Naver (håndværker)

To navere på Gågaden i Århus.

For alternative betydninger, se Naver. (Se også artikler, som begynder med Naver)

Naver er en forkortelse for skandinaver, som bruges om håndværkere fra Skandinavien, der drager på valsen.

En naver drager rundt i Europa og laver forefaldende arbejde inden for sit fag.

Især i 1800-tallet og 1900-tallet rejste håndværkersvende ud for for at dygtiggøre sig. Traditionelt var mestre inden for faget i andre lande forpligtet til at tilbyde arbejde eller et måltid mad til naveren. Der findes regler og traditioner for navere på valsen, blandt andet må en naver kun opholde sig samme sted i seks måneder. I alt var en naver normalt på vandring i 3 år for at opnå en fuldstændig uddannelse som forudsætning for bl.a. selv at kunne blive mester. Han måtte have en vandrebog som adkomst over for myndighederne, hvor han kom frem.

Navertraditionen findes stadig, især inden for tømrerfaget i Tyskland og Schweiz.

Danmark er det skandinaviske land, hvorfra der kom flest navere, der gik på valsen i især Tyskland. Den største danske naverklub ligger i Helsingør, stiftet 1919 og med omkring halvandet hundrede medlemmer (2020). En anden stor naverklub ligger i Aalborg.

Historiske rødder

Lavskiste for pottemagerlauget i Senftenberg (1750)

I middelalderen var en lærling bundet til sin mester i en årrække. Han eller hun boede hos mesteren som en del af husstanden og modtog det meste eller hele sin betaling i form af kost og logi; i Tyskland skulle en lærling normalt betale et gebyr (kendt på tysk som Lehrgeld) for sin uddannelse. Efter læretiden (Lehrjahre) blev lærlingen frigjort fra sine forpligtelser (denne frigørelse blev kaldt en Freisprechung). Laugene tillod dog ikke, at en ung håndværker uden erfaring blev ophøjet til mester – lærlinge kunne kun vælge at blive ansat, selvom mange af dem foretrak at rejse rundt.

Et Kundschaft-certifikat for en tømrer, der forlader Bremen i 1818

Indtil håndværkere blev mestre, blev de kun betalt pr. dag (det franske ord journée henviser til et døgns tidsrum). I dele af Europa, såsom i det senere middelalderlige Tyskland, blev det en vigtig del af uddannelsen for en svend (Geselle), der ønskede at blive mester, at rejse fra by til by for at opnå erfaring fra forskellige værksteder. Tømrere i Tyskland har bevaret traditionen med vandrende svende helt frem til i dag, selv om kun et lille mindretal stadig praktiserer den.

Udviklingen af teorier om samfundskontrakt førte til et system med abonnementer og certifikater. Når en svend ankom til en ny by, blev han henvist til en inspektionsmester (Umschaumeister) eller en inspektionssvend (Umschaugeselle). Han fik en liste over værksteder, hvor han kunne præsentere sig for at finde arbejde (Umschau betyder bogstaveligt "rundt kig"). Hvis det ikke lykkedes at finde arbejde, fik den vandrende svend en mindre sum penge (Zehrgeld, "rejseunderhold"), nok til at fortsætte til næste by. Alternativt kunne han få ophold på et lavsherberg (Gesellenherberge). Hans navn blev føjet til lavskisten (Zunftlade) sammen med en erklæring om, hvor længe han var bundet til mesteren, normalt et halvt år. Begge parter kunne til enhver tid opsige denne indskrivning (Einschreibung). Indskrivningen af en ny svend blev ofte fejret med en større fest blandt de øvrige svende i byen.

Når den vandrende svend forlod stedet, udstedte lavet et certifikat (Kundschaft), som beskrev hans arbejdspræstationer og bekræftede hans gode opførsel samt den ordnede afslutning af ansættelsen. Uden dette var det svært at finde en ny ansættelse i den næste by, men i praksis klagede mestre ofte over svende, der stak af. Mange lavsherberger havde en tavle med navnene på sådanne bortløbne svende – sammen med den gæld, de havde efterladt. Certifikaterne blev håndskrevet indtil omkring 1730, hvorefter trykte formularer med felter til udfyldning blev indført. Omkring 1770 begyndte formularerne at indeholde kobberstik af bylandskaber. Certifikaterne var ofte store og upraktiske, så mindre rejsebøger erstattede dem omkring 1820. Denne udvikling faldt sammen med etableringen af moderne politi i Europa efter koalitionskrigene (1803–1815) mod Napoleon. Lavskisten blev erstattet af statslige kontorer til registrering, og nogle steder blev lavene endda forbudt at føre registre.

