning udnyttes også i antibakterielt tøj, hvor man dels kan indlejre sølv-ioner i de polymerer, klædet er lavet af, dels forsyne almindelige tøjfibre med et overfladelag af sølv. I begge tilfælde bekæmpes væksten af en lang række bakterier og svampe, samtidig med at sølv ikke generer bærerens hud.

Ny dansk forskning med udgangspunkt i tarmceller[1] viser dog, at brugen af de små sølvpartikler, nanosølv, kan have potentielt skadelige virkninger for menneskekroppen. Når nanosølvet er tilpas småt, optager cellerne nemlig sølvet, hvilket medfører ændringer i cellen. Det er endnu for tidligt at sige, hvilke konsekvenser dette har i et helt livsforløb, hvor man bliver udsat for nanosølv i stadig flere forbrugerprodukter som sportstøj, fødevareemballage og kosmetik, men forskere advarer om effekten, da nanosølvet lagres i kroppen og derved hober sig op. 

Fødevarer[redigér | redigér wikikode]

I Indien kan man finde fødevarer, specielt slik, som er dekoreret med et tyndt lag sølv på overfladen, kaldet vark: Denne anvendelse klassificeres som et farvestof i E-nummer-systemet, hvor sølv har nummer E-174. I Australien er brug af sølv i fødevarer forbudt.

Forekomst og udvinding[redigér | redigér wikikode]

Sølvholdigt mineral. Mønten er en amerikansk cent, der er på størrelse med danske 25- og 50-ører.
Frit sølv og sølvholdige mineraler findes ofte sammen med kobber.

Sølv findes i naturen dels som frit, metallisk sølv, ofte i selskab med andre stoffer som svovl, arsen, antimon og klor, samt i kemisk forbindelse med andre stoffer i forskellige mineraler. Den væsentligste kilde til sølv er malm af kobber, nikkel, guld, bly og zink, som udvindes i Mexico, Peru, Kina og Australien. I Peru og Mexico har man udvundet sølv siden 1546.

Sølv udvindes også som et biprodukt af udvindingen af andre metaller, herunder kobber og bly. Kommercielt finsølv har almindeligvis en renhed på 99,9 %, men fås også i en renhed op til 99,999 %.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Mennesket har kendt til sølv siden forhistorisk tid: Det nævnes i Første Mosebog, og slaggedynger fundet i Lilleasien samt på øer i det Ægæiske Hav tyder på, at man disse steder har skilt sølv fra bly allerede 4.000 år før Kristus.

Prisen på sølv[redigér | redigér wikikode]

Verdensproduktionen af sølv de seneste 100 år. Klik for større billede.

Vægt for vægt er sølv prismæssigt cirka 70 gange dyrere end kobber og cirka 50 gange billigere end guld. Indtil de store forekomster i den nye verden i nord- og Sydamerika blev opdaget, var sølvprisen højere; mellem en sjettedel og en tolvtedel af prisen på guld. I løbet af de sidste 100 år har prisen svinget voldsomt som følge af blandt andet skiftende industrielle behov. I 1980 nåede sølvprisen rekordhøjder med 49,45 amerikanske dollar per troy ounce, men ved udgangen af 2001 var prisen for samme mængde faldet til blot 4,15 dollars, for så at stige igen til 15,21 $/ounce i maj 2006.

Symbolik[redigér | redigér wikikode]

Det alkymistiske symbol for sølv

Sølv forbindes med månen, på grund af farven, og dermed med måneguddommene og hører til Jomfru Maria.

Det blev tidligere forbundet med borgerlig velstand.

Førhen kaldtes sølv i Mexico for hvidt gøgemøg og blev betragtet som månegudens udsondring.

I alkymistiske tekster forbindes sølv med måneguden Luna.

Romerske præster gravede sølvstatuer ned for at holde barbarfolket borte. I folketroen anså man sølv som dæmon-afværgende. Sølvkugler i geværer kunne såre og dræbe vejrhekse.

Det ældste sølvfund i Norden er Gundestrupkedlen fra Himmerland, som vejer næsten 9 kilo.

I drømme er sølv symbol på positive kvindelige værdier, i mænds drømme for animaen. I auraen repræsenterer sølv stor styrke, original og rensende kraft.

Astrologisk hører sølv til stjernetegnet krebsen.

Heraldisk er sølv som regel synonymt med hvid – dog ses de to undertiden som hver sin tinktur i iberisk heraldik.

Nummer to i de Olympiske Lege og ved mesterskaber får sølvmedaljer.

Sølvbryllup afholdes efter 25 års ægteskab.

Isotoper af sølv[redigér | redigér wikikode]

Naturligt forekommende sølv består for 51.839 procents vedkommende af isotopen 107Ag, og 48.161 procent af isotopen 109Ag. Dertil kendes 28 radioaktive sølvisotoper, hvoraf 105Ag (med en halveringstid på 41,29 døgn), 111Ag (halveringstid 7,45 døgn) og 112Ag (halveringstid 3,13 timer) er de mest langlivede. De øvrige sølvisotoper har alle halveringstider på mindre end en time, og de fleste under 3 minutter. Dertil findes der talrige nukleare isomerer af sølv, hvoraf 108mAg har den længste halveringstid; 418 år.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Se også[redigér | redigér wikikode]