Nikolaj Bulganin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Nikolaj Bulganin
Bundesarchiv Bild 183-29921-0001, Bulganin, Nikolai Alexandrowitsch.jpg
Personlige detaljer
Født 11. juni 1895, 30. maj 1895
Nizjnij Novgorod, Nisjnij Novgorod oblast, Rusland
Død 24. februar 1975
Moskva, Rusland
Gravsted Novodevitjekirkegården
Politisk parti Sovjetunionens kommunistiske parti
Informationen kan være hentet fra Wikidata.

Nikolaj Aleksandrovitsj Bulganin (russisk: Николай Александрович Булганин), (født 30. marts 1895 i Nizjnij Novgorod, død 24. februar 1975 i Moskva) var en fremstående politiker i Sovjetunionen. Han var Sovjetunionens forsvarsminister (1953–1955) og Sovjetunionens ministerpræsident (1955–1958). Desuden var han ministerpræsident i den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik mellem 1938 og 1940.

Bulganin blev født i Nizjnij Novgorod, som søn af en kontorarbejder. Han blev medlem af kommunistpartiet i 1917 og gjorde tjeneste i Bolsjevik-regimets politiske politi fra 1918 til 1922. Etter den russiske borgerkrig blev han industrileder og arbejdede i elektricitetsadministrationen fra 1922 til 1927 og i Moskvas elektricitetsforsyning fra 1927 til 1931. Fra 1931 til 1937 var han formand for den eksekutivkomiteen i sovjetten i byen Moskva.

I 1934 blev han valgt som kandidat til Centralkomiteen, og som loyal stalinist blev han hurtigt forfremmet under Josef Stalins udrensninger i 1937–1938.

Den 22. juli 1937 blev han udnævnt til premierminister i den russiske sovjetrepublik. Samme år blev han medlem af Centralkomiteen, leder af Sovjetunionens statsbank og viceministerpræsident i Sovjetunionen.

Under 2. verdenskrig var han generalløjtnant i Den røde hær og var medlem af Sovjetunionens forsvarskomité. I 1944 blev han viceforsvarsminister og Stalins højre hånd i den røde hær. I 1946 blev han forsvarsminister og marskal af Sovjetunionen. Han blev også kandidat til politbureauet i kommunistpartiet og blev igen viceministerpræsident i Sovjetunionen fra 1947 til 1950. I 1948 blev han fuldt medlem af politbureauet.

I 1953 blev han udnævnt til forsvarsminister og allierede sig med Nikita Khrusjtsjov i dennes magtkamp med Georgij Malenkov. I februar 1955 efterfulgte han Malenkov som Sovjetunionens ministerpræsident. Han støttede Khrusjtsjovs program samt anti-stalinismen og han rejste sammen med Khrusjtsjov til Indien, Jugoslavien og Storbritannien.

I 1957 begyndte Bulganin, i lighed med Vjatjeslav Molotov, at sætte spørgsmålstegn ved Nikita Khrusjtsjovs liberale politik. I juni 1957 mislykkedes det for de konservative kræfter at fjerne Khrusjtsjov fra magten, og som følge heraf blev Bulganin i marts 1958 afsat som premierminister i Sovjetunionen.

Han vendte tilbage til posten som formand for Sovjetunionens Statsbank, men i september 1958 blev han fjernet fra Centralkomiteen og frataget titlen som marskal. Han blev forflyttet til byen Stavropol som formand for det regionale økonomiske råd og gik på pension i februar 1960.