• 
  Rejsebog (eller Wanderbuch) tilhørende en tysk pelsmager ved navn Albert Strauß i Kongeriget Ungarn i Det habsburgske monarki i året 1816
• 
  Albert Strauß: Regeln, welche der Wandernde zur Vermeidung angemessener Strafe zu beobachten hat ("Regler, som den rejsende skal overholde for at undgå passende straf").
• 
  En rejsebog tilhørende Albert Strauß: Bezeichnung des Inhabers ("beskrivelse af indehaveren").

Sociologisk kan man betragte Wanderjahre som en gentagelse af en nomadisk fase i menneskets samfundsudvikling. Se også Rumspringa.

Rejsebøgerne eller Wanderbücher er en vigtig forskningskilde, der viser migrationsruter i den tidlige industrialiseringsperiode i Europa. Vandrende svendes ruter viser ofte grænser for sprog og religion, som har hindret håndværkeres rejser "på valsen".

Tyskland

Tømrere "på valsen", 1990

Traditionen med svendenes omrejsende år (auf der Walz sein) fortsatte langt ind i 1920’erne i tysktalende lande, men blev svækket af flere begivenheder som nazisternes angivelige forbud mod traditionen,det tyske økonomiske mirakel efter krigen, som fik den til at fremstå som en for stor byrde, samt i Østtyskland mangel på arbejdsmuligheder i et økonomisk system baseret på Volkseigener Betrieb. Fra slutningen af 1980’erne har en fornyet interesse for traditioner generelt sammen med økonomiske forandringer (især efter Berlinmurens fald) ført til, at traditionen igen har vundet udbredelse. Traditionen blev genoplivet stort set uændret fra det middelalderlige koncept, da svendebroderskaberne (Schächte) aldrig ophørte med at eksistere (herunder en Confederation of European Journeymen Associations).

Svendebroderskaberne har fastlagt standarder for at sikre, at vandrende svende ikke forveksles med vagabonder. Svenden skal være ugift, barnløs og gældfri – således at vandreårene ikke bruges som en mulighed for at undslippe sociale forpligtelser. I moderne tid kræver broderskaberne ofte også en ren straffeattest. Derudover skal svende bære en særlig uniform (Kluft) og fremstå rene og venlige i offentligheden. Dette hjælper dem med at finde husly for natten og et lift til den næste by.

Den rejsende svend medbringer en logbog (Wanderbuch) og går i hver ny by til rådhuset for at få et stempel. Dette fungerer som dokumentation for rejsen og erstatter samtidig den bopælsregistrering, som ellers ville være påkrævet. I moderne broderskaber skal Walz vare mindst tre år og én dag (nogle gange to år og én dag). I denne periode må svenden ikke vende tilbage inden for en radius af 50 km fra sin hjemby, bortset fra i særlige nødsituationer, såsom en nærtstående slægtnings forestående død (forældre og søskende).

Ved begyndelsen af rejsen tager den vandrende kun en lille, fast sum penge med sig (tidligere præcis fem Deutsche Mark, nu fem euro); ved afslutningen skal han vende hjem med nøjagtigt samme beløb i lommen. Dermed forventes det, at han hverken ødsler penge bort eller opsparer rigdom under rejsen, som udelukkende skal gennemføres for oplevelsens skyld.

Der findes hemmelige tegn, såsom særlige og komplekse håndtryk, som tyske tømrere traditionelt bruger til at identificere hinanden. Dette er en anden traditionel metode til at beskytte faget mod bedragere. Selvom det er mindre nødvendigt i en tid med telefoner, identitetskort og officielle eksamensbeviser, opretholdes tegnene stadig som tradition. At lære dem til nogen, der ikke har gennemført en tømreruddannelse, anses stadig for meget forkert, selv om det ikke længere er strafbart.

I 2023 var der omkring 800 svende "på valsen", enten tilknyttet et broderskab eller "frie". Selvom langt de fleste stadig er mænd, er unge kvinder ikke længere usædvanlige på Walz i dag.

En svend klatrer op på et byskilt for at fejre sin hjemkomst, mens venner og familie byder ham velkommen

Vandreårene omfatter traditionelle begivenheder såsom regionale møder, hvor deltagerne deler deres historier og anbefalinger af gode virksomheder at besøge. De største begivenheder for hver svend er afrejsedagen og dagen, hvor han vender hjem igen, tre år og én dag senere ifølge traditionen.

Navergryde

Navergryde er en mørbradgryde med cocktailpølser, bacon og kartoffelmos. Retten blev i 2013 kåret som egnsret af den lokale avis i Helsingør. Retten er næppe særlig gammel, og der er ikke belæg for dens tilknytning til navertraditionen.

Eksterne henvisninger

• N A V E R N E – Berejste Skandinaver
• CUK NAVERNE I FREDERIKSSUND Arkiveret 1. juni 2013 hos Wayback Machine