Nis Albrecht Johannsen

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning
Nis Albrecht Johannsen
Født 1888Rediger på Wikidata
DeezbüllRediger på Wikidata
Død 1967Rediger på Wikidata
DeezbüllRediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Beskæftigelse Skribent, digterRediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Nis Albrecht Johannsen (11. marts 1888 i Dedsbøl15. august 1967 i Dedsbøl) var en nordfrisisk forfatter. Han blev født i 1888 i Dedsbøl (nordfrisisk Deesbel) i Bøkingherred.

Nis Albrecht Johannsen var en central skikkelse i den nordfrisiske bevægelse i 1900-tallet. Han gik blandt andet stærkt ind for indførelse af frisiskundervisning på de offentlige, nordfrisiske skoler. I 1926 udgav han sammen med Katharina Ingwersen en nordfrisisk læsebog. Han skrev også en række digte på nordfrisisk som Bai e swuunewäil (på dansk Ved svanesøen) og Åål bait spanfülj (Bedstemor ved spinderokken). Hans kendteste værk er Gölj, rüüdj, ween (Guld – rød – blå), som udviklede sig til nordfriserens uofficielle hymne. Under anden verdenskrig distancerede Johannsen sig fra den tysk-orienterede nordfrisiske forening og blev sammen med blandt andre Lorenz Conrad Peters i 1948 medstifter af foreningen Nordfriisk Instituut, hvis mål er at overvinde konflikten mellem tysksindede, dansksindede og nationale nordfrisere. En stor del af hans digte blev i 1956 udgivet i antologien Beerid (Høst).

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Beerid: Frasche dächte
  • Üt min Schatull Bredsted 1928
  • Luklik tid. Üülje än naiere bjarnerime än hu dächte deertu, udvalgte digte